Chefredaktør: Tre film dyster om Guldpalmen

I aften klokken 20.15 udløses spændingen, når juryen med den sydkoreanske instruktør Park Chan-wook i spidsen uddeler hovedkonkurrencens syv priser blandt årets 22 film.

Traditionen tro kommer her mit bud på, hvem der fortjener at vinde. Eller rettere: Hvordan prispuslespillet mest elegant kan gå op. For i Cannes er der nemlig hensyn, som skal tages, og regler, som skal følges.

De tre tungeste priser – Guldpalmen, Grand Prix og Instruktørprisen – må eksempelvis ikke kombineres med andre priser. Hvis en film modtager en af dem, er dens skuespillere automatisk ude af spil til skuespilpriserne, uanset hvor fremragende præstationerne måtte være.

Det er flere gange gået ud over den formidable tyske skuespiller Sandra Hüller (Frit fald, The Zone of Interest, Min far Toni Erdmann). Hun har ganske enkelt haft det problem at medvirke i alt for gode film, og mit gæt er, at hun i år med Fatherland vil lide samme skæbne.

De tre tungeste priser – Guldpalmen, Grand Prix og Instruktørprisen – må eksempelvis ikke kombineres med andre priser. Får en film en af disse priser, kan skuespillerne i dem være nok så fremragende – de er udelukket fra at vinde en pris. Det er flere gange gået ud over den mesterlige tyske skuespiller Sandra Hüller: Hun er simpelthen med i for gode film!

Mange medier og kritikere overser stadig den regel og ender derfor allerede fra begyndelsen med usandsynlige bud.

En anden bestemmelse siger, at kun én pris må deles mellem to vindere. Og mere uformelt anses det som god Cannes-skik at sprede de syv priser ud på syv forskellige film.

Hovedkonkurrencen i 2026 har været den svageste i de nitten år, jeg har dækket Cannes-festivalen. Det er ikke været et mesterværk, som har sparket benene væk under én. Ingen Parasite, The Zone of Interest, Sauls søn, Amour, Adèles liv eller 4 måneder, 3 uger og 2 dage.

For mig er festivalens mest banebrydende film østrigske Sandra Wollners Everytime, som festivalen havde placeret i sideprogrammet – en sektion, den i øvrigt vandt i går.

Gudskelov har årets hovedprogram alligevel budt på en række fremragende film, og derfor er feltet usædvanligt åbent. Det afspejler Ekkos stjernebarometer, hvor otte kritikere fra hele verden har bedømt hver eneste film på en skala fra ét til fire.

Efter min bedste overbevisning bør Guldpalmen dog gå til én af disse tre titler: Soudain, Fatherland eller Minotaur. Fælles for dem er, at de er dybt humanistiske værker med stærke politiske perspektiver. Det må siges at matche godt med en jury, hvor Ken Loach’ manuskriptforfatter, Paul Laverty, på det indledende pressemøde var toneangivende.

Fordelingen af priserne mellem filmene rummer altid et vist element af tilfældighed, men jeg vil blive overrasket, hvis ikke flere af de følgende filmskabere skal på scenen i aften. Her er mine bud på aftenens vindere i Grand Théâtre Lumière:

Manuskript: La bola negra

Varigheden af klapsalverne ved gallapremieren i Cannes er en træls og misvisende måde at måle en films succes på. Alligevel er det svært helt at ignorere, at Javier Calvo og Javier Ambrossis La bola negra blev mødt med omkring tyve minutters stående ovationer.

Filmen har virkelig formået at begejstre i slutningen af festivalen med sin elegante sammenfletning af tre tidsplaner: 1932, 1937 og 2017. Vi følger tre mænds liv på tværs af historiske brudflader, alle forbundet af begær, identitet og queer-erfaring under skiftende former for undertrykkelse.

Titlens sorte kugle refererer til en historisk praksis, hvor en sort kugle blev brugt som tegn på afvisning eller eksklusion. Og sorte kugler er, hvad der rammer hovedpersonerne på grund af deres homoseksualitet.

Det er i grunden ganske traditionel fortællekunst, både i skuespil og iscenesættelse, men filmens episke format kan ikke undgå at gøre indtryk – ikke mindst med inddragelsen af den spanske borgerkrig og poeten Federico García Lorca, der spiller en lille, men central rolle.

Derfor bør La bola negra vinde noget i aften – oplagt i kategorien for bedste manuskript.

Kvindelig skuespiller: Léa Seydoux (Gentle Monster)

Det er nok den sværeste kategori.

Sandra Hüller fortjener endnu engang prisen, men jeg forventer, at Fatherland får en af de store hædersbevisninger, hvilket i praksis vil udelukke en skuespilpris til Hüller.

Léa Drucker er min personlige favorit som den hårdtpressede hospitalsleder i La vie d’une Femme, hvor hun samtidig indleder en affære med en anden kvinde. Men Charline Bourgeois-Tacquets film er desværre allerede gledet ud af samtalen i Cannes, hvor den næsten ikke længere bliver nævnt.

Léa Seydoux er derimod overalt. Hun spiller med i Guldpalmevinderen Adèles liv fra 2013, og efterhånden føles det, som om hun medvirker i hver anden franske kvalitetsfilm – og på årets festival også i James Grays velfortalte, amerikanske drama Paper Tiger, hvor hun rammes af kræft (ak ja, den sygdom igen).

Stærkest gør hun dog indtryk i Marie Kreutzers østrigske Gentle Monster. Her spiller hun den hudløst følsomme pianist Lucy, som gradvist opdager, at hendes mand har levet et hemmeligt liv online i et pædofilt netværk.

Selve sagen får filmen aldrig helt afdækket tilfredsstillende, men Lucys chok, skam, vrede og fortsatte kærlighed borer sig ind under huden takket være Léa Seydouxs intense præstation.

Mandlig skuespiller: Javier Bardem (The Beloved)

Cannes er fyldt med filmfolk, der elsker film om film – det er jo vores liv. Men det er en undergenre, der sjældent formår at få et større publikum i tale.

Spanske Rodrigo Sorogoyens The Beloved er dog et usædvanligt veloplagt bud. Filmens følelsesmæssige kerne er nemlig en grundlæggende menneskelig historie om en far og hans datter.

Den berømte instruktør Esteban Martínez tilbyder sin datter Emilia en rolle. Officielt for at hjælpe hendes stagnerede skuespilkarriere, men i lige så høj grad som et forsøg på at trække hende tættere på sig igen og råde bod på et svigt i hendes barndom.

Det udvikler sig langt fra, som Martínez havde forestillet sig, og især optagelsen af en middagsscene løber helt af sporet. Det er uden sammenligning festivalens mest komiske øjeblik.

Victoria Luengo er stærk som datteren, men en befriende uforfængelig Javier Bardem er i sit es som den gammeldags, diktatoriske instruktør, der kun har blik for sit eget ego.

Der har været mange fremragende mandlige skuespilpræstationer i hovedkonkurrencen, men meget peger på, at prisen bør gå til Javier Bardem – en skuespiller, der i øvrigt tør, hvor andre tier (støtten til Palæstina).

Juryen pris: Fjord

Den rumænske guldpalmevinder Cristian Mungiu (4 måneder, 3 uger, 2 dage) har en stor stjerne hos mig. Man mærker tydeligt hans journalistiske baggrund: Filmene bygger på grundig research, men rummer samtidig en sjælden evne til at forme komplekse fortællinger, der næsten får karakter af thrillers.

Samtidig har han modet til at udfordre vedtagne sandheder. Med historien om en rumænsk-religiøs familie, der flytter til Norge og pludselig får fjernet deres børn af myndighederne, vender han denne gang sin magtkritik imod os i Norden.

Vi bryster os ofte af tolerance og frisind, men spørgsmålet er, om det også gælder, når vi møder mennesker, der lever anderledes end os.

Måske er det derfor, at mere politisk korrekte kritikere i Cannes mener, at Mungiu i Fjord er for meget på den religiøse families side. I så fald bekræfter de blot Mungius pointe.

Men det betyder nok også, at han næppe løber med Guldpalmen i aften. Fjord deler vandene, og den slags film har sjældent let ved at samle konsensus i en stor jury.

Men jeg vil blive skuffet, hvis Park Chan-wooks jury ikke finder en pris til Fjord. Renate Reinsve er totalt overbevisende som den strenge, norske kvinde, der har stiftet familie med en rumænsk mand, men hun fik skuespilprisen i 2021 for Verdens værste menneske. Så mit gæt er juryens pris.

Instruktør: Hamaguchi Ryusuke (Soudain)

Demens og kræft har været gennemgående temaer på festivalen, og de må vel også toppe listen over rædselsfulde sygdomme uden formildende omstændigheder.

Japanske Ryusuke Hamaguchi (Drive My Car) topper ved at have begge temaer i spil. men alligevel virker Soudain (All of a Sudden) som skabt af et ærligt hjerte.

Filmen er et langsomt og lavmælt drama, der kredser om omsorg, alderdom og menneskelighed. Handlingen foregår primært i et fransk plejehjem, hvor lederen Marie-Lou (Virginie Efira) forsøger at indføre en mere empatisk og menneskecentreret plejemetode.

Hendes arbejde bliver gradvist forandret, da hun møder en japansk teaterinstruktør (Tao Okamoto), der er alvorligt syg, og som åbner et mere eksistentielt og følelsesmæssigt lag i fortællingen.

Den over tre timer lange film udvikler sig til en meditation over livets skrøbelighed, men rummer også en nådesløs analyse af kapitalismen.

Der er øjeblikke, hvor filmen vitterligt folder sig ud med en poesi, der er Guldpalmen værdig. Samtidig fremstår plejemodellen for demente som mere ønsketænkning end realisme, ligesom skildringen af en kræftpatients sidste uger til tider virker overraskende urealistisk.

Det er lidt som at se John Lennons Imagine foldet ud som spillefilm. Alligevel er det ikke utænkeligt, at juryen ser gennem fingre med det og belønner filmen med Guldpalmen. Mit eget bud er dog, at Ryusuke Hamaguchi får prisen for bedste instruktion.

Grand Prix: Fatherland

Fatherland blev vist tidligt på festivalen og har siden været mange kritikeres favorit.

Den polske instruktør Paweł Pawlikowski, mest kendt for det Oscar-vindende nonne- og holocaust-drama Ida, har igen skabt et historisk drama med afsæt i Anden Verdenskrigs efterdønninger.

Fatherland kredser om forholdet mellem den Nobelprisvindende forfatter Thomas Mann og hans datter Erika Mann. Filmen udspiller sig i sommeren 1949, midt under den tidlige kolde krig, hvor far og datter begiver sig ud på en rejse gennem et sønderrevet Tyskland i en sort Buick.

Rejsen fører dem fra det amerikansk-kontrollerede Frankfurt til det sovjetisk styrede Weimar og bliver en følelsesmæssig færd gennem et land i ruiner – og et Europa i splittelse samt et personligt forhold præget af afstand, loyalitet og konflikt.

Pawlikowskis undersøgelse af det personlige og det politiske i efterkrigstidens Europa fremstår mere aktuel end nogensinde, og Sandra Hüller og Hanns Zischler er i særklasse som Erika og Thomas.

Det er en stærk film, men i mine øjne er den lidt for meget en historisk masterclass til, at dramaet bliver helt forløst i instruktørens sort-hvide, tableau-agtige og meget kontrollerede stil. Men det vil være en sensation, hvis den ikke får en stor pris – oplagt den næstbedste: Grand Prix.

Guldpalme: Minotaur

Den 62-årige russiske instruktør Andreï Zvyagintsev (Leviathan, Loveless) er tilbage i Cannes efter blodforgiftning og nervebetændelse, der i en periode medførte lammelse. Han har desuden forladt Rusland som følge af censur og sin markante modstand mod Ukraine-krigen.

Minotaur udspiller sig i 2022 og har den russiske invasion af Ukraine som bagtæppe.

Vi følger Gleb, en succesfuld direktør i en logistik- og shippingvirksomhed, hvis tilsyneladende kontrollerede liv begynder at smuldre under et stigende pres fra både arbejdslivets krav og en verden i hastig politisk opløsning.

Da han opdager, at hans kone Galina har en affære, accelererer sammenbruddet fra indre uro til en stadig mere voldelig opløsning. Han presses til at udpege medarbejdere til mobilisering i hæren, og udviklingen kulminerer i et spontant drab på konens elsker i en sekvens, der er inspireret af Claude Chabrols Den utro hustru fra 1969.

Oprydningen efter drabet hører til blandt festivalens mest nervepirrende og ubehagelige scener.

Resultatet er en kølig, kuldegysende film, hvor det personlige og det politiske glider sammen i ét. Minotaur kan ses som et portræt af et Rusland i moralsk opløsning og af det tavse medløberi, der gør Putins kyniske system muligt.

Andreï Zvyagintsev fremstår endnu engang som en mesterlig filmskaber med fuldt greb om filmsprogets virkemidler. Samtidig har han noget brændende på hjerte. En vigtig stemme, der fortjener at få Guldpalmen.