Selv i døden træder avisen på Bo Green Jensen

Efter 42 år på Weekendavisen og omkring 9.000 artikler fik Bo Green Jensen ingen værdig afsked. Han blev fyret, skrev sin sidste anmeldelse den 6. juli 2023 – ironisk nok af en film med titlen Nostalgia – og forsvandt derefter uden mulighed for at sige farvel til de mange abonnenter, der gennem årtier havde fulgt ham.

Hans pludselig fravær i avisens spalter blev forbigået i larmende tavshed.

Først da Ekko tog sagen op i 2024, trådte chefredaktør Martin Krasnik frem og anerkendte, at Bo Green Jensen havde været ”en af de vigtigste stemmer i dansk film- og litteraturkritik i flere årtier” og ”en toneangivende skribent på Weekendavisen”.

Krasnik undlod imidlertid at fortælle, at Bo Green Jensen reelt var blevet fyret. Baggrunden var, at avisen havde fået en ny kulturredaktør, Kathrine Tschemerinsky, som ønskede en anden og mere kritisk kulturdækning. Hun gjorde derfor Lasse Winther Jensen til avisens førende filmanmelder, mens Bo Green gradvist blev skubbet ud på et sidespor.

Der opstod efterhånden en magtkamp om retten til at anmelde de væsentligste film. Konflikten endte med, at Martin Krasnik valgte at afskedige den legendariske kritiker.

”Bo havde troet, han kunne blive et par år til, men det hele gik meget stærkt. Og ja, det er synd, at ens arbejdsliv efter 42 år ender sådan. Og ja, hvad det handlede om, er nok i bund og grund et ønske om nye tider, og at Bo i 42 år har gjort det på sin måde, og nu skulle det være en ny måde,” forklarede Frederikke Lett, der har en datter med Bo Green Jensen og kaldte Krasniks fremlæggelse ”lige glat nok”.

Formede generationers filmblik
Bo Green Jensen skrev til overtegnede: ”2023 har virkelig været et rædselsfuldt år. Jeg håber meget, at 2024 bliver bedre.”

Sådan skulle det ikke gå. Tværtimod. Bo Green blev lige så uretfærdigt behandlet af skæbnen som af sin arbejdsplads. En nyrekræft blev opdaget alt for sent. Sygdommen havde allerede spredt sig til store dele af kroppen, og efter et langt behandlingsforløb sov han stille ind den 29. maj, blot 70 år gammel.

Man kunne have troet, at Weekendavisen ved hans død omsider ville finde anledning til at takke ham for hans mangeårige indsats for avisen. Men heller ikke den gestus har ledelsen fundet anledning til at vise ham.

På Facebook skriver Martin Krasnik, at ”Bo Green Jensen var Weekendavisens nysgerrige, dannede, alvidende, skarpe kritiker i mere end 40 år” og roser hans ambitiøse og generøse omgang med film. Men de ord findes kun på Facebook og hører åbenbart ikke til i avisen, hvor Bo Green bedrev sin filmkritik.

I stedet har man overladt mindeordene til litteraturprofessor Peter Stein Larsen, der ikke overraskende vælger at skrive om Bo Green Jensens forfatterskab fra 1980’erne, mens hans virke som filmkritiker bliver reduceret til en parentes med følgende ord:

”Under evighedens synsvinkel er det næppe Bo Green Jensens journalistiske produktion gennem en menneskealder, som vil blive husket, men derimod det enestående lyriske forfatterskab, som han står for i 1980’erne.”

Det er en vurdering, jeg hverken deler eller håber får ret. Langt flere har mødt Bo Green Jensen gennem hans filmkritik end gennem hans digtsamlinger.

I årtier var han en af dansk kulturlivs mest markante stemmer, og hans anmeldelser formede generationers blik på filmkunsten. Med sin prægnante prosa, sin formidable evne til at udfolde film på deres egne præmisser og sin vilje til at sætte værker i bredere kulturelle sammenhænge hører han til blandt de mest betydelige filmkritikere herhjemme nogensinde. Det er også den indsats, mange vil huske ham for.

Underlig bemærkning
Alligevel har avisen for egen regning tilføjet en afsluttende bemærkning til nekrologen: ”Bo Green Jensen skrev om film, musik og litteratur for Weekendavisen fra 1981 til 2023. Elsket var han især for sine personlige klummer.”

Klummerne var uden tvivl populære, men formuleringen rejser et spørgsmål: Hvorfor er det nødvendigt at fremhæve, at han var ”især elsket” for netop dem – og ikke for sine filmanmeldelser? Bo Green var i høj grad elsket for sine filmanmeldelser, som gjorde ham til en central stemme i dansk kulturliv.

Det er svært at læse en sådan bemærkning som andet end et uklædeligt forsøg på at forskyde hans eftermæle i en retning, der skal retfærdiggøre avisens beslutninger, men som ikke stemmer med den rolle, han faktisk havde for sine læsere.

Efter denne artikels offentliggørelse har Weekendavisen bragt en ekstra nekrolog med fokus på Bo Green Jensens filmvirke skrevet af informations filmredaktør, Christian Monggard.