You Were Never Really Here

Jeg har set denne film to gange – og jeg er stadig ikke helt sikker på, jeg rigtigt var til stede.

Lynne Ramsays opfølger til We Need to Talk About Kevin er en eksistentialistisk noir med en kraftpræstation af Joaquin Phoenix som en nedbrudt og melankolsk lejemorder i New York.

Han er en slags hævner, der specialiserer sig i at redde unge piger fra ”kravlegårde” – dybest set bordeller for pædofile, hvor helt unge teenagepiger holdes dopede for at kunne tilfredsstille rige, mandlige klienter.

Men han er kun en ”slags” hævner, for han handler i en moralsk mudret verden, hvor fædre viser sig at være deres døtres alfonser, og hvor det er umuligt at redde ét uskyldigt liv, uden at der ryger et par andre i svinget.

Det er ikke sådan, det foregår i virkelighedens New York. Håber vi. Filmens bud på amerikansk dystopi, dens levendegørelse af et samfund, der er gået moralsk bankerot, er en advarsel.

Og alligevel er der en vis hulhed ved stiløvelsen, jeg ikke bryder mig om, et slibrigt skin bag den smagfulde kunstfilmindpakning. Den visuelt og lydligt overdådige overflade af Ramsays film, dens mosaik af impressionistiske handlingsfragmenter, der ofte indeholder knogleknusende vold, er et selvtilstrækkeligt værk, på samme måde som en glat musikvideo kan være det.

Kun én pæl fastholder jordforbindelsen: Joaquin Phoenix’ rå fortolkning af Joe, den vindblæste klippe af en hovedperson.

Som fan af Lynne Ramsay ønskede jeg at elske You Were Never Really Here første gang, jeg så den, da den blev hastet direkte fra klipperummet ind i hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen – og vandt priser for både bedste manuskript og skuespiller, selv om den ikke var helt færdig.

Da jeg genså filmen i september forstod jeg bedre, hvorfor manuskriptet var blevet hædret i Cannes. For selv om det snarere virker som skitser end et færdigt maleri, kommer disse fragmenter nærmere ånden fra den ordknappe krimilitteratur, vi kender fra Cormac McCarthy eller Jonathan Ames (der har skrevet filmens forlæg), end nogen anden film til dato.

Det er en stil, der effektivt kanaliserer hovedpersonens verdensbillede og fremtoning. Joe er en mand, der aldrig bruger tre ord, hvis han kan nøjes med et enkelt. Han er en veteran fra Golfkrigen, der lever i en skumringsverden af beskidte gyder og lurvede hoteller og lider af slem PTSD og paranoide træk.

Han kender alt til vold. Han køber, bruger og kasserer en hammer for hvert job. Men han er ingen actionhelt. I stedet er han et sjokkende, mumlende vrag af en mand med snavset vildmandsskæg, der stadig bor hjemme hos sin skrøbelige, ældre mor, følelsesmæssigt sårbar bag en hård, ydre skal.

Den måde, som filmen dekonstruerer og stiller spørgsmål ved forestillingen om helten mod de onde, får filmen til at give genlyd af Roman Polanskis Chinatown, filtreret gennem nyere, dunkle krimier som første sæson af True Detective.

Men det er også her, Ramsays film afslører en svaghed, fordi den ikke har modet til at servere ren fortvivlelse. Ligesom Polanskis film leverer den en slutning, der virker malplaceret efter det moralske morads, Joe har vadet gennem i resten af filmen.

Der har været alarmklokker undervejs.

En klichéfyldt oprindelseshistorie viser, at Joe som barn blev mishandlet af sin far (er Golfkrigen ikke traumatisk nok til at forklare hans deroute?). Eller øjeblikket, hvor Joe tager en CIA-agent i hånden efter at have skudt ham, og de begge synger med på en popsang, der spiller i radioen, indtil agenten udånder på køkkengulvet.

Publikum kommer til at være splittet mellem dem, der finder den slags øjeblikke absurde, og dem, der beundrer dem. Og så er der nogle, deriblandt undertegnede, der gør begge dele.