Wham!

Hvad er en 80’er-fest uden sange som Wake Me Up Before You Go-Go? Eller advent uden at høre Last Christmas i radioen? 

Ørehængerne stammer fra en treårig periode i 1980’erne, hvor popduoen Wham! udgav tre albums og tiltrak horder af fans. De har sat et uudsletteligt spor i popkulturen og er stadig udbredte på dansegulvet og i butikkerne. 

Filmen kortlægger medlemmerne George Michael og Andrew Ridgeleys historie fra drengenes skoletid. Den beretter rundhåndet historier fra deres farverige ungdom præget af Londons natteliv og dykker ned i karrieren, indtil den slutter ved bandets opløsning i 1986. 

Typisk følger rygter om splid og fjendskab, når bands går hver til sit. Tænk på The Supremes, Take That og Oasis. Men George Michael og Andrew Ridgeley forblev venner og havde efterfølgende kun godt at sige om hinanden. 

Som teenagere sniger de sig fra forstæderne til den sprudlende britiske hovedstad, hvor de bliver inspireret til at skrive sange for sjov. Men snart danner de et band. 

Imidlertid flopper deres første single, og de må udstå en periode med pinlige diskotek-optrædener, før de på et af afbud kommer med i musikprogrammet Top of the Pops. Og så bliver stjernedrømmene lige pludselig til virkelighed. 

George Michaels seksualitet, Andrew Ridgeleys løsslupne sexliv og fankulturen omkring bandet er tilbagevendende temaer i filmen. 

Måske har det ikke været muligt at få en kommentar fra drengenes kærester og fans fra dengang, men George gik bort i 2016 og kan derfor ikke stille op. Den nu 60-årige Andrew og gamle optagelser er derfor filmens primære kilder. 

Ældre optagelser viser et slidt London i starten af 80’erne med tydelige aftryk af sortklædte, piercede punkere. Ligesom dem reagerede Wham! på en tumultarisk tid i engelsk historie, hvor den tidligere stormagt mister kolonier, økonomien går den forkerte vej, og den stokkonservative premierminister Margaret Thatcher deler vandene. 

Men modsat de mere rå musikere er de optaget af lyden på natklubberne med importerede genrer som disco, hiphop og oversøisk popmusik. 

Gamle billeder viser George og Andrew letpåklædt, ofte med pikant kombination af læder og denim eller sprudlende farver. Dengang ansås de for polerede, men i dag er de homoerotiske undertoner ikke til at tage fejl af. 

Chris Smith producerede Netflix-succesen Tiger King – mord, kaos og galskab, der erigede manges corona-isolation. Han har en særlige evne til at fange tidsånden. 

I Fyre mærkes dyrkelsen af influencere, som var seeren selv en del af kulten. Den romantiseres, før Chris Smith i rollen som instruktør vender alt på hovedet og kritiserer dem, der blindt følger i berømtheders fodspor. 

Den samme dobbelthed bruger instruktøren i sin Wham!-hyldest, hvor penge og berømmelse heller ikke er uden personlige omkostninger. 

Som nittenårig fortæller George vennerne, at han er bøsse. Men han retter sig efter pladeselskabet, der under aids-krisen frygter en homofobisk reaktion fra fans. 

Andrew giver den gas, hvad angår sværmen af unge, kvindelige fans. Det giver George mulighed for lidt endnu at gå stille med dørene. 

Med det fokus, der er på drengenes privatliv, kunne man godt have brugt en dybere indsigt i datidens homomiljøer, selv om det ville stå i kontrast til filmens optimistiske tone. 

Det fortælles, at Andrews mor fra begyndelsen af drengenes karriere lavede udførlige scrapbøger med alle de avisudklip om Wham!, hun kunne få fingrene i. 

Nogle af avisoverskrifterne danner ramme for filmens fortælling. De indgår i montager sammen med sekvenser fra koncerter, musikvideoer, interviews og private optagelser. 

I andres hænder ville evergreens som Wake Me Up Before You Go-Go opportunistisk blive spillet igennem meget af filmen. Wham! bliver kun bedre af, at Chris Smith i stedet gør plads til andre hits såvel som enkelte flops, der nuancerer billedet af den succesfulde duo.