Tiger King: Murder, Mayhem and Madness

”Jeg så tigre, og tigrene så en mand,” synger tigerkongen Joe Exotic i en reklamemusikvideo. Men hvilken mand så tigrene egentlig?

Så de en stokkebærende, storpiercet og homoseksuel redneck, der hårdnakket kæmpede for at lade alle Oklahomas børn kæle med dem i hans zoologiske have?

Så de en ussel svindler, der i sit storhedsvanvid brugte de truede dyr til at skabe sig et navn og ved det første glimt af modgang skød skylden på den kvinde, der forsøgte at stoppe hans dyremishandling?

Så de en historie så vanvittig og forfærdelig, at den efterlod dem chokerede, skamfulde og udmattede af oplevelsen?

Det gør man i hvert fald som seer af den syv afsnit lange Netflix-serie Tiger King: Murder, Mayhem and Madness.

Det vanvittige cirkus er ikke kun en freak-historie om nogle af USA’s mest fascinerende udskud. Det er også en demonstration i dramaturgisk snilde.

Yndefuldt holder Eric Goodes og Rebecca Chaiklins serie de mange eksplosive twists tæt ind til kroppen og drysser dem, netop som man tænker, at nu kan historien ikke blive vildere.

For Joe Exotic er ikke bare en flamboyant katteelsker, der er gift med to mænd på én gang og dømt for at hyre en lejemorder til at aflive en dyreaktivistisk millionær, Carole Baskin, hvis egen fortid har stof nok til sin egen true crime-serie.

Han er også lærling af en næsten lige så vanvittig zoo-ejer, der kalder sig professor i ”mystical science” og har sit eget endnu større harem bestående af unge, kvindelige medarbejdere, hvis udfordrende uniformer han udvælger.

Det vil være umuligt i en anmeldelse at opremse alle de sindssyge informationer – inklusive selvmord og et menneskes mystiske forsvinden – der vælter ud af dokumentarserien. Men grundlæggende er den en fortælling om ekstremt had.

Nemlig hadet imellem Joe Exotic og Carole Baskin – to katteelskere med vidt forskellig opfattelse af dyrevelfærd, men alligevel med forbløffende lighedspunkter.

De er fyldt med absurde paradokser. Joe bryster sig af, at den største sællert i hans souvenirbutik er specielle underbukser, men selv går han aldrig med undertøj. Mens Carole er allergisk over for katte!

Begge er yderst mediebevidste. Det udstiller serieskaberne ved hyppigt at inkludere optagelser bag optagelserne, så vi kan se Joe anlægge en tilstrækkeligt vred grimasse til ære for kameraet.

Men først og fremmest forsvarer de tigerparker, hvor gigantiske rovdyr vises frem i små burer.

Når begge parter af den blodige konflikt virker så falske, kan det være svært at finde ud af, hvem der er helt og skurk. Og de bruger mere og mere ubehagelige midler til at udslette hinanden.

Her kommer den dramaturgiske genialitet ind i billedet igen. Hvor vi i første afsnit svælger i de store kattes betagende nærvær og skønhed, ser vi mindre og mindre til dem, efterhånden som vi begiver os længere ind i Joes og Caroles hadefulde fejde.

Ligesom de to dødsfjender glemmer vi de dyr, det i virkeligheden handler om. Vi lader os distrahere af det farverige spektakel, indtil alvoren med et højtlydende brag melder sig på banen igen i en dødsscene, der vil hjemsøge seeren i år frem.

En af de eneste fornuftens stemmer er dyrepasseren Saff, der uden brok tog på arbejde fem dage efter at have mistet en arm til en tiger. Med stor visdom opsummerer hun historien:

”Ingen vinder. Intet dyr har haft gavn af den her krig.”

Tigrenes mand lod egoet tage over og svigtede ikke bare sine nærmeste venner, men også de dyr, han havde gjort det til en mission at beskytte.