Tiger King – sæson 2

Når man sidder og ser anden sæson af Tiger King – den vilde dokumentarserie om zoo-ejeren Joe Exotic og alle hans afsporede redneck-venner – bliver man slået af, at den faktisk ikke er nær så spændende som første sæson. 

Det skyldes to forhold. 

Man kan umuligt genskabe det narrative elektrochok, man fik ved første møde med personkredsen omkring Joe. 

En ting er, at han egentlig hedder Joseph Allen Schreibvogel, hvilket er lettere mindblowing. Men derfra overgår virkeligheden den mest hysteriske fantasi. 

Man rykkede sig i sædet, da man lige havde tænkt, at nu bliver det ikke mere sindssygt med den her voldsparate, afblegede, white trash-homo … 

Hvorefter en tiger bider armen af en af de medvirkende – endda live – imens hovedpersonen pludselig springer ud som en virkelig dygtig countrysanger, selv om det selvfølgelig hurtigt viser sig bare at være playback-videoer. 

Den serie af veritable rystelser er svær at trumfe, og selv om der medvirker en bil, der er malet i tigerfarver, og selv om folk går omkring i seksten gallon Oklahoma-cowboyhatte, og selv der er en bipolar Afghanistan-veteran, der pludselig flasher en håndgranat, er det faktisk det rene vand i forhold til etteren.

Det på trods af at John Reinke, der mangler begge ben og i stedet går rundt på disco-farvede proteser, i alle fem afsnit er med igen og udleverer sin tidligere arbejdsgiver for fulde gardiner. 

Den helt stenede Eric Cowie er også med, men kun for en kort bemærkning. Han drak sig simpelthen ihjel under optagelserne. 

På den anden side er problemet noget rent teknisk. Det er noget med måden at fortælle på. 

En thriller følger handlingen, imens den sker – og det er sindssygt spændende. Sådan var sæson ét, der på en måde egentlig bare var en amatøragtig dokumentar, som løb af sporet, så man iagttog vanviddet, imens det udfoldede sig. 

Men i sæson to er vi vidne til en mere klinisk og mere gennemkoreograferet kriminalhistorie. I en krimi ser man altid bagud, og selv om det er fascinerende retrospektivt at udrede trådene, er det ikke spændende på samme hvad-så-nu-måde. 

Når det er sagt, er serien på mange gode måder mere af det samme. Og der er stadig flere overraskelser, der hyler én totalt ud af den. 

Den sorte statsanklager fra Indiana, der har et dobbeltliv som professionel Elvis-efterligner, er én af dem. En snurrende Carole Baskin midt i spotlyset i den amerikanske udgave af Vild med dans er en anden. 

Plottet i den nye sæson er skørt og især rodet. Først følger man den ene tråd, så pludselig en anden. 

I starten af serien prøver holdet bag filmen at opklare, om dyrerettighedsforkæmperen Carole Baskin virkelig dræbte sin nu afdøde mand, og man følger med detektiverne hele vejen til Costa Rica, hvor manden åbenbart en tid befandt sig. 

Men da dykkere i alligatorinficeret vand ikke kan finde de jordiske rester – imens de prøver at undgå at blive ædt! – bliver sporet koldt. 

I stedet bliver det andet spor, som handler om at få genoptaget Joe Exotics sag, rødglødende. Han afsoner en fængselsstraf på 22 år for dyremishandling og et planlagt lejemord på Carole Baskin. 

Om den sag bliver opklaret eller ej, er ikke helt entydigt. Men det er tydeligt, at der er plads til en sæson tre, hvis nogen skulle få lyst til at lave den. 

Man skal se Tiger King, hvis man elsker såkaldt americana. For der er RAM-trucks og pumpguns og plasticboobs og vanilje-lattes nok til flere kolde vinteraftner. Og man skal se den, fordi den udfolder den ene personlighedsforstyrrelse efter den anden. Serien er et fyrværkeri af narcissisme, psykopati og borderline. 

Men man skal især se den, fordi instruktørerne Rebecca Chaiklin og Eric Goode stadig har taget på det helt hysterisk melodramatiske. 

Da en konvoj med statslige inspektionsbiler kommer kørende – vist i slowmotion – ned ad en støvet grusvej for at redde alle dyrene, tænker man, at nu kan det ikke blive mere rørstrømsk og Noas Ark-agtigt. Og præcis dér begynder underlægningsmusikken: ”Fangernes kor” fra Verdis opera Nebukadnesar.