Widow’s Bay

På den lille ø Widow’s Bay, som ligger ud for New Englands kyst i USA, lever alle de gamle historier i bedste velgående. 

Øboerne fortæller om spøgelser fra skibet SS Mary, der forliste i 1873. De sladrer om desperate tilfælde af kannibalisme, da folk blev spærret inde i kirken, og om den ondskabsfuld havheks, som efter sigende stiger op af havet og går i land. 

Når hun flænser offeret med sine lange negle og får hans hudrester under dem, kan hun opspore ham for evigt. Og hun giver ikke op, før han er kvalt under vægten af hendes krop, mens hun sidder på hans ansigt. 

Tågen, stormene, sindssyge dyr – det hele er én stor forbandelse. 

De fleste på øen tager fortællingerne ret alvorligt. Og den mand, der afviser dem som det rene opspind, ender med at blive nærmest besat af dem. Borgmester Tom Loftis – spillet formidabelt af Matthew Rhys – kæmper en indædt kamp imod øens overtro. 

De rædselsslagne beboere gør ham mere og mere frustreret. Som en kritiker i Storbritannien skrev, minder Tom i begyndelsen faktisk om en New England-udgave af John Cleeses hotelvært, Basil Fawlty. Det vil sige gakket, skæv, kejtet. 

Flere personer i serien spaltes ud i enkelte af de ti afsnit, så vedkommende bliver hovedperson i sit eget afsnit. Det gælder for eksempel den nørdede og altid malplacerede sekretær Patricia. Hun spilles vidunderligt af Kate O’Flynn, der gør karakteren på en gang er sart, smuk, sammensat og forrygende irriterende. 

Faktisk er persongalleriet et kapitel for sig, og alle roller udfyldes af velcastede skuespillere, som virker naturligt løsslupne i deres spil og dermed for de flestes vedkommende er tudemorsomme. 

Dale Dickey spiller med sin rynkede, gummiagtige mimik den druksmadrede, kæderygende og evigt ævlende rådhusmedarbejder Rosemary, der driver borgmesteren til vanvid. 

Rosemarys kollega Dale, som er en akavet akademiker med følsomme håndled, spilles skønt af Jeff Hiller. Stephen Root spiller den gamle sømand Wyck, der hele tiden har ret og ser verdenen klart. 

Flere personer er også bare virkelig sjovt skrevet. Når man endelig møder en helt ”almindelig” sort politibetjent på øen, har han – helt uventet – den mest drevne sydstatsaccent, man kan forestille sig. Når en moden mand spiller byens ærværdige læge, har karakteren tilsyneladende kun ét fast identitetspunkt: Han bliver rasende, når lægmænd udtaler sig om medicin! 

Genren er en gyser på skrømt eller med et fagligt udtryk: horror comedy. Og den er ramt lige i skallen. Den er også indimellem uhyggelig, men frem for alt er den et hyggeligt bekendtskab. 

I løbet af de ti afsnit kommer man til at holde af personerne, og de menneskelige historier er godt skrevet. Man føler noget, når Tom fortæller om sin hustrus endeligt. Og da man til allersidst opdager, hvem hans egen søn er, rejser nakkehårene sig. 

Historien med nedarvet ondskab og en forbandet ø er fortalt på en forfriskende og lettere eksperimenterende måde. Der foretages nogle vilde eskapader, så hele afsnit pludselig er én lang sø-odyssé eller ét langt historisk afsnit fra 1700-tallet, hvor nutidens forbandelse etableres. 

Widow’s Bay er kort sagt en af de mest underholdende serier, man kan se lige nu. Og den kan nok bedst karakteriseres med et ærkeamerikansk udtryk. Den er mere end noget andet guddommeligt weird.