The Crown – sæson 6, del 2

Et popkorn rammer Prins William i panden. Han udspiler øjnene og skal lige til at bede lillebror Harry lade sig være i fred, før den yngre prins beder ham fange det næste med munden.

For en stund løfter den sjove leg teenagerne ud af sorgen efter moren Prinsesse Dianas død.

På et hotelværelse skåler de senere for morens minde. Hendes tilstedeværelse var berusende, og Harry fylder tomrummet med sprut, mens William endnu dvæler ved tabet.

”De stakkels drenge,” kalder aviserne og fremmende på gaden dem. Endda dronningen siger det.

Anden halvdel af sjette og sidste sæson af The Crown følger den melankolske og misforståede, men charmerende Prins William. Undervejs er der amoriner i luften, når han som studerende ved St. Andrews University får øjnene op for sine kvindelige medstuderende.

Imidlertid vendes opmærksomheden jævnligt mod Dronning Elizabeth, der immervæk er seriens hovedperson. Hun deler gavmildt ud af sin visdom efter 50 år på tronen.

Tåkrummende sjovt er det, når William diskuterer Harrys hashforbrug med farmor, der ikke forstår udtryk som fjolletobak og ”ganja”.

Hun tilhører en forbigået æra, som afspejles i hendes gemakkers forgyldte dørkarme, blomstrede porcelæn og frynsede puder.

Som altid er der pragtfulde præstationer på tværs af persongalleriet. Men især Imelda Staunton stråler som dronningen.

Mange husker hende som en ganske hårrejsende Dolores Umbridge i Harry Potter og Føniksordenen. I The Crown er hun mere hjertevarm, omend reserveret, og snarere respektindgydende end skræmmende.

I begge roller siger hun mere med et løftet bryn og krusede læber end med tusind ord.

Serieskaberen Peter Morgan har fra starten fængslet publikum med en sirlig balance mellem kontraster, der er sigende for det modsætningsfulde Storbritannien.

The Crown balancerer unge menneskers fandenivoldskhed med respekt for fortiden. Nybrud og tradition. Privilegie og selvopofrelse.

Serien spinder guld på forskellen mellem den konservative dronning og den progressive premierminister Tony Blair, når de ideologiske modpoler mødes under fire øjne.

Her lever Bertie Carvel (The Tragedy of Macbeth) sig troværdigt ind i rollen som virkelighedens Blair, men med cadeau til Hugh Grants charmerende parodi på ham i Love Actually.

Ed McVey er karismatisk som Prins William. Med jeans, striber i håret og forlegenhed over hans horder af kvindelige fans er han ulig de andre familiemedlemmer.

Måske er det derfor, mønstereleven Kate med rødder i arbejderklassen fanger hans interesse. Hendes letpåklædte optræden ved et modeshow på skolen skader dog ikke.

Bag lukkede døre betoner han vredt, at han hader pressen, og afreagerer ved sin attenårs fødselsdag på slottet Balmoral i Skotland med ølbong, afklædte unge mennesker og techno.

”Af med deres hoveder,” afbryder Prins Harry (Luther Ford) muntert brorens svar til en journalists spørgsmål om modstand mod monarkiet. Den yngre prins optræder mest som utilpasset gøgler med sjofle bemærkninger og hang til sprut og stoffer.

En grundigere skildring af Harry ville kunne have afspejlet seriens originale portræt af dronningens søster Prinsesse Margaret, der får en fremragende afsked i ottende afsnit.

”Jeg vil heller dø end motionere,” siger hun skæbnetruende efter en blodprop og lokker storesøsteren til at holde en sidste fest. Ligesom efter Anden Verdenskrigs slutning, hvor de sneg sig ud i Londons tæt befolkede gader.

Der klippes til en aften præget af eufori, jitterbug og jazz, dengang genren regnedes for utugtig. Men i alderdommen er Margaret bundet til kørestol og afskåret fra fordums fest, farver, smøger og høje hæle.

Nogle af fortællingerne virker noget forhastede mod serieafslutningen. Ikke desto mindre holdes et højt niveau, og The Crown må huskes som en af tidens bedste kostumedramaer.