Serieanmeldelse
20. nov. 2019
The Crown – sæson 3
Olivia Colman spiller den engelske Dronning Elizabeth II til perfektion. Her ses hun til en fødselsdagsfest med nære allierede. Foto | Des Willie

The Crown – sæson 3

Med en pragtfuld rollebesætning og overdådig iscenesættelse viser periodedramaet, at der stadig er krudt i den britiske kongeslægt.

Af Kjartan Hansen

Telefonen ringer og afbryder en ellers munter fødselsdagsfejring.

Nogle gæster fortsætter fødselsdagssangen. Andre ser opmærksomt på Dronning Elizabeth, der stivner foran vinduet med røret i hånden.

Tjenerne bærer to kæmpemæssige lagkager ind i den overdådige, sart grønne rokokostue. Men før værten får lov at puste lysene ud, viderebringer Elizabeth nyheden.

Winston Churchill er død.

Den tidligere premierministers død er symbolsk for perioden, som tredje sæson af The Crown udspiller sig i. En æra i britisk identitetshistorie er forbi, og sæsonen følger det ideologiske vakuum, der opstod frem til Thatcher-æraens start i slut-1970’erne.

Undervejs ser vi, hvordan det traditionelle monarki tilpasser sig tiden med kold krig, ungdomsoprør og månelanding. I centrum står Dronning Elizabeth II – et symbol, der skal samle et splittet imperium.

Olivia Colman, der i år vandt en Oscar for sin enestående præstation som Dronning Anne i The Favourite, indtager igen det britiske hof. Denne gang som rigets længst siddende royale regent.

Det er umuligt ikke at trække på smilebåndet, når hun gestikulerer og udtaler hvert ord med samme omhu som den virkelige Elizabeth II.

”Hun er alt det, som jeg aldrig kan være: instinktiv, spontan og guddommelig,” siger den reserverede regent ømskindet og længselsfuldt om søsteren Margaret. Sårbarheden, der ligger bag dronningens gebærder, gør hende til en medrivende karakter.

Første gang, vi møder Prinsesse Margaret (Helena Bonham Carter), sidder hun i sengen iført vinrød natkjole og slåbrok med en cigaret i højre hånd, mens hun aer sin King Charles Spaniel med den anden. Hun er lige så dekadent i privaten som ved royal middag – iført tætsiddende, olivengrøn balkjole besat med guld og juveler med både smykker og sminke, der matcher.

Margaret er på alle måder sin tilknappede søsters modsætning, og det iscenesættes nøje med deres påklædning. Deres omgang med hinanden er akavet og afslører gensidig kærlighed såvel som afsky og misundelse.

”Du er nummer ét. Men det er din undergang, at du er født som nummer to,” påpeger Margarets husbond, men i flashbacks til barndommen og intime øjeblikke mellem søstrene viser Elizabeth sig også at være misundelig på Margarets frihed fra royal pligt.

Imperiets storhed betones af svulstig hornmusik og strygere, der glimtvis afbrydes af sart klaverspil. Men frem for at vise Windsor-slægten pomp og pragt ved alverdens optog følger vi dem på opulente paladser rundt omkring i Storbritannien, som dog aldrig er fuldt oplyste.

Det er, som om skyggen af ansvar for tronen dvæler over dem alle og deterministisk styrer deres skæbne.

Serien vil gerne nuancere billedet af en markant monark, der i mediernes lys ofte fremstilles kold og kommer til at vise hende som en uskyldig brik i en forstenet magtstruktur.

Dronningen er fraværende efter affaldsskredet i Aberfan, der i 1966 krævede 144 liv – de fleste skolebørn. Men igennem husbonden Prins Philip (Tobias Menzies) er vi med til massebegravelsen, hvor byens sorg og vrede i en hårrejsende scene udvikler sig til harmdirrende salmesang.

Dronningens fravær undskyldes af den pligt, som kræver, at hun træder i karakter andetsteds. Men harmen fastslås af en enkelt tåre, der løber ned ad hendes kind.

Det er en pragfuld præstation af Olivia Colman, som spejler affaldet, der løber ned ad bjergsiden i Aberfan.

Det er næppe tilfældigt, at sæsonens anden halvdel giver mere plads til unge Prins Charles, eftersom næste sæson samler op, når han møder Prinsesse Diana.

Josh O’Connor (God’s Own Country) er som snydt ud af næsen på Prins Charles. Ud over deres fysiske lighed formår han at efterligne stemmen og tonefaldet mesterligt, uden at det bliver til en parodi.

Symbolsk krydsklipper en rørende sekvens mellem dronningens tale før hendes 25-års-jubilæum og en grædende prins Charles, der med hjertesorg udstationeres i flåden. I baggrunden spiller Beethovens Måneskinssonate.

Titel:
The Crown

Sæson:
3

Land:
England, USA

År:
2019

Serieskaber:
Peter Morgan, Edward Hemming

Medvirkende:
Olivia Colman, Tobias Menzies, Helena Bonham Carter, Ben Daniels, Josh O’Connor

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Ti afsnit

Premiere:
17. november på Netflix

Relevante artikler

Serieanmeldelse
07. dec. 2017
The Crown – sæson 2

The Crown – sæson 2

Serieanmeldelse
23. jan. 2017
The Crown

The Crown

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
18. juli 2026
Tip Toe

Tip Toe

Serieanmeldelse
10. juli 2026
Proud

Proud

Biografanmeldelse
28. maj 2026
En skønne dag

En skønne dag

Streaminganmeldelse
26. maj 2026
Kiss of the Spider Woman

Kiss of the Spider Woman

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro