The Boyfriend

Nogle tænker måske på TV 2’s Dagens mand, hvor der sporadisk også medvirkede bøsser, hvis de skal forestille sig et datingprogram for homoseksuelle.

Her sparkede farverige og modige personligheder som Gustav Salinas dørene op for inklusion, før homomiljøet blev mainstream.

Anderledes sobert, men lige så banebrydende er Netflix’ reality-show The Boyfriend. Fem flotte fyre skal i en måned bo, arbejde og date med hinanden.

Det er Japans første datingprogram, hvor der medvirker homoseksuelle. Undervejs stiger antallet af beboere, når flere og flere mænd tjekker ind på adressen.

Imens overvåges de af et panel af værter i et tv-studie, der fungerer som seriens fortællerstemmer og kommenterer på alt fra husets intriger til deltagernes personlige liv.

Hver morgen udpeges en deltager, som skal sælge kaffe på stranden og kan vælge en ledsager. Den første er den 22-årige model Ryota, der peger den på 34-årige sminkør Gensei. De er begge meget indadvendte og kommer derfor hurtigt til at sende forkerte signaler til hinanden.

Næste dag er der imidlertid amoriner i luften, når den sprælske og elskovssyge universitetsstuderende Dai deler en vagt med den følsomme kunstner Shun. 

Senere finder Shun nøgenbilleder af fremmede mænd på bejlerens telefon, der gør ham usikker på, om Dai i virkeligheden bare er ude efter endnu en erobring.

De er hinandens modsætninger, men deres følelsesladede og til tider kringlede op-og-ned-ture er seriens mest spændende fortælling.

Interessant er det også at se spirende venskaber mellem så forskellige personligheder som gogo-danseren Usak, der spiser en hel kylling om dagen for at holde sin pumpede fysik, stille Gensei og kokken Kazuto, der utilsigtet bliver seriens Don Juan.

Sporadisk springer serien i tid, men følger ellers en simpel struktur fokuseret på dynamikken i huset, kaffevognen og udflugter. 

Musikvalget er mest til for at styrke indlevelsen, men til tider er det en bjørnetjeneste. I sæsonafslutningen kvæler JVKE’s Golden Hour en ellers dybtfølt samtale, der ville have stået stærkere uden kreative virkemidler.

Det er ikke overraskende, at deltagernes fysik spiller ind i deres tiltrækning på kryds og tværs i huset. Men det er problematisk, når værtspanelet også kommenterer på deres kroppe, som alle er tynde eller veltrænede. 

Hvad kysseri angår, er der alligevel langt mellem snapsene. Det hænger sammen med en berøringsangst, der både er sigende for persongalleriet og Japans konservative tilgang til lgbt+-personer.

Men når det omsider sker, er der tale om et medrivende, ømt øjeblik, der minder om velinstruerede, fiktive kys. Som når Ennis og Jacks læber omsider smelter sammen i Brokeback Mountain eller Chiron og Kevins drømmeagtige kælen på stranden i Moonlight.

Der er et niveau af høflighed, der blæser Amors pile ud af kurs. Flere af gutterne tør ikke vælge den, de i virkeligheden er interesseret i. Enten fordi de har haft vagt dagen inden, eller fordi en anden har vist interesse i samme fyr.

”Hvorfor skal man date nogen, hvis man alligevel ikke må blive gift?” spørger Kazuto retorisk.

Ikke at turde satse på kærligheden er jo en indlært adfærd for dem, der er opvokset uden tro på, at samfundet, familien eller kulturen kan rumme deres parforhold. 

Netop derfor fokuserer serieskaberne Dai Ota og Keisuke Hishida på en længselsfuld, berusende atmosfære. Den uforløste tiltrækning, der præger The Boyfriend, kan nemlig være med til at rykke forestillingerne om lgbt+-personers vilkår i Japan.

Allerede i første afsnit snakker de om pronominer og runder undervejs emner som tidligere kvindelige kærester, at springe ud og drømmen om at stifte en regnbuefamilie.

The Boyfriend er ikke en effektiv ægteskabsmægler, men vinder tilskuerens hjerte med de medvirkendes rørende fortællinger, drømme, frygt og ikke mindst kampen for accept.