Landmand søger kærlighed – sæson 11

Hvilken lille, lyserød bymus ønsker ikke at opleve, hvordan kærligheden gror – for eksempel op af det pladder, man også kalder muldjord?

Hvilken lille city boy drømmer ikke om at finde prinsessen på den hvide hingst, som æder surt stinkende wrapgræs på et lille indelukke bag et håndværkertilbud et sted i Udkantsdanmark?

Baggrunden for seersuccessen Landmand søger kærlighed, der har kørt siden 2006, er det statistiske faktum, at mændene bliver på landet. Kvinderne søger mod byen, uddannelserne, cocktailbarerne – og de højtuddannede mænd.

Der er mange enlige mænd på landet – i dag er kun hver tiende landmænd af hunkøn. Derfor kan man undre sig over, at man i den politiske korrektheds hellige navn – i hvert fald i de senere sæsoner – har sørget for, at halvdelen af de medvirkende landmænd er kvinder.

Ikke desto mindre er dette reality meets dating-program skåret virkelig godt. Det viser nemlig hele land-by-konflikten og kulturforskellen i Danmark, når kvinder og mænd, mest fra byerne, søger en brud eller en mand fra landet.

Skabelonen er det klassiske dating-format, hvor man starter bredt og igennem en række udsendelser skærer ind til kun én kandidat. 

Først får den landmand, der stiller op som søgende, en postsæk med de breve, som håbefulde kvinder og mænd har sendt ind.

Så vælges fem kandidater ud til speeddating, hvor én håbefuld mø rives op med rode og kastes bort. Så kommer gruppedaten med de resterende fire, og én deltager mere slagtes. Og så flytter de resterende tre ind. Endnu én ryger på møddingen.

Til sidst skulle det gerne ende i den spirende kærlighed og ti tønder land til deling.

Det er værten Lene Beier, der kommer med breve og følger op. Og hun er faktisk reelt omsorgsfuld og støttende over for de ofte lidt akavede og usikre typer, som leder efter kærligheden.

Flere af de voksne mænd og kvinder har sågar aldrig oplevet at have en kæreste. Så det er trygt med en vært, der er i stand til at rumme sårbarheden.

Programmet kan i sin lidt traktormekaniske og grove fremdrift virkelig noget. Og hvis man aldrig har set det før, bliver man overrumplet. Det er nemlig en hyldest til den almindelige dansker og det almindelige liv. 

Her er der ingen kvindelige fotomodeller og ingen toptrænede mænd. Her er ingen undervægtige piger og ingen fyre, der faster den halve dag.

I Landmand søger kærlighed er der derimod stort set hele vejen rundt det, som man ude på landet kalder for truntealarm – altså en overvægtig kvinde. Og samtidig er der mænd af nærmest enhver størrelse, der så sikkert som amen i landsbykirken afviger fra idealmanden. 

Det føles med andre ord ligesom at gå ned i Dagli’Brugsen i en almindelig jysk landsby. Deltagerne har tofarvet hår, brillemoden er gammel, tøjet for det meste halvgrimt og indimellem simpelthen arbejdstøj fra stalden. 

Resultatet er finurligt. 

Det, man regnede med skulle være ”almindelige” danskere, er i virkeligheden en lang perlerække af enere. Og alle de leverpostejsfarvede deltagere viser sig at være fulde af enestående liv, unik skæbne, rå livserfaring og – heldigvis – propfulde af kærlighed.

Man kommer helt enkelt til at holde af dem. Og til at holde med dem. Det driver serien fremad og gør, at dens lasso hurtigt indfanger seeren.

I øvrigt er serien også en god reklame for det gode liv på landet. Her er der nemlig hjemmebag, nyvasket sengetøj og tradwifes til den helt store guldmedalje.

Det er faktisk et ret godt liv.