Før stormen

At det tynder ud i befolkningen i Udkantsdanmark, er ikke noget nyt.

For mange er det ganske enkelt lettere at leve livet omgivet af de større byers bekvemmeligheder.

Men Gregers, der er den sidste landmand på Mandø, ser anderledes på det. Mens andre ser sig om efter nye muligheder, insisterer han på at blive boende på den smukke, lille ø i Vadehavet, hvor trækfugle hviler deres vinger efter endt jordomrejse.

Han drømmer om at blive forelsket og stifte familie på slægtens gård, som han overtager efter farmand Osvald. Den ensomme ungkarl har derfor meldt sig til datingprogrammet Landmand søger kærlighed. 

Håbløsheden i at finde plads i nogens hjerte på egnen, hvor indbyggerne er få og oppe i årene, afspejler imidlertid en lurende naturkatastrofe, som øboerne ved kommer. I klimakrisens tidsalder kan man vente det værste. 

Grænserne er således flydende, når Gregers’ snakker med forældrene om hans kærlighedsliv og historiske oversvømmelser – som den i 1600-tallet. Dengang udslettede stormfloden hele Mandøs befolkning.

Også nulevende beboere husker vejrkatastrofer. 99-årige Mie takker den friske havluft, der dagligt renser hendes lunger, for hendes flotte alder. Men hun fortæller også om at miste sin sekstenårige søn i uvejret.

Det er en svigefuld skønhed, som den baskiske instruktør Juan Palacios og medinstruktør Sofie Husum Johannesen dvæler ved, når han indfanger det betagende lysindfald på den idylliske ø.

Her er livet så stille, at bølgebrus og vindens sus er nærmest meditativt, når det ikke forstyrres af lyden fra bilradioen.

Alt det går over hovedet på en københavnsk tv-vært, der en dag kommer på besøg. Hun ænser kun lugten af komøg og forstår ikke, at de få resterende beboere ikke for længst er flyttet væk.

Før stormen udstiller misforholdet mellem land og by, og filmen vil gerne ruske op i publikum, der til hverdag ikke skænker landsbyernes fremtid en tanke.

Mens centralmagten på Christiansborg og deres ansvar for beboerne får lov til at hænge i luften, skrues der ikke bare op for behagelige lyde som bølgernes plasken i vandkanten. Også støjende køretøjer og brummende hvidevarer viser et underliggende ubehag.

Kammeraten Søren er bekymret og opfordrer sønnen Gregers til at tænke langsigtet, så han ikke mister alt i en storm. Men Gregers er frustreret. Han er utilfreds med, at han og andre landmænd gøres til syndebukke.

Det er trods alt almindelige menneskers kødforbrug, der sætter dagsordenen for hans produktion. De samme mennesker, hvis flyrejser og modetøj betragtes mere som en livsstil end ekstravagance, mens øboen mærker klimaændringerne på egen krop.

Det er en interessant diskussion, som filmen kun kradser i overfladen på. Det samme kan siges om hovedpersonens EU-skepsis, der italesættes, men ikke bearbejdes.

Det er et sidespor, som i nogen grad politiserer værket. Det er uheldigt, for når filmen stråler, er den jordnær, menneskelig og maner til universel handling uden fjendebilleder.

Sigende er det, at præsten i kirken prædiker om Noa og syndfloden, inden en turistgruppe kommer ind for at høre om århundreders stormfloder, der har tøjlet og i værste fald udslettet samfundet på øen.

De besøgende er kommet for at fornøje sig, lære lidt om fortiden og ellers betragte fuglelivet ved Vadehavet uden at tænke over menneskerne, som bor der.

Det samme sted, som vores hovedperson drømmer om at føre slægten videre, ser gæsterne allerede som et gravmæle eller et museum.

Mellem linjerne kan man opfatte Før stormen som en undergangsfortælling. Det er, som om filmskaberne fatalistisk venter på den helt store oversvømmelse, der bliver Mandøs endeligt.

I ventetiden opstår tomrummet, som Gregers forsøger at fylde med jagt, arbejde på gården og bilture med hunden Sif.

Det giver anledning til skønne naturoptagelser, mens publikum selv reflekterer over værdien af livet i provinsen.