The Bear – sæson 3

I tredje sæson overgår serien The Bear, som ellers ikke har manglet gode anmeldelser – de to forrige sæsoner har fået fem stjerner i Ekko – sig selv på alle parametre. Og det begynder allerede i første afsnit, som formmæssigt er decideret overrumplende. 

Christopher Storer, som har skabt serien, bryder med alle forventninger, da han laver ét samlet og visuelt ustyrligt smukt præludium på 37 minutter. 

Med et lydspor, som alene består af Nine Inchs Nails’ sarte industrial rock-nummer Together, følger vi, i en slags endeløs bunke af scenebrokker, hovedpersonen Carmen Berzattos tilblivelseshistorie som levnedsmiddelhåndværker og gastronomisk kunstner. 

Jeremy Allen White spiller igen kokken Carmy, der er både temperamentsfuld og følsom, men først og fremmest dedikeret og meget dygtig. Og alene dette første afsnit lammer nærmest tilskueren. Den relativt store forret er et lille mesterværk i sig selv. 

Men det er kun begyndelsen. 

Igennem ti afsnit, der ligesom i de tidligere sæsoner er af meget forskellig længde, rulles hele præstationen ud. Og den er overvældende. 

Det kan for eksempel ses i de store, symbolske linjer på langs i hele sæsonen, som samtidig viser sig i tematiske detaljer i de enkelte afsnit. 

Det her er sæsonen, hvor Carmy og hans restaurant The Bear efter en langsom, organisk vækst springer ud for alvor. Vi ser en smuk blomst blive til. 

Derfor er det florale og i det hele taget skabelse til stede i alle afsnit på utallige måder – lige fra barokbuketten på restaurantdisken over en menneskefødsel og urtehaver og mad pyntet med spiseblomster og frem til en af de sidste scener, hvor Carmys hånd – med en neoklassisk tatovering af en nærmest musselmalet blomst – er i fokus. 

Samtidig er der et instruktørmod, som overrasker. Skaberne går hele vejen, når de træffer valg. 

Da Sugar – spillet med overraskende dybde og karakterudvikling af Abby Elliot – skal føde Carmys niece, kører søsteren ud på hospitalet igennem storbyens symbolistiske fødekanal, en firesporet omfartsvej ved Chicago, hvor hun sidder fast. 

Dernæst er hun på en stresset fødestue, hvor fødslen næsten ødelægges af den personlighedsforstyrrede mor Donna – spillet af Jamie Lee Curtis, der bliver en bedre og bedre skuespiller med alderen. 

Jeg mindes aldrig at have fulgt en kvinde gå i fødsel i en tv-serie – i en hel time i realtid! 

Mange af de voldsomme valg fremstår ikke desto mindre elegante og nærmest sarte i eksekveringen. Da Tina Marrero (Liza Colón-Zayas), en moden latinokvinde i ufaglært arbejde, skal finde nyt arbejde, udløser det endnu et lille separat værk i værket. 

Pludselig er hele afsnittet en hyldest til det arbejdende folk, og vi følger – formentlig dokumentarisk – kokke, skraldemænd, bagere, stuepiger, tjenere, receptionister, slagtere og dørmænd, der alle vækker storbyen. 

Noget, der kunne have været kluntet, fremmanes forsigtigt og poetisk. 

Et eksempel er sæsonens allersidste afsnit, hvor vi med nerverne på højkant venter på en anmeldelse fra The Chicago Tribune. 

Ved en afskedsmiddag sidder kokkene og spiser, imens de stikker kritisk til maden og kommenterer den. Samtidig fortæller de om deres læretid, rosen og kritikken fra læremestrene. Langsomt dæmrer det for seeren, at kritik og selvkritik også er en del af skabelsen. 

Til sidst rammes den unge og ambitiøse køkkenchef Sydney, som spilles servilt af Ayo Edibiri, af vild panikangst. 

The Bear folder sig i tredje sæson helt ud med dybdeportrætter af karaktererne, hvor flere bipersoner først vokser rigtigt frem i denne sæson. 

Her er sort humor, når for eksempel den danske mesterkok René Redzepi har en fed cameorolle, hvor han end ikke gider værdige hovedpersonen et blik. 

Her er stor manuskriptkunst, når lange tirader af dialoger vokser organisk til overraskende pointer, der vækker én på en måde, man ikke har oplevet siden restaurantscenen i Tarantinos Håndlangerne. 

Men her er også et uhyre sammensat soundtrack, der bliver dekanteret direkte over i anmelderens Spotify-liste. 

Vildest er åbningsafsnittet, som er decideret virtuost og bør gå over i seriehistorien som en lille, men markant smagsnote. Og så er hele sæsonen selvfølgelig ét lang gourmetridt, hvis man som overtegnede er til kokkekultur, kogekunst, kagekemi og gastronomisk håndværk.

Sidst i tiende afsnit af tredje sæson siger et skilt, at der kommer endnu en sæson. Øjnene løber allerede i vand.