Så længe vi danser

Vi lever i en tid, hvor flere og flere bredt sigtende sygdomme formidles flot på TV. Og det betyder meget for mange, for folkesygdomme berører i sagens natur på en eller anden måde næsten os alle, direkte eller indirekte.

Vi har allerede sidste år fulgt Demenskoret igennem flere afsnit på DR, hvor en række demensramte danskere fik gang i tilværelsen igen ved at synge sammen med andre i samme situation.

Nu er turen så kommet til en anden af hjernens lidelser, nemlig paralysis agitans, nok bedre kendt som Parkinsons sygdom.

Sygdommen er bogstavelig talt rystende. Imens en bestemt del af hjernen nedbrydes, akkumuleres et bestemt protein uhensigtsmæssige steder, og signalstoffet dopamin begynder at mangle.

Det får patienten til at ryste, lide af muskelstivhed og være præget af langsomme bevægelser. De små rytmiske spasmer i for eksempel arme kender mange, men det er i virkeligheden ofte stivheden og besværet med at ”komme i gang”, som patienterne invalideres af.

Parkinsons sygdom kan ikke kureres, kun lindres lidt, og flere varianter er dødelige. Så hvad gør man?

At svaret skulle ligge i at sende de ramte og deres nærmeste på en solferie til Mallorca, hvor de sættes til at danse, virker umiddelbart som et latterligt overfladisk tiltag eller en hjælpeløst rækken ud efter bare et eller andet.

I Så længe vi danser bliver man imidlertid klogere. Igennem de blot 45 minutter, vi følger Parkinson-patienterne og deres familier, får vi et gedigent indblik i en led sygdom. 

Der er Ironman-kæmperen, som næsten ikke kan gå mere. Der er ægteparret, som har danset sig igennem et langt liv, men nu kan ægtemanden ikke mere få benene til at følge sindets hurtige taktslag. Og der er sangeren, som blev ramt i en alder af bare 37 år og er rædselsslagen, fordi hun ved, at hendes sygdom en dag sætter sig på stemmen. 

De mange patienter har deres familier med, og det er i lige så høj grad et portræt af dem – og en udstrakt hånd til pårørende hjemme i stuerne.

Det viser sig i de scener, hvor patienterne helt konkret danser med deres livspartnere. Det viser sig i individuelle interviews med kærester og koner og mænd, der veksler mellem gråd og vrede og alt derimellem. Det viser sig også i mere vilde historier – som nu ægteparret, hvis ægteskab er gået i opløsning på grund af sygdommen, men hvor de to, i stedet for at gå fra hinanden, har valgt at lade en ny kæreste flytte ind.

”Så nu er vi ikke en familie på fire, men på fem,” som den nu glade hustru smilende siger, inden vi følger hendes to mænd, der sammen er ude for at cykeltræne.

Sygdommen gør livet bizart, men i denne dokumentar, der er tilrettelagt af Morten Dahl Jørgensen og Jeppe Wad Vester fra selskabet Flig.collective, får man mere ud af at se med i de andres liv uden at dømme.

Og dokumentaren er raffineret på flere måder.

Dels er den dejligt indtalt af skuespiller Bodil Jørgensen. Hun er dog efterladt med en lige lovligt drømmende speak, hvor man savner lidt flere rå fakta. Hvem er de her mennesker? Hvor er vi egentlig henne? Hvem har betalt turen? Hvordan kommer man selv af sted?

Det meste bliver nævnt, men på en underligt insisterende lyrisk facon, der clasher med den iskolde sygdom. 

Omvendt er filmen ret fermt klippet, især i én sekvens på dansegulvet, hvor det hele virkelig går op i en højere enhed. Og på lydsiden har man genialt valgt at lade musikken starte med at være helt fraværende, så patienterne bare danser rundt med hovedtelefoner på en tennisbane til Jørgensens stemme.

Senere kan vi bedre høre, hvad de danser til, og til sidst danser vi nærmest med hjemme i stuen, da der bliver skruet rigtigt op.

Så længe vi danser har flere oprigtigt rørende scener, hvor folk i momenter får førligheden tilbage eller igen pludselig når deres elskede emotionelt. Det er faktisk så stærke scener, at de trækker tårer. Men mest rørende er det at se, at patienterne – om end bare for en aften – glemmer, at de er syge.

Det er hele rejsen, også tv-rejsen, værd.