Demenskoret

Man skal huske en æske kleenex, når man sætter sig tilrette i sofaen for at se DR’s folkelige satsning med titlen Demenskoret. For det er rigtigt menneske-tv og en tåreperser af de helt store. 

Vi møder en gruppe af sytten demente mennesker – ægte, levende danskere, der har det tilfælles, at de lever med Alzheimers sygdom eller andre uhelbredelige neurodegenerative sygdomme, altså demensdiagnoser. 

I fællesskab skal de etablere et kor, og mens de famler sig igennem det første par sange, tager konceptet form. 

Den ældre, høje og slanke Ruben kan ikke undvære sin kone. Han tror, hun er helt forsvundet fra jordens overflade, så snart hun er bare et øjeblik ude af syne. 

Peter er iført en fiks porkpie-hat som dengang, han var en stor entertainer. Nu er han en mere stille og prøvende person. Tom har været ansat i Mærsk, men hans kone opdagede sygdommen, da han gik på pension. Han kunne pludselig ikke få det huslige arbejde til at fungere, og som så mange andre pårørende var det på en sær måde pludselig hende, der var syg. 

Man siger det efterhånden som en lidt træt, men ikke mindre sand vending: Demens er de pårørendes sygdom. Og sygdommen er temmelig udbredt – omkring 90-100.000 danskere lever for tiden med en diagnose, hvor ordet ”demens” indgår. 

Derfor har DR besluttet at lave en regulær satsning. Man sætter nærmest aktivistisk fokus på de demenssygdomme, som flere og flere danskere rammes af. 

Det sker med særudgaver af Lægens bord, indslag i 21 Søndag, Aftenshowet og andre DR-programmer i samarbejde med Alzheimerforeningen, Sangens Hus og Aalborg Universitet. Det er et fremragende initiativ, for demens er en voldsom skæbne og i øvrigt Danmarks fjerde største dødsårsag. 

De seks korte afsnit på cirka 30 minutter hver er stærkt rørende, og der arbejdes smukt og flittigt frem mod en koncert i DR’s Koncerthuset. I afsnittene op til vælges sange, blandt andet ud fra de medvirkendes egne historier. Som nu det par, der blev viet igen, fordi de ville opleve kærligheden, mens den ene part stadig kunne huske, hvad der skete omkring dem. 

”Undervejs kommer seriens vært Puk Elgård og korleder Claus Christensen helt tæt på kormedlemmerne og deres pårørende,” skriver DR i deres pressemateriale. Det er rigtigt, men de kommer tæt på de syge på to meget forskellige måder. 

Christensens evne til at samle og løfte de forvirrede og glemsomme mennesker er intet mindre end formidabel. Med sine festlige butterflys og sit herlige smil ligner han en lettere anstrengende, storsmilende onkel fra en familiefest – på speed. Men man tvivler aldrig på hans autenticitet og oprigtighed. Og som serien skrider frem, bliver han en hovedperson i sin egen ret. Han er simpelthen en fremragende korleder og en dygtig pædagog. 

Puk Elgård har påtaget sig rollen som en slags stand-in-pårørende. Hun er den menneskelige samtalepartner for de syge og har ganske vist også ofte en noget nær grænseoverskridende fysisk kontakt til dem. 

Hun tager de syge i hånden, hun krammer og knuser dem i en grad, så en af dem halvt i sjov siger, at hun ikke må gramse. Hun er utroligt engageret, og man er ikke længere end et lille stykke inde i andet afsnit, før hun selv bryder sammen med tårer i øjnene. 

Elgård er god til at møde de demente, men indimellem kan den grådlabile vært godt stå lidt i vejen for seerens egne reaktioner. 

Tilbage er menneskerne, de sårbare, de syge. Man må jo formode, at alle former for samtykke er på plads, inden man laver en serie som denne. Alligevel virker det stadig ekstremt udstillende, at man lader en mand stå alene på en scene foran et kæmpe publikum, når han ikke kan huske ét ord af teksten til solosangen I en lille båd der gynger. 

Det hele er i en god sags tjeneste. Og vi er nødt til at tale om demens og forholde os til den sygdom, der lader mennesker forsvinde, imens de stadig er her. 

Det er blandt andet her, at den føromtalte kleenex kommer ind i billedet. Hvis ellers man kan huske den …