Retribution

71-årige Liam Neesons karriere er siden den imponerende start med film som Schindlers liste og Michael Collins landet i et underligt hul, som startede med succesen i hit-franchisen Taken.

Selv om skuespilleren allerede i 2017 udtalte ved et pressemøde i Toronto, at han snart var blevet for gammel til actionfilm, har han de sidste mange år været synonym med generiske, men nogenlunde velskabte actionfilm som Unknown Identity, Non-Stop, Run All Night og Sidste stop.

Alle har de det tilfælles, at de er produceret af det respekterede, franske selskab StudioCanal og instrueret af spansk-amerikanske Jaume Collet-Serra.

Denne gang er Collet-Serra dog trådt tilbage i en producerrolle og giver instruktørstolen til ungarsk-amerikanske Nimród Antal, som med Retribution fortsætter i samme rille.

Igen skal Liam Neeson løse et akut problem i et transportmiddel. I Sidste stop er det et tog, i Non-Stop er det et fly, og nu er turen kommet til en familiebil af mærket Mercedes.

I bilen er der plantet en følsom bombe, som går af, hvis Neesons bankmand Matt stiger ud af den.

Så for at redde sig selv og børnene, der uheldigvis sidder på bagsædet, bliver han nødt til at adlyde ordrer fra en mystisk telefonstemme, som sender ham rundt på ærinder i Berlin, hvor han bor.

Konceptet minder meget om Jan de Bonts adrenalinklassiker Speed, men Antal skal ikke høre noget for at genbruge en idé, der virker. Det er unægteligt effektivt at placere sine karakterer i en lille dødskasse.

Kameraet er næsten konstant oppe i næsen på Matt og hans børn, og den lille arena forstærker med klaustrofobisk rædsel den stigende spænding.

Matts bankkolleger bliver én efter én sprængt i luften uden hæmninger eller forklaring, og pludselig køres Matt i stilling som politiets hovedmistænkte.

Men hvad vil den mystiske stemme i røret? Handler det bare om penge, eller er det hævn for de lyssky forretninger, Matt og hans bankfirma deltager i?

Det er ikke specielt opfindsomt, men det virker, og det første stykke tid lykkes Retribution ganske godt med sin jordbundne spænding og mystik.

Desværre bliver suspensen efterhånden afløst af larmende, overdrevne indslag.

Effektmagerne udviser ingen selvbeherskelse med eksplosionerne, der alle er urealistisk farverige ildkugler og mere spektakulære end uhyggelige.

Til sidst bliver det helt gakket med bøhmands-twist og en fjollet løsning på Matts bilproblem. Men det kunne man se gennem fingre med, hvis Liam Neeson ikke virkede så ligeglad med det hele.

En skuespiller med hans evner og position har magten til at styre showet i den retning, der er brug for. Hans spil kunne gøre Retribution til en intens, underspillet thriller eller en farverig actionfest, hvis det var det, han ville.

Men han ser bare mildt betuttet ud og leverer replikkerne, som om han høfligt besvarer en kollega, der spørger, hvad der står i manuskriptet.

Børnene på bagsædet er ikke meget bedre, men det skal de ikke klandres for, for det er ikke dem, der har 45 års filmerfaring og utallige hovedroller bag sig.

Liam Neeson viser stadig indimellem glimt af sine evner – blandt andet med en inspireret selvbiografisk birolle i serien Atlanta – men det er trist, hvor passionsløs hans filmkarriere virker for tiden.

Han er fanget i en ond cirkel, hvor han tilbydes store summer for roller, han åbenlyst ikke er interesseret i. Han er nødt til at slå op med Jaume Collet-Serra og StudioCanal. De er bare ikke gode for hinanden.