Provinsbøssernes drøm

”Ingen elsker manden mere end bøssen selv,” siger en fortællerstemme uden for kameraets rækkevidde. 

Det er en interessant betragtning, når man taler om patriarkatet. For når man tænker over det, er det ikke manden, der er fjenden i kampen for ligestilling, men hans særstilling i samfundet. 

Det kommer til udtryk i DR-dokumentarserien, som bringer forfatter og psykolog Glenn Bech og kunstneren Kim Mejdahl i en underholdende symbiose. 

Begge er homoseksuelle mænd med baggrund i den danske arbejderklasse, og sammen udforsker de, hvad det vil sige. Over fire afsnit indvier de hinanden i deres virke og bygger op til et klimaks, der ud over den muntre og tankevækkende serie også bliver til en fremragende udstilling på det aarhusianske museum Køn. 

Glenn Bech er i senere år blevet et kendt navn – også uden for de såkaldte københavnske saloner. Hans digte bearbejder en ofte oversete klassekamp i skildringen af at være bøsse i Danmark. 

Folkeligt er Kim Mejdahl bedst kendt som medvirkende i DR-serien Kunstnerkolonien, mens hans værker er anerkendte i kunstnerkredse og hyldes verden over fra København til Seoul i Sydkorea. 

Tilfælles for begges bidrag er, at de bearbejder arrene efter en ensom og ofte barsk opvækst i henholdsvis Horsens og Skælskør med følelsen af at være forkerte grundet deres seksualitet. 

Selv om de gør sig til talerør for andre provinsbøsser, er seriens første sekvens optaget på Nørrebro i København. Homoseksuelle mænd har jo historisk søgt ind mod storbyen, hvor de både kan skjule sig og med større sandsynlighed finder ligesindede. 

På Statens Museum for Kunst brainstormer provinsbøsserne, mens de ser på kunst. Her ser de sig selv afspejlet i kunstværker, hvis homoerotik skjules lige under overfladen, eller fordi udtrykket er lige så underligt, som de anser dem selv for at være. Mon kunstnerne havde det ligesom de medvirkende, før de sprang ud? 

Provinsbøssens drøm er således, at storbyens inklusion også gør sig gældende for børn uden for metropolen. 

Kim fortæller om en tidlig seksuel vækkelse, hvor en anden dreng sultent slikker sig om læberne, mens de ser hinanden på afstand. Skuffet bliver han, når det viser sig, at den anden dreng forvekslede ham med en pige. 

Hjemmeoptagelser og billeder fra Kim og Glenns barndom klippes sammen med indbyrdes samtaler og medieoptrædener. 

Når kulissen skifter fra en by til en anden, låner serien skrifttypen fra Glenns digtsamling Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet og skriver med fede bogstaver, hvor i landet de befinder sig. 

Provinsen og København knyttes sammen, ligesom deres projekt bygger bro på tværs af klasseskel. 

Undervejs besøger de også Glenns mor Dorte, som han kalder for mutti. Mens de taler om privilegier over en salatpizza, spørger hun, hvad ordet ”patriarkat” betyder. Dét hvor hun kommer fra, taler man også om det. Man kalder det bare for ”mandemænd” i stedet. 

Den finkultur, der virker fremmedgørende for de uindviede, overskygger indimellem seriens fine budskaber. For at bruge Glenns egne ord, bliver det nogle gange lidt “hovskisnovski”. 

Seriens fokus er på hvide, danske mænd, og de skal skam også repræsenteres. 

I sagens tjeneste kunne man som seer dog ønske sig flere sæsoner med samme format, der også inddrager kulturskikkelser af andre køn og fra det øvrige rigsfælleskab eller indvandrermiljøer, hvis lgbt+-personer også møder hinanden i danske storbyer. 

Ikke desto mindre rummer Provinsbøssens drøm en nuanceret og gribende fortælling.