Min Gloria

I en kernescene i det franske, psykologiske drama Min Gloria bryder Louise Mauroy-Panzani sammen i en langvarig, hjerteskærende gråd, som vi ser i realtid. Og man forbløffes over professionalismen. 

For hvordan i alverden har instruktøren Marie Amachoukeli-Barsacq, som godt nok vandt debutantprisen i Cannes for Party Girl fra 2014, fået Mauroy-Panzani til at folde sig så radikalt ud? 

Skuespilleren, der filmen igennem er charmerende, modig, dramatisk, fin, provokerende, smuk, aggressiv, hårdhjertet, munter, iskold og lystig, er – hold fast! – seks år gammel. Og hun vender altså virkelig vrangen ud på sig selv. 

I den centrale og forløsende scene står den lille pige Cléo foran en nytilkastet grav med et frønnet kors af træ sammen med voksne Ilça Moreno Zego, der har rollen som hendes barnepige Gloria. Kvinden, som er fra øen Kap Verde ud for Vestafrikas kyst, er vendt hjem for at begrave sin mor og har fået sin franske ”datter” med sig. 

”Hvordan døde din mor?” spørger Cléo medfølende. ”Af kræft,” svarer Gloria trist ”Det gjorde min også,” siger Cléo – og lige dér braser barnet så definitivt sammen. 

Det er samtidig først i dette øjeblik, halvt inde i filmen, at vi omsider forstår, hvorfor Cléo i det hele taget har en barnepige, der tilsyneladende er en slags stand-in-mor. 

Hendes alenefar Arnaud, som spilles machotavst og tungt sorgramt af Arnaud Rebotini, der med sine tunge, trætte træk er perfekt castet som enkemand, må knokle på kontoret for at få det hele til at hænge sammen, nu hvor han skal klare alt selv. 

Og Gloria, den sorte kvinde fra hele menneskehedens urskød, Afrika, kommer den hvide, midaldrende, europæiske mand til undsætning. Hun bliver nemlig Cléos nye mor. Eller gør hun? 

Hele filmen forvandler sig fra et smukt, feminint og meget fransk hverdagsdrama med besøg hos øjenlægen, de nye briller, elever på skolebænken, ulvetimen, et fald fra en gynge, godnatlæsningen og så videre, til en langt mere abstrakt udlægning af hele moderrollen. 

For Gloria er faktisk ikke mor, heller ikke stedmor, men en slags hverdagsplejemor. Og da Cléo rejser til Kap Verde for, at de kan nyde en sidste sommer sammen, er der til en start kold luft mellem barnet og babysitterens egen familie. 

I moderrollens spejling – nemlig barnets optik – er der rift om moderkærligheden, der i filmen beskrives tveægget som både en endeløs strøm af glæde og en trods alt knap ressource. 

Glorias biologiske børn har, især for sønnen Césars vedkommende, svært ved at skjule jalousien. Men da Glorias datter føder en søn – som Gloria, der nu bliver mormor, elsker over alt på Jorden – bliver Cléo rasende og gør det allermest forbudte. 

Marie Amachoukeli-Barsacq er simpelthen en formidabel instruktør, og man skal holde øje med hende. For det her er kunst på de store nagler og med en voldsom emotionel dybde, selv om det på overfladen synes at være let og legende fransk hygge. 

De nære billeder i den ubeskriveligt kære skildring af barnet som uskyldsmotiv er skåret brutalt op af sektioner med oliemalet animation, lidt som i animationsfilmen Loving Vincent fra 2017. De poetiske, sprogløse småbidder bliver en slags barnets kommentar i marginen til de voksnes dramaer: kræftdød, migration, kønsroller. 

Bag det hele lurer en symbolistisk allegori. 

For er striden mellem børnene Cléo og César ikke også kampen mellem den egyptiske kejserinde Cléo(patra) og det europæiske romerriges kejser Cæsar, der forenes af den frelsende Kristus-figur som kvinden Gloria? De kristne ritualer, forankret i afrikansk lokalkultur, fylder ikke uden grund en del i filmen. 

Min Gloria er på en gang skrigende smertefuld og guddommeligt smuk. Som en fødsel?