Biografanmeldelse
28. jan. 2015
Party Girl
Angélique Litzenburger spiller mere eller mindre sig selv som stripklubværtinden, der tager sit liv op til overvejelse i Party Girl. Foto | Elzévir Films

Party Girl

En 60-årig stripklubværtinde finder kærligheden i billedskøn fransk film med en blændende amatør i hovedrollen.

Af Casper Hindse

Præmissen i Party Girl, som vandt Caméra d’Or-prisen i Cannes, er enormt besættende: Den aldrende stripklubværtinde Angélique Litzenburger spiller den aldrende stripklubværtinde Angélique Litzenburger.

På den måde er Party Girl en ekstrem ”reality rules”-dyrkning, som ville kunne gøre selv Michael Noer og Tobias Lindholm grønne af misundelse. De to danskere skabte jo som bekendt fængselsfilmen R sammen. Her blev fængselsbetjente spillet af fængselsbetjente, mens de indsatte blev spillet af tidligere indsatte. Altså var det virkeligheden, der bestemte over historien.

I Party Girl har der også været flere instruktører om at genskabe virkeligheden. Faktisk hele tre (Marie Amachoukeli-Barsacq, Claire Burger og Samuel Theis). Det kan man godt mærke, for filmens blik er langt fra koncist. Men det fungerer imod alle odds med bravur, fordi de skiftende kameravinkler både er charmerende og anderledes.

Med håndholdte kameraer flyder fortællingen frem og formår med sin elegante, smårodede stil at indfange én i et knugende kammerspil.

Charmerende er også hovedrolleindehaveren. At kunne spille sig selv med så stor indsigt og frygtløshed, som Litzenburger gør i Party Girl, er dybt imponerende. Hun turnerer hver eneste lille bevægelse i sit spil til perfektion.

Vi aner ikke, om hun er sådan i virkeligheden, men vi kan på intet tidspunkt forestille os, at hun kan være anderledes end den oversminkede, underspillede 60-årige kvinde, som træder frem i filmens univers.

Hun er glad for sit job på stripklubben, men søger også efter noget mere i tilværelsen. Så da hendes kunde Michel (Joseph Bour) vælger at fri til hende, takker hun ja.

Det aparte par ser ud til at kunne leve nogenlunde lykkeligt sammen fremover, hvis det da ikke lige var for Michels ønske om, at Angélique skal droppe sit job og blive husmor. Samtidig tumler hun med sine fire ret forskellige voksne unger, der i øvrigt bliver spillet af Litzenburgers virkelige børn.

Børnenes historier viser med al tydelighed, at deres mor har levet et noget udsvævende liv, og som Party Girl skrider frem, står det da også mere og mere klart, at Angélique har svært ved at slippe dette liv, selvom hun egentlig er blevet monogam. Og midt i dette følelsesmæssige miskmask rykker Michel og Angéliques bryllup tættere og tættere på.

Instruktørtrioens tydeligste forbillede ligger årtier tilbage. Der er nemlig den samme skramlethed over Party Girl som over John Cassavettes’ bedste film, men der nikkes også anerkendende til Dardenne-brødrene, når Angéliques slukørede sind på samfundets bund i den ene scene afløses af en sprække af håb i den næste, for så at blive bombet tilbage til et nulpunkt på stripklubben få minutter senere.

Alt dette forstærker indtrykket af en kvinde, der kæmper, og det er svært ikke at sidde og kæmpe sammen med hende – på overfladen sker der ikke meget, men den underlæggende tone dirrer af fornemmelsen af, at alt er på spil.

Filmens stille opbygning serverer efterhånden et tilfredsstillende, men dog lidt for mildt klimaks, hvor vor hovedperson går i clinch med sine mørkere sider.

Party Girl undgår at svælge i historiens tunge, traurige temaer. Men her ligger samtidig filmens eneste, markante svaghed: Party Girl bliver mod slutningen så velmenende og rørende, at den som ”reality rules”-idé næsten er for god til at kunne være sand.

Titel:
Party Girl

Land:
Frankrig

År:
2014

Instruktør:
Marie Amachoukeli-Barsacq, Claire Burger, Samuel Theis

Manuskript:
Marie Amachoukeli-Barsacq, Claire Burger, Samuel Theis

Medvirkende:
Angélique Litzenburger, Joseph Bour, Mario Theis, Samuel Theis, Séverine Litzenburger, Cynthia Litzenburger

Spilletid:
96 min.

Premiere:
29. januar 2015

Fra samme skribent

Cph:Dox 2026
12. mar. 2026
Kenny Dalglish

Kenny Dalglish

Biografanmeldelse
15. sep. 2025
Ultras

Ultras

Cph:Dox 2025
14. mar. 2025
Zlatan’s Nose

Zlatan’s Nose

Event-anmeldelse
04. mar. 2025
Oscar 2025

Oscar 2025

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro