Lady Macbeth

Tiden: cirka 1860, dyb victorianisme. Stedet: landsted i Nordengland, kolde interiører med tunge møbler. Eksteriører med vild hede og høj himmel. Emne: kvindeundertrykkelse, passioner, drab, vanvid.

Vi er i Stormfulde højder- og Shakespeare-land, hvor følelserne og handlingerne er store og enkle, og der ikke er langt fra sex til drab og passion til vanvid.

Den unge og fattige Katherine (Florence Pugh) købes, som hendes rige ægtemand Alexander (Paul Hilton) siger ”som et stykke mark, der ikke engang kunne brødføde en ko”.

Efter brylluppet flytter hun ind i den kolde herregård, hvor Alexander og hans far regerer med stive jaketter, kradsbørstige bakkenbarter og kedsommelig kræmmermentalitet. Ægteskabet er præget af vold og kravet om en arving. Katherine skal opholde sig inden døre med bønnebogen og stille sig nøgen med ansigtet mod væggen, mens ægtemanden onanerer. Forholdet mellem far og søn og herskab og tjenestefolk er også præget af had og vold.

Katherine keder sig og vil sove, men holdes vågen af tjenestepigen Anna (Naomi Ackie), der dagligt spænder hende ind i korset. En dag kaldes Alexander væk, og også svigerfaren må en tur til London.

Katherine afsnører korsettet og tager sig en tur i naturen, mens symbolikken tyknes.

På vejen hjem hører hun karlene more sig med at veje Anna på grisevægten. Hun irettesætter dem, men får svar på tiltale af den kække staldkarl Sebastian (Cosmo Jarvis), der også vil veje hende. Grænser overskrides, og næste nat tiltvinger han sig adgang til hendes soveværelse.

I en scene, der minder mistænkeligt om en voldtægt, ”erobres” hun – og så kører passionsmøllen af vildskab, vold og lyst, og skandalen lurer.

En dag kommer svigerfar hjem, opdager miseren og dør af en svampeforgiftning midt under et opgør med Katherine. Og så kører også mordmøllen, da også Alexander kommer hjem. Kærligheden bliver fatal, dødsfaldene hober sig op, men tvivlen begynder også at snige sig ind imellem de elskende. Sporene bliver sværere og sværere at skjule. Og på den lange, onde vej vokser Katherine fra ungt, uskyldigt offer til en Lady Macbeth i en både enkel og højst overraskende historie. 

For denne Lady Macbeth er ikke bygget over Shakespeare, hvor ondskaben har en ende, men over en novelle af russiske Nikolaj Leskov, der skrev samtidig med Dostojevskij, og som ham interesserede sig for moral, drab, passion og social uretfærdighed.

Filmen følger novellens mere vilde og ekspanderende kvindeportræt tæt – på nær ét træk, nemlig vanviddet og spøgelserne. I filmen er Shakespeare og Leskovs horror og det groteske udskiftet med et mere enkelt kammerspil.

Lady Macbeth er godt og stramt fortalt (kun 88 minutter), men personerne er næsten helt stiliserede og i fare for at blive marionetter i deres egne historier. Symbolikken er tung som et klunkemøbel med stramt snørede kjoler indenfor og frit flagrende hår på heden.

Æstetikken er effektiv og teateragtig med få rum: huset og stalden, skoven og heden. Mange lange indstillinger med stramt iscenesatte tableauer, der ser ud til at være komponeret over den danske maler Vilhelm Hammershøi med næsten gennemsigtige rum og bortvendte kvindeansigter. Hvid væg, kongeblå kjole, nakke, halvt åben dør.

Instruktøren William Oldroyd debuterer med denne film efter mange år på blandt andet Royal Shakespeare Company, og det ses både i de få og enkle rum og i instruktionen. Skuespillet er knapt og præcist, kropsligt og teatralsk.

Florence Pugh klarer forvandlingen fra lillepige i korset med opstoppernæse til glødende morderske og voksen kvinde forbilledligt. Ellers lyser specielt de onde herrer Hilton og Fairbank op, men også Cosmo Jarvis og Naomi Ackie er gode som uskyldige ofre for den eksploderende ondskab.