Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

To timers aktiv selvfordummelse, kalder Carsten Jensen amerikansk Afghanistan-krigsfilm, som er danske Nicolai Fuglsigs spillefilmdebut.

François Ozon giver den fuld skrue med sadomasochistiske fantasier, tvillingeforvekslinger og filmiske lækkerier, men undervejs indsniger der sig en vis træthed.

Visuelt overdådig Pixar-film tager med stort vovemod livtag med et af de mest tabuiserede emner i børnekulturen: døden.

Selv billetmanden erkender, at det er en skandale at lægge lærred til sådan noget lort. Men måske skal man som mand bare lukke øjnene og læne sig tilbage?

Disneys store satsning på en sort superheltefilm er en milepæl, ikke bare for franchisen, men også for hele genren.

Simon Staho har klippet sin musical om til et firskårent melodrama med en højst utroværdig kærlighedstrekant. Forsøget må betragtes som mislykket.

Festligt og hjerteskærende drama fra det amerikanske samfunds skyggeside er et lille mesterværk af barnlig optimisme og knivskarp visualitet.

Forrygende krigsfilm omsætter kompromisløs realisme til gribende action i nøgtern, brutal og usentimental skildring af en virkelig mission under Irak-krigen.

Fra skildringen af en politisk bevægelse til intim adgang til kærlighed i skyggen af aids er Robin Campillos drama en brusende og bevægende filmoplevelse.

Genindspilningen af Charles Bronsons omdiskuterede selvtægtklassiker er en reklamefilm for det amerikanske våbenforbund.

Helen Mirren og Donald Sutherland spiller fremragende i roadmovie ned ad mindernes boulevard, hvor sandheden kan være bitter og besk.

Vincent van Goghs originale enspænderkunst fremstår absurd i verdens første håndmalede film, som ikke kan koncentrere sig om sin egen handling.

Tom Cruises helt egen Groundhog Day er en sydende smeltedigel af sci-fi-genrens klassikere. Resultatet er overraskende veloplagt og hæmningsløst underholdende.

De fantasifulde børnebøger om Peter Kanin vækkes med sødme og humor til live i en munter fornøjelse af en animationsfilm.

Teenageromance charmerer med et tankevækkende koncept, der viser, hvorfor man ikke skal dømme efter det ydre.

Ti år efter originalen vender de tre maskerede dræbere tilbage i en efterfølger, der med al ønskelig tydelighed viser, hvordan man ikke skal lave en slasher-film.