A Ciambra – et hjørne af Italien

Storrygende småbørn, brøstfældige boligblokke og daglige besøg af politiet. 

Sådan maler instruktør Jonas Carpignano bagtæppet for et udsøgt tab af uskyld i sin hårdkogte, men formfuldendte ungdomsfortælling. 

A Ciambra, som betyder ”i form”, følger den fjortenårige Pio, netop som han er ved at tage form som voksen i havnebyen Gioia Tauras slumkvarter. Og det er den unge roma ivrig efter, selv om han ikke har andre fremtidsudsigter end at blive kriminel. 

Sådan er familiebranchen. 

Ypperligt hypnotiserende sekvenser viser os det dunkle, porøse udsnit af et menneskes ansigt i skumringen. Ganske svagt kan vi tyde dets mine, før vi hører en et snøft og bliver opmærksomme på den tåre, der pibler frem i øjenkrogen. 

Hele universet i A Ciambra er indhyllet i et pilråddent og ildevarslende mørke. Men i lysets fravær, hvor kun vi kan se Pio, tør drengen løsne op og vise sin skrøbelighed og afmagt. 

Andre gange forsvinder han i det bas-pumpende nattelivs forunderlige discolys. Dets form skifter fra at ligne abstrakte malerier af russiske Vasilij Kandinskij til en klar stjernehimmel. Fra menneskeskabt konstruktion til natur. Ligesom underlægningsmusikken skifter mellem techno og et ekko af glemte folkeviser. 

Men så knækker filmen og erstatter de drømmende elementer med barske glimt af biltyverier, flygtningelejre og prostituerede i alle aldre – også mindreårige. 

I A Ciambra er der nemlig ingen plads til slumromantik, og hver gang skønheden trodsigt baner sig vej frem på lærredet, bliver vi hastigt mindet om dens skyggeside. 

”Det er os imod verden. Glem det aldrig!” 

Sådan slutter bedstefar sin historie for Pio om dengang, hvor romaerne var frie fugle og færdedes lykkeligt dér, hvor mulighederne og vinden blæste dem hen. 

Men loyaliteten, som i bedstefars velmagtsdage sikrede familiens overlevelse, danner nu grobund for spirende konflikter mellem romaerne og byens afrikanske immigranter – en konflikt, som får stor betydning for drengens endelige tab af uskyld. 

Som et drømmesyn dukker en hvid hest op ved nattetid i kvarterets snuskede gader. Drengen følger krikken, som leder ham dybt ind i mørket, ud af byen og hen til de brændende rester af romaernes kultur, der kvæles i den moderne verden. 

Magisk realisme møder techno-æraen, når bålet først viser sig som et vidnesbyrd om det kommende forfald og siden som en hævn, der rammer familien. 

Men individet er fremmedgjort i forhold til naturen. Og støjen af fjern musik og knallerter overdøver enhver form for overmenneskelig indblanding, så ingen længere kan forstå de magiske varsler. 

Ej heller Pio forstår betydningen af sine visioner. Gang på gang møder han dem, og man vil så gerne tro på, at åbenbaringen til sidst giver mening for ham. 

Men filmen er en barsk skønhed, som ikke har i sinde at berolige os med falske forhåbninger. 

Grænsen mellem barn og voksen er klokkeklar i A Ciambra. Den har hverken noget med ansvar eller alder at gøre. De voksne er temmelig uansvarlige og barnagtige. I stedet defineres overgangen med sex. 

I to af filmens mest angstfremkaldende scener udfordres den unge Pio med manddomsprøven. Første gang smider vennerne ham i skødet på en ung mor med et dårligt ry. Anden gang går de direkte til gyden, hvor de prostituerede holder til. 

Det er som at se nogen blive kastet for løverne. 

I den lurvede, grå gyde er der især én, der skiller sig ud. Hun er en frodig, midaldrende kvinde, der ligesom den forførende Saraghina i Federico Fellinis 8½ er villig til at lære unge mænd op i sengen – eller hvor det nu skal være. 

Men også spiren til den filmhistoriske reference forhindres i at blomstre, og igen tvinges vi til at se et afskyvækkende scenarie udspille sig. 

Som en sirenes sang lokker A Ciambra os med håbet om at se en stor skønhed. Men Jonas Carpignano udfordrer publikum, som undervejs er mere end tilfreds med filmens flygtige ynde og frastødende virkelighed.