Skyscraper

Die Hard-kloner kommer i alle kvaliteter og størrelser.

Fra den søvndyssende Sidste stop, hvor Liam Neeson leger detektiv på et tog, til den tragisk oversete Dredd, hvor John McClane er skiftet ud med en fascistisk Robocop.

Men få er så åbenlyse som Skyscraper – en film, som der har taget sit navn efter den ikoniske lokation fra Die Hard.

Præmissen er da også som snydt ud af næsen på John McTiernans mesterværk. Sikkerhedschefen Will Sawyer (Dwayne Johnson) må redde sin familie fra en gruppe skruppelløse terrorister, som har overtaget en hypermoderne skyskraber, ejet af en asiatisk forretningsmand.

Danske Roland Møller (Under sandet, Nordvest) må have brugt noget tid i træningscenteret, for i rollen som terroristlederen Kores Botha er han næsten lige så bred som Dwayne Johnson. Men til trods for, at hans kropsbygning fylder lærredet godt ud, har Roland Møller ikke meget at arbejde med.

Kores støder først ind i Will i sidste akt, hvor de to muskelmænd har en kort tête-à-tête, og deres endelige konfrontation bliver resolut afsluttet, før man kan nå at blinke. Resten af tiden råber han ordrer til sine mænd, og selv om masser af personer nævner, hvor frygtindgydende han er, kommer han aldrig til at virke som en interessant skurk.

Den virkelige trussel er en brand, der starter på 95. etage og truer med at opsluge Wills familie sammen med resten af skyskraberen.

Det er i sig selv en fantastisk idé at blande katastrofegenren med en Die Hard-klon, da ilden konstant presser familien opad og dermed lige i kløerne på skurkene.

I filmens bedste scene må Will og konen (Neve Campbell) hjælpe hinanden, så de kan bringe deres astmatiske søn over det enorme flammehav via et vakkelvornt træbræt.

Desværre formår Skyscraper ikke at have flere bolde i luften på en gang, og så snart terroristerne for alvor bliver en trussel, virker det, som om branden aftager.

Belejligt for Will, men spild af et glimrende koncept.

Den ildpåsatte bygning er ikke overraskende placeret i hjertet af Hong Kong. Skyscraper er en af de film, som bejler til det kinesiske filmmarked, og fra tid til anden klippes umotiveret til en gruppe af Hong Kongs indbyggere, som begejstret følger med på en storskærm, som viser Dwayne Johnsons halsbrækkende stunts.

Det er herligt at høre kinesisk i en amerikansk blockbuster, og filmens mange slå-på-tæven-scener forenes med en blanding af frenetisk Hong Kong-action, sucker punches og fodbold-tacklinger.

Instruktør og manuskriptforfatter Rawson Marshall Thurber har sans for action – som når en af skurkene går efter Wills proteseben, så denne til sidst må kæmpe etbenet.

Scenerne når ikke Atomic Blonde-højder, men mindre kan også gøre det.

Men uden for action-scenerne tumler filmen rundt. Der er for mange unødige handlingsforløb, særligt når det gælder de asiatiske karakterer. En af Roland Møllers lakajer er i bedste John Wick 2-stil en petit kvinde med pixie-frisure, men selv om filmen bruger hende i tre separate action-scener, sætter hun aldrig en fod i skyskraberen eller har en effekt på handlingen.

Hong Kongs politi er repræsenteret af inspektør Wu, der igennem hele filmen følger med fra sidelinjen uden dog at have noget at gøre med Dwayne Johnson. Og man trækker på smilebåndet, når Wu udbryder ”dejligt at møde dig!” til Will Saywer – en mand, Will aldrig har mødt eller talt med.

Til gengæld kan man kun have sympati for en film, der giver arbejde til Neve Campbell. Forhåbentlig vil den karismatiske skuespiller snart få tilbudt mere interessante roller.