Vi ses deroppe

November 1918, et sted i Frankrig, den sidste dag af Første Verdenskrig. To soldater venter på freden.

Edouard vil være kunstner og hader sin rige far, en parisisk industrimagnat. Bogholderen Albert vil bare overleve og se sin kæreste igen. Den krigsliderlige løjtnant Pradelle tvinger dem til et sidste, meningsløst angreb.

De overlever granatregnen, men krigen har ødelagt Edouards ansigt, der ligner et bombekrater. Han kan ikke tale, og han vil dø.

Alberts kæreste svarer ikke på hans breve. Han får byttet Edouards navn ud med en død soldats, installerer ham i Paris og plejer hans sår, mens han selv hutler sig igennem som omvandrende reklameskilt og elevatorfører. Men han kan ikke kurere vennens melankoli og selvmordstanker, mens Frankrig vender tilbage til det normale, og økonomien buldrer løs med hurtige biler og dekadente fester. Blandt andet profiterer deres gamle fjende Pradelle på svindel med heltebegravelser.

Først da Edouard laver en maske, der gør ham til et skønt monster, og en lille pige, der kan oversætte hans mumlen, dukker op, får han modet tilbage og udklækker en storslået plan. Han vil sælge patriotiske mindesmærker til højestbydende og løbe med pengene for at hævne sig på hykleriet. Efter lidt nølen går Albert med på planen, med pigen som medsammensvoren.

Desværre mudres historien herefter til i tilfældigheder og groteske indfald. Det bliver noget med et faderopgør, en hævnfortælling, en kærlighedshistorie og plotelementer, der sprøjter rundt. Farverne er strålende, det ene prægtige tableau følger det andet i samme høje tempo, som Edouard skifter vilde masker.

Filmen ligner Jean-Pierre Jeunets vellykkede En lang forlovelse. Den er også en fortælling om forsvinding og maskeringer i kaosset efter Første Verdenskrig spækket med genretræk fra krimien, kostumedramaet og komedien, finurlige optrin og fart.

Men hvor Jeunets film både havde udstyrsstykkets farvestrålende overdrevethed, genrens hittepåsomhed og var en gribende og poetisk historie om tab, er Vi ses deroppe et idioti af flotte kostumer og halvbagte idéer.

Albert Dupontel, der også har instrueret, spiller komedie som Jacques Tati med mekanisk gangart og blankpoleret ansigt i rollen som sin navnebror Albert. Laurent Lafittes løjtnant Pradelle snurrer sin moustache uden nuancer i spillet, og Niels Arestrups rigmandspatriark er, som hans roller er flest: dyster og karismatisk med knyttet ansigt.

Héloise Balster er fin og mut som forældreløs pige, mens de voksne kvinder kun er inventar med flotte hatte.

Som den eneste brænder Nahuel Pérez Biscayart igennem som Edouard. Han spiller suverænt med rullende øjne bag masken og spjættende arme og ben, og filmen lykkes i korte øjeblikke sammen med ham at skabe en monstrøs uhygge, der får os til at fatte den kolossale ødelæggelse, Første Verdenskrig efterlod.

Når Edouard brøler helt indefra den skamferede krop, når han pludselig har en fuglemaske over sit ødelagte hoved, forstår man forvandlingens nødvendighed og længslen efter skønhed i en grim verden. Når han gestikulerer vanvittigt, ser man tabernes desperation og modtræk mod den såkaldte fornuft, der skabte krigen og lod kynismen, glemslen og den pivfalske patriotisme herske bagefter.

Pierre Lemaitres romanforlæg er en enorm og velturneret klods, der balancerer suverænt mellem det kulørte, kvajpandede, kulturkritiske og gribende. Filmen holder sig mest til det kulørte og kvajpandede.

At Dupontel og Lemaitre har skrevet manuskriptet sammen, viser, at en romanforfatter meget sjældent kan overføre sin egen roman til lærredet. I stedet for at dræbe nogle darlings har han villet have det hele med.

Så se filmen for Biscayart og hans mange masker. Eller læs bogen. Den giver i det mindste mening.