Landet af glas

”Hvor der er ulve, er der elvere.” 

Det siger en kvinde i radioen om den danske natur, som unægteligt er blevet et vildere og mere spændende sted, siden ulvens ankomst i Jylland. 

Ulve ser vi alligevel ikke så meget til i Landet af glas. Derimod møder dens unge hovedperson Jas (Albert Rudbeck Lindhardt) to elvere, der skjuler sig i hans fars lade. 

De fremmede har aldrig før været i kontakt med vores civilisation, og deres nysgerrige udforskning af det ukendte miljø får os flere gange til at trække på smilebåndet. 

I en munter scene ser vi den ellers åndsfraværende elverpige Neia (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) blive fascineret af fjernsynet, og snart vil hun række hånden ind i billedet. Imens prøver Jas forgæves at forklare hende, at det ikke er virkelighed. 

Når det senere viser sig, at de højst mærkværdige og gådefulde elvere skjuler sig for krybskyttere i egnen, melder Jas sig heltemodigt som deres beskytter. 

Her sås spiren til et fængslende, moderne eventyr, der får os til at sidde yderst på sædet af spænding. Ikke mindst da Jas og vennerne forfølges af en ildevarslende, sort Audi. 

Som handlingen skrider frem, udvikler eventyret et uheldigt prinsessekompleks. Fortællingen om den handlekraftige, mandlige hovedperson, der modigt forsvarer elverpigen, er essentielt en genfortælling af myten om den passive kvinde i nød, der venter på sin redningsmand. 

Elverne i Landet af glas fremstår stik modsat de gamle folkesagn. Dér møder vi dem som magtfulde væsner, som tager unge, virile mænd med ind i deres rige for at yngle. 

Desuden er der noget inkonsekvent ved elvernes passive position i filmen. Har de i virkeligheden brug for en nobel beskytter? De er ikke just forsvarsløse, når vi ser dem lokke mulige fjender ud på vandet, hvor de lader dem drukne. 

Arien Takier (Iqbal og den hemmelige opskrift) spiller Jas’ ejendomlige bedste ven, Isak. Selv om han er andenviolin til en hvid hovedperson, er han et tiltrængt modspil til den gængse fremstilling af brune som enten ballademagere eller pizzabude. 

Isak bor ikke i en ghetto, men i en lille landsby, hvor hans mor bestyrer et hotel. Ligesom Christian Bales Jum-Jum i Mio, min Mio er han filmens moralske kompas, der i tykt og tyndt står sammen med hovedpersonen. Men han er bestemt heller ikke bleg for at sige fra. 

Med Astrid Lindgrens fortællinger som forbillede serverer Landet af glas et børneeventyr anno 2018. 

Filmen fortæller en ganske fantasifuld og tankevækkende historie om sammenhold med rødderne solidt plantet i nordiske eventyr og folkesagn. Men ligesom i den svenske forfatters univers forholder Landet af glas sig også til samtiden, den er lavet i. 

De gamle elvermyter placeres i en jysk provinsby, som er indhentet af den digitale tidsalder. Og dog ligger byen klos op ad en dunkel skov, hvor ethvert eventyr af Brødrene Grimm kunne finde sted. 

De tidligere DR-børneværter Marie Rønn og Jeppe Vig Find (Lille nørd og Vilde venner) har skrevet og instrueret filmen med en mageløs bevidsthed om, hvem de henvender sig til. En generation flasket op med medrivende computerspil. 

Og ligesom i mange computerspil sniger Jas og Isak sig rundt i mørke korridorer og labyrintiske skove, hvor de undervejs lægger en strategi for, hvordan de vil hjælpe elverne. 

Bag skiltet med ordene ”Landet af glas” ligger drivhuse i ruiner. Det er Jas’ hemmelige tilflugtssted. Overalt er naturen ved at generobre området med forvoksede buske, gemmesteder og vild natur. 

Så når den mystiske skurk følger efter drengene, udnytter de sig naturligvis af hjemmebanefordelen i glasrønnerne. Men alt går selvfølgelig ikke efter planen. 

Landet af glas er et fornøjeligt børneeventyr, der vækker minder om flere af Astrid Lindgrens spændingsmættede og tankevækkende historier.