I Syrien

Ud gennem etageejendommens vinduer kan vi fornemme den sønderskudte virkelighed. På balkonerne sidder snigskytterne gemt og plaffer løs. I gården ligger en mandekrop.

I lejligheden – den lejlighed, vi er forskanset i – går mandens unge elskede rundt med deres baby og glæder sig til den planlagte flugt fra det, der engang var en blomstrende kulturby.

Aleppo.

Udenfor er det guerillakrig. Indenfor er der en form for hverdag.

Eller rettere, den midaldrende husmor Oum Yazan (spillet af stjernen Hiam Abbass i en skræddersyet rolle som matriark og nødvendigt hård negl) forsøger at holde fokus på det, der trods alt hænger sammen: At tre generationer fortsat lever under samme tag i håbet om en dag at opleve fred igen.

De er de eneste tilbage i bygningen. Projektet virker dødfødt. Og alligevel smitter Oums sans for rimelighed, rytme og klar arbejdsdeling af på husholdningen. Det er næsten filmens største og mest livsbekræftende mirakel.

Den barrikaderede entrédør med to sirligt monterede tværliggere er lige så naturligt inventar, som spisestuemøbler er i vores. Vi er vidne til en overlevelseskraft, der måske fra filmens belgiske instruktør Philippe Van Leeuw er tænkt som emblematisk for det hårdt prøvede syriske folk, men som er fuld af fine små iagttagelser og klinger ægte.

Døtrene Yara og Aliya får skældud, når de som gode teenagere insisterer på et brusebad trods vandknaphed. Yaras unge kæreste Kareem henter vand i spande i stueetagen. Sønnen Yazan på omkring ti år søger bedstefarens ru favn, og en form for tryghed opstår i kaosset. Alle ved, at når en granat rammer husvæggen, skal de søge ud på badeværelset.

Den indiske stuepige Delhani er en form for medsammensvoren, når husmoren skal tænke højt. Og det får de to brug for, da Delhani overværer nedskydningen af den mand, der nu ligger i gården og formentlig er død. Hushjælpen og matriarken bliver enige om, at det formentlig vil koste flere menneskeliv, hvis de fortæller hans elskede om det ved højlys dag: Hun vil kaste sig ud i skudlinjen uden at tøve. Hellere vente til det bliver mørkt.

Kæresteparret er det romantiske omdrejningspunkt i første fjerdedel. Lyse Halima og mørke Samir er ikke en del af familien. De er blot venner, der har fået husly, men de tænder et håb.

Romancen er lyserød, faktisk så lyserød, at man tydeligt fornemmer, at den skal få det efterfølgende drama til at stå ekstra skarpt. Og den egentlige katastrofe venter forude. Snigskytter vil pludselig tiltvinge sig adgang til lejligheden.

Bør man tale eller tie? Vejer ét usikkert liv mere end flere menneskers sikkerhed? Er familie vigtigere end venner? Dilemmaerne ligger lag-på-lag i dramaet, men de er også unødvendigt tæt pakket – som et lynkursus i etisk stillingtagen.

Det vil være synd at afsløre, hvordan snigskytterne og den sammenbragte familie mødes. Men det er et møde, man som seer ikke glemmer igen: isnende, intenst, umuligt at se på – og umuligt at tage øjnene fra.

Insyriated hedder filmen på engelsk. Det rimer næsten på ”infuriated” (rasende), og det rummer en pointe, der går tabt i oversættelsen.

Sjældent har en film trykket så hårdt på de knapper, man forbinder med lige præcis borgerkrigen i Syrien: afmagt, frygt, vrede. Men filmen gør det med helt andre midler end dem, man ser i dokumentarfilm om krisen.

Hvor de fremragende De sidste mænd i Aleppo og Aleppo’s Fall begge lader det tålmodigt søgende kamera finde øjeblikke af gejst i støvet og mørket, styres I Syrien mærkbart efter en melodramatisk lineal og med unødvendigt forstærkende følemusik. Det er liv og død i forvejen.

At stramme skruen for hver scene virker som Hollywood-taktik overført til et syrisk kammerspil, og helhedsbilledets overbevisningskraft vil nok afhænge meget af den enkeltes vilje til at lade sig rive med. Det skorter i hvert fald ikke på drama.