Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Kunstelskeren Peggy Guggenheim, der mængede sig med det 20. århundredes største malere og forfattere, portrætteres i traditionel, men vedkommende dokumentar.

Filmversionen af Ole Bornedals 1864 er skåret ind til bajonetterne. Slagscenerne er flotte og flamboyante i biografen, men modsiger filmens budskab.

Fifty Shades of Black vil genne fortælle os noget om race og kønsroller, men det drukner i pik, patter og billige grin.

Med sin lysende melankoli, sorte humor og sit triumferende studie
 af fiasko er Inside Llewyn Davis på top fem over Coen-brødrenes bedste film.

Foreningen af genkendelige ungdomskvaler og det farvestrålende fantastiske gør Antboy 3 til en indtagende størrelse i moderne klæ’r.

Zoolander 2 skyder med spredehagl, men rammer nok til, at vi får rørt lattermusklerne, når Ben Stiller, Owen Wilson og et hav af gæsteoptrædener hylder idiotien.

Deadpool er et forfriskende bud på en superheltefilm, der uden skam i livet ironiserer over alle genrens regler.

Bien Maja er billigt animeret, sukkersødt fortalt og næsten blottet for charme og humor. Men bag filmen er der en historie om nationalisme og nazi-sympatier.

Den autentiske historie om optrevlingen af børnemisbrug i den katolske kirke er et lavmælt psykologisk og politisk drama, som man alt for sjældent ser i dag.

Lyder en film om et jødisk tvillingepar, der rydder op i deres hus i Brooklyn interessant? Thy Father’s Chair er en lille, men varm og eftertænksom skildring af kultur, familie og arv.

En pige får hjælp fra groteske ånder til at bearbejde sin fars død i poetisk, japansk animationsfilm, der leder tankerne hen på Miyazaki.

Egyptiske guder og hvide mennesker kæmper om side om side i et underholdningsdrama, der vækker søndagsminder om jævne eventyrserier.

Todd Haynes’ drama er en af det tredje årtusindes bedste film, fordi den sublimt bruger det visuelle medie til at fortælle historien om et lesbisk konventionsopgør i 1950’erne.

Oasis-hår og utallige liter elefantsæd kan ikke skjule, at Sacha Baron Cohen var sjovere, dengang han satte sig selv på spil i autentiske situationer.

Jacques Audiard sætter fingeren på Europas ømmeste punkt med et potent og vildt drama, der er båret af en humanisme, som er alt andet end blødsøden.

Room griber om struben på én og presser tårerne frem i øjnene, så selv Lars Bukdahl, der ellers er en inkarneret modstander af følelsesmanipulation, må overgive sig.