Rodin

Den store franske maler og billedhugger Auguste Rodin var for at sige det mildt meget dameglad.

Han levede fuldt ud op til fordommen om kunstneren, som bruger sin model om dagen ved sit staffeli og om natten boller med hende i sengen. Den berømteste af disse var hans unge lærling og hedeste lidenskab, billedhuggeren Camille Claudel. Deres affære rullede frem og tilbage fra 1882 og til århundredskiftet.

Senere endte hun på asyl for psykisk syge.

I 1988 drejede instruktøren Bruno Nuytten den patetiske Camille Claudel om parret. Filmen er manieret og manisk gestaltet af Gérald Depardieu og Isabelle Adjani og accentueret af nutidens feminisme og kanonisering af Claudels glemte værker.

Den franske instruktør Jacques Doillons Rodin sætter af samme sted som i 80’er-filmen om mesteren og eleven, der faldt fatalt for hinanden. Men som titlen signalerer, er det ham – ikke hende – som er i fokus. Netop under affæren med Claudel skaber han sine monumentale og monstrøse hovedværker: Helvedesporten, Borgerne fra Calais og den grandiose statue af Balzac.

Samtidig med at Claudel udvikler sig i sin kunst, vokser hendes indtryk af Rodin som en mand fuld af løgn og latin, når det gælder kærlighed. Hun tager sit gode tøj og går. Men måske slipper de aldrig hinanden af syne. Mens hans ry stiger ude i verden, forsvinder hun i glemsel og sindssyge.

I bund og grund er Rodin som kunstnerfilm ret konservativ, idet vi følger ham som nyskabende kunstner, der til sidst får anerkendelse. Men Doillons måde at fortælle på adskiller sig fra genrens værste klichéer om kunstneres op- og nedture.

Man mærker, at Doillon oprindelig var dokumentarfilminstruktør. Hans eksponering af historien er tør og nøgtern. Der sker sagte og udramatisk en gradvis demaskering af et menneske, som er en stor kunstner, men følelsesmæssigt et dumt svin.

Rodin bliver mere og mere besat af unge, afklædte modeller, som han første modellerer i atelieret og bagefter seksuelt ondulerer i sidegemakkerne. Rundt omkring ham møder vi hans samtidige kunstvenner og kolleger såsom Monet og Cézanne, Hugo og Zola. Til sidst i historien ankommer helt efter bogen den østrigske poet Rilke for at være hans sekretær.

Rodin er stilfærdigt seværdig og deltog i hovedkonkurrencen ved årets Cannes-festival.

Billedmæssigt er den pænt og lækkert sat op i sceniske tableauer med skrevne markeringer indimellem. Kreativt pædagogisk designet, instrueret fragilt som et signalement af en skelsættende franskmand og kunstner.

Det er desværre også somme tider som at se en opbyggelig franskfilm i klasseværelset, hvor der lyder sval, klassisk musik fra musiklokalet inde ved siden af, mens vi stener lidt i mørket, og fransklæreren tager sig en slapper på lærerværelset.

Alle medvirkende taler distinktivt, klart og tydeligt fransk. Og selv om historien kræver lidt forkundskaber, er de så få og små, at opslag på Google sagtens kan vente, til vi går ud af biografen. Stædigt trænger filmen sig alligevel på med sin stille realisme. Af et klaustrofobisk interiør, hvor vi mest befinder os i kunstens værksted og kunstneres stuer.

Vincent Lindon, der brillerer som den samvittighedsplagede butiksdetektiv i Markedets lov fra 2015, giver i titelrollen os en brunstig bulderbasse og altfavnende bamse.

Izï Higelin er Camille Claudel, som mere emmer af saft og kraft end af neurotisk besættelse og begær. Séverine Caneele er robust og rustik som Rose, magen som finder sig i de fleste af mandens sidespring.

Alt er som sagt leveret uden dramatiske højdepunkter eller kulminerende konfrontationer. Men med sit emne om en ældre herre og dennes grænseløse forbrug af unge kvinder i kunstens tjeneste vanker der i disse #metoo-tider muligvis dramatik uden for biografen.

Vi får se.