Human Flow

Vi oplever lige nu den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig, da over 65 millioner mennesker er blevet tvunget på flugt på grund af krig og forfølgelse.

Overfyldte gummibåde ses i fugleperspektiv snegle sig over et ubarmhjertigt middelhav i starten af den kinesiske instruktør og kunstner Ai Weiweis dokumentarfilm Human Flow.

Over et år har han filmet brandpunkterne for flygtningestrømmen og skabt en fortælling om de mange flygtende mennesker.

Vi ser spontant opståede teltlejre, der håbløst ligger i øsende regnvejr uden for Europas lukkede grænser. Og ved de Nordafrikanske kyster ses frysende flygtninge blive pakket ind i varmetæpper som små guldklumper.

Weiwei forstår at fremmale elendigheden, som de mange flygtninge møder. Især billederne fra Irak, hvor oliefelterne brænder i mørket, børnelig flyder i gaden, og landbrugsdyr går herreløse rundt, ligner en rejsebrochure fra helvede.

Men vi får også nærbilleder af smil fra flygtningene. De indlogerede smiler i de enorme haller i Berlin, hvor massevis af flygtninge er stuvet sammen i nykøbte køjesenge, og det samme gør de fodboldspillende drenge i Tyrkiets gigantiske flygtningelejre.

Det er den perfekte formel til at skabe empati, og Weiwei kan sine visuelle tricks til fingerspidserne. Flere gange får droneskud flygtningelejre til at ligne vilde myretuer på afstand.

Det skærper en forståelse af, hvor porøse menneskeliv er, og det understreger flygtningestrømmens proportioner. Eksperter og flygtninge interviewes og forklarer, hvor håbløs situationen er i de 23 forskellige lande, som Weiwei har besøgt.

Flere gange ser vi ham selv filme begivenhederne og interviewe flygtningene. Det giver dokumentaren et jordnært udtryk og udvisker distancen til os, som lever så langt væk. For modtageren er tydeligvis os i den vestlige verden. 

Af og til optræder nærmest eventyrlige elementer såsom tigeren, der har forvildet sig ind i en flygtningelejr og ikke aner, hvad den skal gøre af sig selv eller den Mad Max-agtige amerikanske grænsevagt, der på sin ATV vogter grænsen til Mexico.

Det skaber en underholdende kontrast til de ellers hyperrealistiske billeder af frysende og sultende mennesker.

”Som menneske synes jeg, at enhver krise eller modgang, der overgår et andet menneske, burde føles, som om det overgår én selv,” har Ai Weiwei sagt.

Det mener han er løsningen på problemet, og man må sige, at han virkelig overfører smerten med bravur. Men han byder ikke på nogen løsninger af de problemer, dokumentaren skildrer.

Der ser rart ud i hallerne i Berlin, men billederne viser også, hvor uoverskuelig en opgave det er at få de mange mennesker ud af hallerne og flettet ind i det tyske samfund.

Det er, som om Weiwei har en opfattelse af, at verden ikke ved, hvor forfærdeligt det er at være flygtning. Men i den vestlige verden er det nok de færreste, som ikke er klar over problemets omfang.

Det sørger alle vores medier for at minde os om hver eneste dag, og de fleste gør det ofte så godt, at det kan forstyrre ens nattesøvn. Til gengæld er de fleste sandsynligvis i tvivl om, hvordan vi bedst håndterer den globale udfordring.

Ai Weiwei synes at mene, at medmenneskelighed alene er nøglen til at redde alle. Netop derfor er filmen med sine to timer og tyve minutter som en dragende, men også noget langtrukken og uforløst oplevelse.

Vores følelser har Weiwei imidlertid i sin hule hånd, og han forstår at male et sanseligt billede af en verden, der brænder. Og hvis næstekærlighed alene viser sig at være løsningen på alle forfærdelighederne, er Human Flow i sandheden et eventyr.