Mrs. Harris Goes to Paris

Den italiensk-amerikanske forfatter Paul Gallico ramte guld, da han i 1958 udsendte Mrs. ’Arris Goes to Paris.

Romanen skildrer en engelsk rengøringsdames forhold til det franske modehus Dior. Og den ganske spøjse Askepot-historie om Ada Harris’ forelskelse i en udsøgt Dior-kjole blev hurtigt en global bestseller, der udkom på dansk samme år.

Gallico fortsatte med at skrive om den synkefri Ada Harris, og det blev til i alt fire romaner. I dem fortryller den slagfærdige, hjertens kære midaldrende krigsenke alle med sin ægte enfoldighed og gavmilde omsorg, men klare retfærdighedssans.

Der er blevet lavet flere filmatiseringer af historien, sågar en tysk, og den er også blevet gjort til en musical.

Nu har vi fået den fjerde adaption, Mrs. Harris Goes to Paris,hvor det franske sprogs stumme ”h” er vendt tilbage. Den er solidt besat med skridsikre skuespillere i alle rollerne på begge sider af Den Engelske Kanal.

Handlingen er historisk korrekt placeret i 1950’erne, hvor Frankrig var hjemsted for utallige strejker og haute couture-huse i krise, mens Jean-Paul Sartres eksistentialisme prægede ungdommen.

Disse træk har instruktøren Anthony Fabian – mest kendt for sine dokumentarfilm – trofast med i sin charmerende udgave af historien, hvor engelsk underklasse møder fransk overklasse.

Først opstår der skæv og skinger musik, som siden bliver til søde og sentimentale melodier. Mrs. Harris får endelig sin balkjole via venlige mennesker, som falder for hendes londonske og obsternasige umiddelbarhed og gåpåmod.

Hjemme i London er der fare og flammer på færde. Men i denne absolut afvæbnende feelgood-film sker der mirakler hele vejen til sidste scene. Elskende får hinanden, onde bliver gode, og for Mrs. Harris opstår der en chance for romance, mens filmen toner ud i dur.

Næsten for meget af det gode.

Til trods for et lidt nedslidt London og Paris med skrald i gaderne er filmen gennemført gammeldags. Det minder om Walt Disneys udgaver af de to hovedstæder samt Frank Capras populære og populistiske socialkomedier fra 1930’ernes Hollywood.

Alt er sat op med kaskader af fortærskede klichéer og turistbranchens sætstykker. London med sin tåge, grønne kælderdøre og røde busser. Paris med Eiffeltårnet, cancan og brede boulevarder.

Den engelske Bobby, politimanden med sort hjelm, er hjælpsomheden selv. Det er vindrikkende franske arbejdere med moustache og baret såmænd også. Huset Dior er majestætisk og magnifikt som et chateau, men på røven, fordi monsieur kun vil sy tøj til fine damer. Slet ikke til sådan én som lille fru Harris, hvis person og penge ikke er fornemme nok.

Det er imidlertid hende, som med social fornuft redder modehuset. Hun peger på, at selv de fineste skrædderier må krybe til stangtøj, prêt-à-porter-kollektioner og parfume i smarte flakoner for at kunne overleve nye tider, hvor selv arbejderklassen har drømme om at se godt ud.

Når filmens kandiserede fortælling ikke giver publikum terminal sukkersyge, skyldes det den fremragende casting.

Lesley Manville (Den skjulte tråd og flere Mike Leigh-film) er næsten for køn som den cockney-talende hovedperson, men bærer alligevel skikkelsens sødladne fremtræden igennem med bravur, stil og charme.

Isabelle Huppert synes at more sig over endnu engang at spille den iskolde jomfru i rollen som den arrogante Dior-chef Claudine. Men her smelter hendes hjerte i mødet med britisk hjertevarme.

Jason Isaacs med irsk accent tyk som kartoffelmos er den sympatiske bookmaker, som får sig en svingom med Ada. Lambert Wilson er den aristokratiske markis, hvis imødekommenhed over for Harris er forklædt klasseforagt.

Sådan er der mange ferme kræfter, der bager denne engelsk-franske sukkerkringle til noget spiseligt. Nu og da virker den som en reklamefilm for Dior, men den er seværdigt underholdende ud fra Umberto Ecos gamle regel om, at to klichéer er til grin, men hundrede er bevægende.