Biografanmeldelse
14. okt. 2022
Halloween Ends
Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) har næsten hele sit liv kæmpet med den psykopatiske morder Michael Myers, men nu er tiden kommet til det endelige opgør. Foto | Ryan Green

Halloween Ends

Nedtoningen af Michael Myers vil måske skuffe gamle fans, men den foreløbige afslutning på Halloween-franchisen er skræmmende på et dybere plan.

Af Aske Nielsen

I 40 år kæmpede Laurie Strode med sin frygt for bøhmanden. Hun var sikker på, at han ville komme tilbage. En teori, som kostede hende forholdet til datteren og barnebarnet.

Hun fik ret.

Michael Myers brød ud af fængslet for at færdiggøre sit arbejde. Men Laurie var forberedt, og af flere omgange så den ubarmhjertige morder ud til at være overvundet.

Helt død var han dog aldrig, og han endte med at dræbe Lauries datter.

Det er fire år siden, Michael sidst blev set.

Laurie har besluttet sig for at sige farvel til frygten. Hun er begyndt at elske livet. Byen Haddonfield er dog ikke blevet mere sikker. Nærmest tværtimod. Ondskaben hænger stadig i luften.

Halloween Ends er den planmæssigt sidste film i serien om Michael Myers. I hvert fald i denne omgang.

For er der en ting, gysertitler som The Final Friday og Freddy’s Dead: The Final Nightmare har lært os, er det at tage ord som ”final” og ”end” med et gran salt.

Ligesom de to foregående film i reboot-trilogien handler Halloween Ends om Laurie Strode og familiens forhold til Michael.

Som noget nyt er den maskerede morder henvist til en mindre birolle. Filmen er nemlig mere interesseret i, hvilken effekt Michael har på ellers fredelige Haddonfield.

Filmens åbning handler faktisk om en helt ny karakter. Corey Cunningham er i færd med at spare op til college og babysitter derfor en ung dreng. Det går grueligt galt, og drengen ender med at dø i en ulykke.

Corey er derfor stemplet i byen, men det knytter hende til Lauries barnebarn Allyson. Kampen mod Myers har nemlig ligeledes fået indbyggerne til at se skævt til hende.

Laurie er ikke begejstret for barnebarnets nyfundne kærlighed. Hun ser Michaels ondskab i Coreys øjne.

I kraft af Michaels fravær i det meste af Halloween Ends skærer filmen ned for drabene og op for dramaet – et fornuftigt fokusskift i forhold til forgængeren Halloween Kills. Hvor sidstnævnte ofrer karaktererne for konstant action og et budskab om pøbelmentalitet, finder Halloween Ends en bedre balance mellem karakterdramaet, det sociale budskab og blodsudgydelserne.

Filmen når ikke til Halloween-aftenen før tredje akt, men her får fans til gengæld også det endelige opgør mellem Michael og Strode-familien, som filmens titel lover.

Halloween-serien blev rebootet i 2018 med Halloween og fulgt op med Halloween Kills i 2021. Den nye film er klart den mest interessante i trilogien.

Idéen om, at Michael Myers kan vække ondskaben i et andet menneske ved sin blotte tilstedeværelse, er mere skræmmende end en maskeret mand med en stor kniv.

Michael Myers bliver en idé.

Ligesom Jokeren i The Dark Knight er han en karakter, som kan tabe slaget, men stadig vinde krigen. Hvis ikke mennesker overvinder frygten for hinanden.

Selv om trilogiens kvalitet har været svingende, bør instruktør David Gordon Green have ros. Han startede karrieren med anmelderroste dramaer som George Washington, og hans rødder i den uafhængige filmproduktion skinner igennem i Halloween Ends.

Kameraet er håndholdt og søgende, de visuelle effekter er holdt på et minimum, og skuespillet er i fokus. Green bruger også begavet det subjektive kamera til at skabe forbindelse mellem Corey og Michael.

Green bliver selvfølgelig også hjulpet af Jamie Lee Curtis’ utrolige autoritet og ro i rollen som Laurie, som hun har spillet i adskillige film siden John Carpenters mesterværk fra 1978.

Carpenter komponerede selv musikken, og selv efter alle disse år bliver man draget, når hans tema går i gang i biografmørket.

Carpenters idéer gennemsyrer også stadig franchisen. I åbningsscenen ser Corey og den unge dreng Carpenters The Thing, der ligesom Halloween Ends handler om et monster, som overtager menneskets krop.

Halloween-franchisen takker i denne ombæring af med en modig film, som sikkert vil pisse fans af på grund af Michaels fravær.

Men hvis du er åben, venter der en skræmmende biografoplevelse med stof til eftertanke.

Titel:
Halloween Ends

Land:
USA, England

År:
2022

Instruktør:
David Gordon Green

Manuskript:
Paul Brad Logan

Medvirkende:
Jamie Lee Curtis, Kyle Richards, Andi Matichak

Spilletid:
111 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
13. oktober

Relevante artikler

Biografanmeldelse
17. okt. 2018
Halloween

Halloween

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
11. nov. 2022
Call Jane

Call Jane

Biografanmeldelse
28. okt. 2022
The Lost King

The Lost King

Serieanmeldelse
11. okt. 2022
Nordland ’99

Nordland ’99

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro