Kanguva

Med et budget på 288 millioner kroner har Kanguva et af de største budgetter nogensinde for en indisk film. Den havde verdenspremiere i forleden, og i Atlas Biograferne i Rødovre var salen som forventet tætpakket med danskere af indisk afstamning. 

Kanguva er instrueret af Siva, kendt for kommercielle blockbusters med en blanding af mytologisk og folklore-inspireret historiefortælling. Det er også tilfældet her. 

Filmen skifter mellem to parallelle handlingstråde. 

Der er moderne tid, hvor en dreng med paranormale evner flygter fra et militært forskningscenter a la Jessica Alba i tv-serien Dark Angel. 

Og så er der et fantasy-agtigt univers for tusind år siden, hvor en romersk, engelsktalende hærstyrke angriber fem øsamfund beboet af primitive, men stolte og stærke stammefolk. Det er tydeligvis en politisk allegori med reference til Indiens britiske kolonistyre. 

Helten i begge handlingstråde spilles af den karismatiske superstjerne Suriya. Men instruktøren kører ham af sporet i en hysterisk rus af selvfedme og pyntesyge, så behængt med juveler, at man i en vesterlandsk film øjeblikkeligt ville identificere ham som skurken. 

På intet tidspunkt lader filmen et strejf af menneskelighed slippe gennem hans overdrevne macho-facon, og det er karakteristisk for filmens problem. 

Alting afvikles i et sygeligt opskruet tempo uden interesse for at formidle plottets sammenhænge eller knytte de konstante slagsmål og skudvekslinger til en engagerende empati. 

Suriyas excesser finder sted i et hav af tilsvarende skrigende, gryntende, grimasserende folk med pyntesyge og kontaktlinser. Alting er filmet glat og lækkert som en reklamefilm, og lige så ligegyldigt, med svimlende mængder af statister under de endeløse, fejende droneskud. 

Som vi er vant til fra indisk film, er der et gennemgående strejf af Bollywood-musical, både på lydsiden og i udformning af actionscenerne. 

Tre-fire gange glider filmen over i regulær sang og dans. Flottest er en hyldest til ilden danset foran en vulkan i udbrud med luften fuld af gløder og koreografi inspireret af newzealandsk hakadans. Men filmens sange er monotone og melodiløse fusere, som næppe nogen vil kunne nynne på vej hjem fra biografen eller genkende to dage senere. 

Allerværst er filmens underlægningsmusik, der som et trælst tæppe af tung, monoton hiphoprytmik kører nonstop gennem filmens tre timer. Alting afvikles i højeste gear, og således skiller intet sig ud som signifikant eller gribende. 

Adskillige detaljer er interessante og kalder på fordybelse, men iscenesættelsen tillader det ikke. 

Atlas Biograferne viste en gennemcensureret kopi med al lemlæstelse såsom afhuggede hænder skjult med diffuse plamager. 

Lydniveauet var skruet op til det maksimale, og jeg endte med at gøre noget, jeg aldrig før har fundet nødvendigt i en biograf. Ved hjælp af en papirserviet og lidt spyt improviserede jeg to ørepropper. 

Med sådan én i hvert øre og hænderne ovenpå a la Edvard Munchs Skriget var volumen dog stadigvæk alt for høj. Dialogen var dog forståelig takket være de engelske undertekster. 

Den af filmskaberne indlagte pause blev negligeret af biografen, hvis primære ambition tydeligvis var at få visningen overstået hurtigst muligt for at kunne lukke og slukke. 

Som samvittighedsfuld anmelder ser man altid filmen helt til ende, inklusive slutteksterne. Men det var umuligt her, for midt i rulleteksterne slukkede biografen for lyd og billede. 

Ikke siden 1980’erne har jeg oplevet, at en dansk biograf ikke viser filmen færdig, selv om der stadig sad tilskuere og kiggede på lærredet. Sådan siger en biograf mest effektivt ”fuck you!” til sit publikum. Hvis der var en sequel hook til slut, gik jeg således glip af den. 

Fremover vil jeg holde mig til at se danske Bollywood-premierer i Valby Kino, men selv dér vil jeg gå i en stor bue uden om en eventuel Kanguva 2.