History of Swear Words

Man spærrer lige øjnene op en ekstra gang. 

I den nye Netflix-dokumentarserie History of Swear Words – altså på dansk Bandeordenes historie – lærer man nemlig, at den allerværste amerikanske glose, ”fuck”, i virkeligheden oprindeligt bare var en forkortelse for den kongelige tilladelse til at knalde med ens egen ægtefælle, som altid fulgte med den kirkelige vielse.

Forbogstaverne i ”Fornication Under Consent of the King” bliver netop til akronymet ”F.U.C.K.”

Ja, gid det var så enkelt!

I sprogvidenskaben er de såkaldte folke-etymologier – altså falske sproghistorier – udbredte. Og den om fuck er en af dem.

Men den lille, sjove – og forkerte – historie om, hvad vi går og bilder hinanden ind om sprog og bandeord, peger på noget virkelig fint ved miniserien i seks korte afsnit på hver tyve minutter: Man lærer faktisk noget.

Og det, man lærer, er faktisk ret lødigt. Som når det senere i afsnittet om ordet ”fuck” forklares, at det har en svensk oprindelse og betyder ”at slå”, og at det er en betydningsrelation, der for eksempel kan genfindes i det latinske ord ”pugnus”, som betyder ”næve”.

På den måde er komikeren Christopher D’Elia sluppet heldigt fra at instruere serien, der har Nicolas Cage som vært og desuden gæstes af en række mere eller – især – mindre kendte komikere og skuespillere.

På plussiden byder serien på masser af vidunderlig trivia, som da man hører, at Jonah Hill siger ”fuck” 107 gange i én af sine seneste film – og dermed holder verdensrekorden.

Seerne lærer også historiske fakta.

South Park var den første helt ucensurerede tv-serie, mens M.A.S.H. var den første spillefilm uden censur i biografen. Filmen American Pie spredte begrebet MILF i hele verden, mens serien The Wire bød på filmhistoriens første scene, hvor dialogen udelukkende udgøres af ordet ”fuck” – sagt på en masse forskellige måder. 

Der er de lokale kuriositeter – ord som ”shit” må gerne optræde én gang i let censurerede amerikanske film. Og så er der de mere universelle – hele gruppen af profane ord henviser til ord, der er ”uden for templet”, altså de ord, som er så uheldige at være uhellige. 

De helt store perspektiver berøres også. 

Da man indførte censur i film, var det faktisk for at kunne lovliggøre en moderat brug af latrinær snak i modsatning til den totale berøringsangst over for det grimme sprog, som havde været gældende. 

Resultatet var i sagens natur et stigende antal biografgængere. Så censuren reddede den amerikanske film!

I serien møder vi kognitionsvidenskab – et menneske kan have sin hånd i en spand isvand dobbelt så længe, hvis vedkommende får lov at bande imens.

Og retshistorie – det var bandet Twisted Sister, der gennem en retssag endte med at være årsag til skilte med ”Parental Advisory” på musikudgivelser.

Endelig møder vi naturligvis vildt spændende lingvistik – ordet ”pussy” var oprindeligt et kælenavn for en sød hustru, hvilket i øvrigt også er baggrunden for det fællesnordiske ord ”kælling”, der kommer af ”kærling”.

Samme åbenbaring rummer historien om navnet Richard, som blev til Rick, der blev til Dick, hvilket igen blev betegnelsen for ”bare er en eller anden fyr” – og til sidst kun hans penis. 

Man kan, besynderligt nok, se den præcis sammen bevægelse i kæleformer af kvindenavne. Margaret bliver til Meg, som igen bliver Peg og Peggy. 

Men det trækker gevaldigt ned, at der ret konsekvent diskes op med så feministiske og politisk korrekte søforklaringer, at de til tider ligefrem bliver ukorrekte.

Ordet ”bitch” – brugt om en mand – er ikke nedsættende, fordi det er nedsættende at være kvinde, som serien påstår, men fordi manden betegnes med det modsatte køn. Det samme gælder, når kvinder kaldes for ”butch”, eller når man efter en krig klipper det feminine hår af kvinder, man ikke kan lide, så de ligner mænd.

Den pinlige insisteren på identitetspolitisk vanvid ødelægger serien, som ellers sine steder er relativt morsom.