Skolens tabte børn

Spørgsmålet må være et af de første, man møder, når man har børn med ”ufrivillig skolevægring” – altså et barn, som ikke er i stand til at gå i skole: Hvad i alverden er der sket med samfundet, forældrene, skolen eller børnene i de sidste 30 år?

For der fandtes stort set ikke ufrivillig skolevægring tidligere. Der var allerhøjest nogle få, som pjækkede.

Svaret får man relativt hurtigt i Jens Langhorn og Marie Skovgaards DR-serie om de ramte familier og deres udsatte børn. For stort set alle børn i Skolens tabte børn er inde på ”spektret”, som det populært kaldes. De har regulære autismediagnoser eller bogstavdiagnoser som add, adhd og så videre.

Det faktum skal så sammenholdes med en undervisningspolitik, der siden 2012 har insisteret på en ”inkluderende skole”, som har skullet rumme børn, der falder ved siden af normen. Et argument var også, at der kunne spares penge på at inkludere.

Løsningen ligger lige for. 

Ud med al den tåbelige inkluderende skolefilosofi og ind med de gode gamle specialtilbud til de usædvanlige børn. Det giver de ramte børn en nødvendig pædagogisk opmærksomhed og samtidig skaber det ro i klasserne med de sædvanlige børn. Altså dem, man i dag kalder de non-neurodivergente eller neurotypiske. 

Af samme grund er serien desværre i grunden ret kedelig at se. For det hele står faktisk soleklart i første afsnit, og det sætter spændingskurven i skammekrogen. For som formanden for skolelederforeningen siger om de ramte børn i to sætninger:

”Det er aldrig børnenes skyld. Det er altid skolens og forældrenes ansvar.”

Det lyder rigtigt. I hvert fald kan man ved det første møde for de forældre og børn, man følger, godt få den tanke, at problemet kan ligge helt andre steder end hos børnene. Der er i hvert fald et par forældre, som møder op nærmest i udklædningstøj eller med så vilde numerologi-navne, at det i sig selv virker opmærksomhedsafkrævende.

Et af seriens problemer er, at gruppen, man følger, er utroligt sammensat. Nogle af børnene skal måske have psykofarmaka. Andre skal nok bare have en børnepsykolog eller en specialpædagog.

Andre igen – i den noget lettere ende – kunne måske bare have gavn af ikke at være omgivet døgnet rundt af forældre med udflydende grænser, som tilsyneladende ser børnene som et identitetsskabende projekt.

Den sidste kritik er naturligvis et sårbart emne. Men for de ikke-syge børn var det måske også meget rart at få nogle faste rammer og derved slippe for et voksenansvar, man ikke kan bære som barn. 

At få at vide, at man ikke altid selv bestemmer, om man vil i skole eller ej, gør det formentlig lettere at møde ind. Samtidig er der i gruppen også børn, der ”smelter ned” og smadrer inventar, og som selv for lægfolk forekommer psykisk syge. 

Men hvad skal et så ramt barn også overhovedet i en dansktime for fjerde klasse?

Dokumentarserien, som givet vil provokere ”den gamle skole” og i de ”progressive” rækker vække både medfølelse og hidsig normkritik, er nomineret til en Cavling-pris. Det virker ikke indlysende. Især, fordi journalistikken aldrig kommer op i et egentligt refleksionslag. Den handler om forældre, der er kede af, at deres børn ikke vil i skole. Og om børn, der er kede af, at de ikke får hjælp til det.

Men journalistikken kigger aldrig for alvor ind i de pædagogiske teorier, der ligger bag den åbenlyst fallerede inklusionsskole, som er årsag til hele misæren.

Serien går ikke i dybden med forældrenes egne problemstillinger – ud over at de skal vente over et år på penge fra kommunen, når de pludselig skal gå hjemme på fuld tid med et sygt barn, ingen vil hjælpe.

Og serien dykker heller ikke ned i folkeskolen og lærernes eget syn på den inkluderende skole, som bare bliver taget for givet. I virkelighedens verden er der jo faktisk lærere og skoleledere, der hader den.

Spørgsmålet er, om Skolens tabte børn egentlig lærer os noget som helst nyt.