Heks

Andrea Hejlskov er paradoksalt blevet berømt i Danmark for at vende samfundet og danskerne ryggen. 

Med sin lille familie drog hun dybt ind i de svenske skove for at komme tættere på naturen og lægge afstand til storbyen og kapitalismen – blot for at ende med at skabe fundamentet for en karriere som forfatter og omrejsende cirkushest i sogne- og kulturhuse. 

Det sammensatte går igen i hele historien. 

Hejlskov søger det autentiske og naturlige, men altid i modetøj, med kaffe på franske caféer i Paris og med fuld makeup. 

Hun hævder at være marginaliseret, men vi ser hende bevæge sig ubesværet gennem de velkendte miljøer i den kreative danske middelklasse, hvor hun i visse kredse indtager en central position – ikke mindst takket være bøger som Og den store flugt og Vølve. 

Det fragmenterede er dog en rød tråd. 

Hejlskov skifter ikke blot radikalt udseende fra scene til scene, men også identitet. Hun er klimaaktivist, venstreorienteret, mediedarling, introvert, asatroende og feminist – som så mange andre moderne kvinder. Hun er også mor, kunstner og fremstår – jævnfør titlen – som en heks. 

Det sidste forklares allerede i filmens begyndelse, hvor en heks beskrives som en person, der overskrider grænser og forbinder forskellige verdener – i bund og grund en formidler. 

I Andrea Hejlskovs fortolkning er det en formidler, der bringer naturen ind i civilisationen. Hun ønsker at genopfinde trolddomskunsten. Eller som hun selv udtrykker det i en samtale med en veninde – der også kalder sig heks – vil hun i virkeligheden bare være en vis kvinde. 

Instruktør Emil Nørgaard Munk følger hende vidt og bredt – endda helt ind i distriktspsykiatrien, hvor hun går til samtaler med sin psykiater. Hendes verden er brudt sammen efter en skilsmisse og en tilbagetrækning fra det, filmen dramatisk betegner som ”vildmarken”, til en langt mere ordinær c/o-adresse i København. 

Det, der begyndte som endnu en historie om narcissistisk selviscenesættelse og selvmarginalisering, skifter til noget andet og dybere. Måske også noget vigtigere. 

Det står klart for tilskueren, at der kan være andre grunde til det fragmenterede end bare en halv-woke tilgang til livet. Hovedpersonen er nemlig højtfungerende skizofren og lider af ptsd. Når hallucinationerne er værst, dunker den kødrøde væg, og hendes arme ”falder af”. 

Det magiske ved filmen er Munks fortællestrategi, som vel egentlig også er Hejlskovs. Den går ud på, at enhver kritik og hver enkelt ny vild erkendelse hele tiden foldes ind i narrativet. 

For eksempel når Hejlskov pludselig beretter, at hun har mistet en søster i en trafikulykke – en tragedie, der senere skildres i en tegnefilm, hvis barnlige udtryk står i skarp kontrast til emnets tyngde. Men hverken denne fortællemæssige tilgang eller de nævnte diagnoser gør det lettere at forstå eller bearbejde det hele. 

Ud over et meget smukt og helstøbt portræt af en moderne kvinde er filmen også et fremragende portræt af nutidens hjælpeløse søgen. 

I den neomarxistiske forsagelse af kristendommen og den vestlige verden med kapitalisme og en ekspanderende teknologi famler nutidens centrumvenstre-menneske desperat efter en dybere mening. Imens det dimser rundt med sit hvidvinglas og en rød baskerhue på hovedet og højtideligt siger, at det er heks, imens det drikker café latte. 

De mange konkurrerende diskurser – sindssygen, ideologien, troen, livsmodet, fællesskabet – slås indbyrdes om at beskrive det samme levede liv. 

Det er præcis den kompleksitet og sammensathed, eller faktisk måske eksplosion ud i regulær meningsløshed, som er sandheden for mange mennesker i dag.