Verdens sødeste mænd

På den ene side er Verdens sødeste mænd en ret sød dokumentar om især tre ret søde mænd og de udfordringer, de oplever, når de lever i vores tid, hvor kvinder er blevet mere ligestillede. 

På den anden side er det en lidt overfladisk film, hvor jeg bliver usikker på, hvad den vil. 

Filmens præmis bliver gentaget flere gange. Der er lavet en undersøgelse, som viser, at Danmark er det land i verden, hvor det er bedst at leve, hvis man er kvinde. 

Med det udgangspunkt dykker instruktørparret ned i Danmark, nærmere bestemt Aarhus, og undersøger, hvordan det så er for mændene at leve der. De laver en skæg spejling med Aarhus som den næststørste by i Danmark, med landets næsten fineste teater, næsten ældste forlystelsespark og næsten bedste fodboldhold. 

Men mændene i Aarhus vil ikke nøjes med at være nummer to, siger fortælleren. 

Vi følger navnlig tre mænd: Ham, der vil være lige så god far, som hun er mor. Ham, der beundrer stærke kvinder, og ham, der er forelsket i sin bedste ven, men ikke tør sige det til hende. 

Mor er nummer et i forhold til børnene, når de er små. Det tror jeg, de færreste vil opponere imod, selv om mange fædre nok gerne ville være mere ligestillede på det område. Det må skære i hjertet at blive fravalgt af ungerne, selv om far har moderne værdier og tager barsel, skifter ble og putter. 

Men jeg forstår hans ønske om at være lige så meget værd som mor. Det giver mening, at han ikke vil være nummer to, men mere være en delt etter. 

Værre bliver det med ham, der beundrer stærke kvinder. Han er gift med én, de er begge arkitekter og har to voksne børn. Men hun tjener bare flere penge end ham, og det har han det svært med. 

Hans kone har ikke noget problem med det, men konflikten bliver kogt ned til, at han skal have en ny bil. Han drømmer om en sportsbil til 400.000 kroner, hun snakker om en god brugt bil til 35.000. Hun virker lidt kontant, men der må være så mange mellemregninger i den samtale, som er udeladt. Har de råd? Giver det mening i forhold til deres behov? 

Det er synd, at en ellers spændende diskussion bliver forfladiget til hurtige hestekræfter. 

For det er rart at se en mand fra den såkaldte boomer-generation stå ved lidt mere bløde værdier. Men få ham dog til at sætte flere ord på, hvorfor det er svært for ham, at konen tjener mest. De traditionelle kønsroller findes ikke i hans hjem, siger han, men er det et problem? 

Danmark er det land, hvor kvinder har det bedst. Men det betyder jo absolut ingenting, hvis kvinder i andre lande har det rædsomt. 

Kvinder vil have bløde mænd, fortæller tilfældige kvinder på gaden, men i virkeligheden vil de have én, der bestemmer, postuleres der så. Det er noget af en påstand, når det tilsyneladende er baseret på en vox pop. 

Filmens instruktører, Josefine Exner og Sebastian Gerdes, faldt for hinanden undervejs og har netop fået deres første barn sammen. Og der er mange kvaliteter ved filmen. Flotte optagelser, gode dækbilleder, en følelse af, at de kender deres medvirkende og har været sammen med dem længe for at få de ærlige snakke ud af dem. 

På mange måder super sympatisk. 

Desværre skæmmes det også af Exners fortællerstemme, som enten gentager eller foregriber, hvad de medvirkende siger. Det bliver helt vanvittigt redundant, og det er ikke et komisk greb, som den gode trailer ellers lægger op til. 

Det er bare irriterende. 

Hvad vil den her film? Skal vi have ondt af mændene, fordi det nu er dem, der ikke er ligestillede? Jeg er usikker på, om det er det, den prøver at sige. Men jeg er ikke blevet klogere, selv ikke efter at have set filmen to gange.