Gift ved første blik – sæson 10

Gift ved første blik har snart kobberbryllup med sine seere. For man lærer faktisk at elske karaktererne i reality-konceptet, der siden 2013 har undgået at ende i seerskilsmisse. 

Det med at lære at elske kan man til gengæld kigge i vejviseren efter i dette års sæson. For man får igen sine tvivl om folks reelle hensigter. 

Har de her mennesker overhovedet gjort sig klart, hvad de gik ind til? Alle virker hæmmede og sært u-parate. 

Det er Tordenskjolds soldater. 

Der er Forstads- eller Provinsparret, som lever en slags liberalistisk Kähler-hverdag, som i år samtidig er Det Ældre Par i skikkelse af Annette og Frank. 

Der er De Alternative, altså et venstreorienteret storbypar, i år Rolf og Nina. Så er der Livsstils-Clasherne, som denne gang er den neurotiske nej-siger Lone og Lars, der er serviceminded og omvandrende ja-hat. 

Nicolas og Katrine er De Kropslige, sportsfanatikere og pyntedukker med hovedet oppe i egen baglomme. Og endelig er der Søren og Morten, De Homoseksuelle, som jo hvert år skal med – til trods for at der kun er én homoseksuel mand ud af 100 danskere ifølge de seneste videnskabelige opgørelser på området.

Sådan kan man have så mange indvendinger. Men det ændrer ikke ved, at det her er knaldgodt tv, og hele landet er forståeligt nok på den anden ende.

Ditte Okman er ved at koge over i sin Det vi taler om-podcast, og der er særlige podcasts, som alene diskuterer parrenes overlevelseschancer. Ugebladene er mere rødglødende end kinderne på en ung pige foran alteret i kirken.

Det interessante i en tv-sammenhæng er det dynamiske. Det her er en forviklet kærlighedsfortælling, som har et plot, og den fortælles hvert år lidt anderledes.

For et par år siden introduceredes mødet mellem alle parrene. Det var nyt. I år er der indlagt flere pausedage og mere terapi. Men man savner den gamle Skriftestol fra andre reality-koncepter, hvor folk virkelig lader frustrationen over de andre få frit løb.

Her bliver det ved Nina, som til et selfiekamera bebrejder sig selv alt det, som Rolf gør. Og man bliver så harm. For hvorfor siger hun ikke bare sådan og sådan? Og hvorfor gør han ikke bare sådan og sådan? Man sidder på det yderste af sædet. Man er aktiv seer.

Noget af det allerbedste i serien er, at den faktisk bliver en hel nations refleksionsrum. Når Morten lige pludselig sidder og græder sammen med psykologen Trine, fordi han har internaliseret omgivelsernes homofobiske blik, så lærer vi smertefuldt noget om en lille minoritets særlige problemer.

Sådan gælder det for alle i serien.

Man lærer noget om ældres særlige problemstillinger. Man lærer noget om, at et uafsluttet forhold kan stå i vejen for et nyt. Man lærer noget om traumer. Man lærer om deltagernes forhold til kroppen, til dem selv og især til andre.

Inden man har set sig om, har man selv leget Kirsten Giftekniv. For hvorfor er det egentlig ikke søde Lars og varme Nina, der bliver kærester?

Mangfoldighedstyranniet skæmmer efterhånden DR’s produktioner, for mangfoldigheden er jo på skrømt.

Vi ser ingen elskende med ekstrem aldersforskel og da slet ikke imellem en ældre mand og en ung kvinde. Vi ser ingen kørestolsbrugere. Vi ser ingen grønlændere og nul færinger. Vi ser ingen muslimer. Vi ser ingen lesbiske. Vi ser ingen fra underklassen. Vi ser ingen psykisk syge i et bofællesskab.

Det sjove er, at det i år netop er Morten og Søren, der som det eneste par forbliver gift ved seriens afslutning. Ikke fordi de tilhører en minoritet, men fordi de helt enkelt er de to sundeste, varmeste og mest kærlige mennesker.

Eller sagt med andre ord: Køn og seksuelle præferencer er bedøvende lige meget i et parforhold. Det handler om kærligheden og intet som helst andet.