Gift ved første blik – sæson 7

Gift ved første blik minder på en måde om en dating-app. 

Et mærkeligt fænomen, som rummer drømmen om den store forkromede kærlighed, som vi næsten alle sammen er klar til at gøre hvad som helst for at finde – undtagen at vente på den! 

For samtidig ved vi det jo godt. Kærligheden er ikke noget, vi selv vælger. Det er noget, der vælger os, og den gør det, når vi mindst venter det. 

Det er i virkeligheden de færreste, der på kommando kan swipe sig til et bryllup. 

Men her kommer reality-antiheltene, som con amore tumler rundt i et psykologisk og eksistentielt eksperiment: Gift dig med én, du ikke aner, hvem er. Bliv hos vedkommende gennem tykt og tyndt, i hvert fald i nogle uger. 

Og sidst, men ikke mindst: Vis det til hele Familien Danmark i den bedste sendetid. 

Gift ved første blik er for en gangs skyld et vaskeægte dansk koncept, der er udviklet på produktionsselskabet Snowman og eksporteret til mange lande. Syvende årgang består igen af præcist castede par spredt over type, alder, region og etnicitet.

Der er de hæmmede og følsomme Daniel og Samantha. Der er de modne og friskfyragtige Morten og Mette. Der er det ældre, satte par Jonna og Carsten. Der er det bløde, yngre par Michael og Pernille. Der er de kontante, reflekterede Christina og Carsten. 

Det er især en uventet vellykket combo mellem sønderjyden Michael og surmuleren Pernille. 

Sexolog og psykolog Gert Martin Hald er – sammen med adfærdspsykolog Annemette Staal og psykolog og parterapeut Jacob Cornett – denne gang angivelig gået efter noget seksuel tjubang. 

Man ville, som det hed i foromtalerne, hellere have succes på den korte bane end den lange. Men er tiltrækning egentlig overhovedet kortsigtet? Eller er det faktisk dét, livslang kærlighed er lavet ud af? 

Inden man har set sig om, er programmet præcis, som man husker det fra sidste år. Tåkrummende, rørende, sjovt, overraskende, fesent, provokerende, dybt, fladpandet, grineren og helt håbløst. 

Det begynder med brylluppet, hvor alle møder alle for første gang. Så kommer festen – kiksede taler inklusive. Så kommer bryllupsrejserne – i år i Danmark på grund af covid-19. 

Og så skal de flytte sammen. 

Det tager to afsnit bare at komme igennem fire bryllupper, og man sidder allerede dér og ønsker minimum én begravelse også. For straks begynder man at vurdere og dømme. 

Er ham Michael ikke for kikset? Hvorfor er Christina så fordomsfuld, hvis hun er så åndelig? Er en ræverød mand noget, som en erklæret borgerlig kvinde kan arbejde rundt om? Er en dyreelsker som Jonna inderst inde iskold, når det drejer sig om mennesker? 

Er den bløde Carsten fra kollektivet faktisk den mest borgerlige af dem alle? Og giver det overhovedet mening, at nørden Daniel og den sanselige Samantha øver sig i at udtrykke deres følelser, når de så åbenlyst ikke dur sammen? 

Skulle de ikke bare hellere ud og møde nogen, de passer sammen med? 

Som sædvanlig filmer folkene selv det hele. De forfølges af håndholdte kameramænd. De taler ind i skærme. Eksperterne interviewes. Og i år har man også tilsat droner, sødsuppemusik og stangskud a la ejendomsmægler. 

Inden længe træder de klassiske kønsroller i parforholdskonflikter også frem. Serien handler om fire store drengebørn på glatis i Feminismeland – og om fire frustrerede kvinder, der ser det som deres hovedopgave at lave totalt om på de mænd, de ellers rigtig godt kunne lide præcis, som de var. 

Da Mette vil ændre Mortens måde at drikke kaffe på, spise mad på, tage i et dørhåndtag på og sågar fise på – han må godt, men kun med måsen uden for dynen – så tænker man, at den hæmningsløse kontrol over andre mennesker og et regulært følelsesdiktatur næppe er båret af den helt store kærlighed. 

Snarere en IKEA-forestilling om, at kærlighed er noget, man lige bestiller i et katalog. 

I de tidligere sæsoner har man haft decideret dysfunktionelle deltagere med. Det har da været sjovt at se, hvordan iskolde, hysteriske og småpsykopatiske neurotikere har skejet totalt ud. 

Men serieskaberne skal have ros for, at de denne gang kun har relativt normale mennesker med. Det gør nemlig, at man som gennemsnitsdansker får et helt katalog over almindelige parforholdsproblemer at se. 

Som Jacob Cornett siger i afsnit syv, er det faktisk seriens egentlige grundpræmis. Når vi ser disse mennesker og alle deres problemer og deres grinagtige forsøg på at løse dem, ser vi egentlig på os selv. Og vi skal prise os lykkelige over, at de tør stille sig frem, siger Cornett. For det er kun sådan, vi andre kan blive klogere. 

Så er vi klar, når Amors pil en skønne dag også rammer os.