Elfie og den hemmelige mission

I Kagekampen hjælper den lille alfling Elfie med at redde Theos bagerbutik. Filmen beskriver, hvordan de legendariske alflinger – en slags små nisser, som på tysk hedder Heinzelmännchen – for 200 år siden levede i Køln i Tyskland. 

Her hjalp de handlende og håndværkere, indtil en ond hustru, som var gift med en skrædder, udryddede dem. I Kagekampen kommer de tilbage igen, og i løbet af filmen bliver Elfie mindet om, hvad alflinger er kendt for; At hjælpe mennesker, som de ellers siden udryddelsen har været lidt bange for. 

Siden Kagekampen er Elfie blevet mere nysgerrig i forhold til menneskeverdenen, som alfer skal holde sig fra. Hun og de andre alfer laver narrestreger. Det er lidt a la James Bond-aktioner for mindre børn: små, søde indbrud og den slags. Og på den måde har de en fin hverdag i Køln. 

Alt det ændres imidlertid, da den lille indvandrer-alf Bo dukker op i hendes lille domæne. Bo kommer oprindelig fra Wien og er en techno-wizz. Inden Elfie har set sig om, flyver hun med på hans droner, har fået udleveret et apple-ur og bliver hejst op med undertryk i et rør! 

Det er skægt fundet på, og børn bliver tydeligvis meget opslugt og underholdt af at se på løjerne. Og fordi Bos alflingeslægt – let genkendelig på deres blå spidshuer – har som eneste mission at have det sjovt, er der masser af fis og ballade. 

Imidlertid er de to klaner af alflinge lettere uforenelige. I 250 år har de to forskellige familier bekæmpet hinanden. Men som så tit, når man lærer fremmede at kende, er de i virkeligheden bare venner, man endnu ikke rigtigt har mødt. 

De to nye, unge venner beslutter sig da også hurtigt for, at det er deres lille ekstramission, at de skal lave en slags forsoning imellem de to stridende slægter. 

Det kan man naturligvis kun, hvis man har en ydre fjende, der kan samle tropperne. Og det har alflingene i skikkelse af både en kvindelig betjent og hendes politikat. 

Filmen er mægtigt sød, og man kan trygt tage alle børn med ind at se den. For selv om der er en del action, kommer ingen alvorligt til skade. Alt foregår i et trygt og hyggeligt univers.

Når der endelig begås kriminalitet – for eksempel et indbrud – er det for at stjæle slik. Eller de dér små ketchup-poser, man får til pommes frites! 

I filmen dannes en troværdig hovedperson, men der er også mange fine bipersoner. Der er satset, som det sig hør og bør, på en vis repræsentation. 

Kvinder kan være både politifolk, ældre alflinge eller enlige indvandrer-mødre. Hankønsvæsener kan både se sig repræsenteret som unge, fikse alflinge og som ældre, pensionerede mænd og som kioskindehavere. 

Alle hudfarver er med, så ingen føler sig overset. I gamle dage var alle smølfer blå, så ingen følte sig udenfor, men i dag skal paletten være fuld. Og det politisk korrekte fungerer egentlig meget fint og upåfaldende. Også selv om rulleteksterne kun rummer tyske, italienske og spanske navne – ikke for eksempel navne fra Mellemøsten. 

Stilen kan minde om et muntert teaterstykke for børn. Hittepåsomt og eventyrligt. Tyske Ute von Münchow-Pohl, som har instrueret, er oprindelig tegner og storyboarder, så billederne er flotte, og det hele er velfortalt. 

Hun er kendt for Harepatruljen – Vogterne af det gyldne æg og Kagekampen. Med Elfie og den hemmelige mission får hun nok flere små fans i Danmark.