Kagekampen

Det skorter ikke på animationsfilm fra hele verden i de danske biografer. 

Alene i sommermånederne har man kunnet vælge mellem tyve animationsfilm henvendt familiens mindste. Og det er ikke engang højsæsonen for børnefilm, som normalt ligger trygt placeret i efterårsferien med et mere biografvenligt vejr. 

Men konkurrence er tilsyneladende ikke noget, der hæver kvaliteten. 

Tyskproducerede Kagekampen minder mest om det børnefjernsyn, man på en bilferie gennem landet er tvunget til at se på et billigt motorvejsmotel-værelse i døgnets skæve timer. 

Filmen handler om alflingerne, som er et nisse-agtigt folkefærd, der lever under jorden. De har droppet al kontakt til mennesker efter en tragisk, men ubeskrevet hændelse i fortiden. Nu bruger alflingerne tiden på at lære små håndværk. 

En af dem er Elfie, der ikke passer ind og derfor stikker af op til overfladen med to af sine nissevenner. Her render de ind i en konkurstruet konditor og beslutter sig for at hjælpe ham. 

”Små væsner, der hader mennesker,” er en underkategori for sig i børnefilmgenren. Den klassiske fortælling, hvor nisserne efterhånden genovervejer fordommene for de onde mennesker, må være forudsigelig for selv en målgruppe under seks år. 

Samtidig minder Kagekampen en del om havenissefilm fra sidste årti som Mesterdetektiven Sherlock Gnomes og Gnomeo & Julie. Den type film lever øjensynligt i en verden uden plagiatkontrol, hvor man frit stjæler fra andre værker med arme og ben. 

Især Pixars opfindsomme og rørende Ratatouille må holde for. 

Den franske kogekunst er byttet ud med tysk bagværk, men grundfortællingen er præcis den samme. Det gælder også temaet om dysten mellem den kreative kunstner og den griske kapitalist. 

I Kagekampen er dysten mellem konditoren og hans citronmåne-producerende bror. 

Desværre lykkes det overhovedet ikke tyskerne at ramme de høje nagler, som gjorde Ratatouille til en af de bedste film om mad nogensinde. 

Kagekampen kommer ikke tæt på den menneskelige hovedpersons kærlighed til madkunsten. Og selv om det virker som naturgivet selvfølgelighed, får man ikke nogen forståelse for, hvorfor figurerne er så vilde med kage. 

Alfie beslutter sig for bagekunsten som sit håndværk, men hun kunne lige så godt have valgt noget andet og fået filmen til at handle om lystfiskeri eller origami-fletning. Der er intet ved hendes klodsede personlighed, der gør hende til en ideel kagebager. 

Filmen er fuld af underudviklede figurer, musikalske indslag og prutte-jokes. Faktisk er det mest originale, at prutterne denne gang er regnbuefarvede og fungerer som benzin til en flyvemaskine. 

Det er alt i alt et kynisk forsøg på at kapitalisere på mindre børns hang til gentagelse. Og der er ikke langt fra Kagekampen til den repetitive YouTube-video Baby Shark, der med snart ti milliarder visninger er internettets mest sete video. 

Forældre får næppe de mindste til at ville hjælpe i køkkenet efter den her film.