Mesterdetektiven Sherlock Gnomes

I 2011 kom Shakespeares klassiker om Romeo og Julie under kærlig behandling, da der blev tilføjet et par popsange, humor og havenisser i animationshittet Gnomeo og Julie. 

Nu er det så mesterdetektiven Sherlock Holmes’ tur til at blive modelleret om til en børnevenlig version. 

John Stevenson, der også stod bag succesen Kung Fu Panda, sidder i instruktørstolen i Mesterdetektiven Sherlock Gnomes – den anden film i rækken om de små havenisser, også kendt som gnomer.

Ja, det er vanvittigt plat bare at skifte et par bogstaver ud i titlen på store klassikere, så de indeholder ordet gnomer. Men med stor selvindsigt foregriber filmen dette skøre påfund. Det starter med en række havenisser, som vittigt diskuterer, hvilken fortælling de helst vil høre: Game of Gnomes eller Indiana Gnomes. 

Så blev den kritik ligesom punkteret! 

I Mesterdetektiven Sherlock Gnomes er Gnomeo og Julie flyttet til en ny have. Hvor det i første film var græsslåmaskiner, familiefejde og plastikflamingoer, der skabte problemer, er krisen denne gang en havepyntsforbrydelse af helt nye dimensioner. Overalt i London bliver havenisser kidnappet, og det bliver en sag for Sherlock Gnomes at opklare mysteriet. 

Det er tydeligt, at filmen låner fra tidligere animationssucceser, ikke mindst Dreamworks’ glitterfyldte Trolls, der også er fyldt med pophits, og hvor det blot er trolde, som bliver kidnappet. 

Ikke desto mindre er Mesterdetektiven Sherlock Gnomes en sød fortælling med børnevenlige budskaber om venskab og vigtigheden af at respektere og sætte pris på hinanden. Og med et interessant twist til sidst i filmen. 

Figurerne er aldeles charmerende. 

Lasse Rimmer gør det godt som stemme til den geniale, men bedrevidende og egocentriske detektiv Sherlock Gnomes, som er animeret med rank ryg og brystet skudt frem. Den rolle virker til at komme utroligt nemt til Rimmer. Sherlock kommer med kloge ræsonnementer på, hvad der ellers kunne virke som usandsynlige sammenhænge, men han undervurderer sin hjælper Watson. 

Også superskurken og Sherlocks ærkefjende Moriarty (Olaf Johannessen), som har en ondsindet plan om at henrette alle Londons havenisser, er en sjov figur. Han hoverer, har et stort, ondsindet smil og alt for store armbevægelser. 

Desværre giver filmen sig ikke tid til at dvæle. Der er fuld fart på hele vejen igennem, og man mister ofte overblikket i de mange delelementer. 

”Hvor skal vi nu hen?” spørger Julie midt under efterforskningen, og som tilskuer tænker man det samme. 

Det ene øjeblik sniger Gnomeo sig ind i en blomsterbutik og stjæler en smuk blomst. Dernæst flygter de gennem kloakker fra vand og rotter. De klæder sig ud i en kinesisk legetøjsbutik og stjæler ledetråde fra en hund. Og så kommer Mary J. Blige også lige ind fra siden med en optræden som dukke i et dukkemuseum. 

Filmen virker desperat for at undgå, at det tiltænkte børnepublikum kommer til at kede sig. Der stopfodres med en eksplosion af indtryk fra start til slut, som man ikke fanger, før vi er fløjet videre til det næste. 

Elton John er en af producerne, som han var også var på en første film, og det er dejligt at høre hits som Don’t Go Breaking My Heart og I’m Still Standing på filmens lydside. Dog kan det også blive en smule anmassende, når en følelsesmæssig scene akkompagneres af balladen I Need You to Turn To, som stopper følelserne helt ned i halsen på os. 

Mesterdetektiven Sherlock Gnomes er hyggelig, men tomme kalorier: hurtigt konsumeret og hurtigt glemt. Men med lidt held kan der malkes mange film endnu på at tilføje ordet gnom til et elsket forlæg. Måske skal den næste alligevel være Game of Gnomes?