Biografanmeldelse
11. apr. 2016
Doktor Zivago
I den restaurerede version af Doktor Zivago står billedet skarpt, når den russiske medicinstuderende Jurij Zivago (Omar Sharif) forelsker sig i den smukke sygeplejerske Lara (Julie Christie). Foto | Kenneth Danvers

Doktor Zivago

Trods svagheder fremstår David Leans kærlighedsdrama med den russiske revolution som bagtæppe i dag som noget nær et mesterværk.

Af Bo Tao Michaëlis

Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke havde store forventninger til gensynet med David Leans meget dybe suppeterrin med russisk rødbedesuppe og kødboller fra Den Kolde Krig.

Den ægyptiske skuespiller, Omar Sharif, som uden for Sahara er en sheik uden en kamel, agerer intellektuel digter i 1965-adaptionen af den russiske nobelpristager, Boris Pasternaks generationsroman Doktor Zivago.

En film med engelsk tale og skuespil. Om et tyranni delvis optaget i et andet: Franco-Spanien. Og hvor selv venstreorienterede filmkritikere dengang noterede sig en håbets regnbue over en sovjetisk dæmning som sidste billede i et epos om organiseret, kommunistisk umenneskelighed.

For da slet ikke at tale om Maurice Jarres sirupssymfoniske underlægningsmusik, hvor Lara’s Theme blev en landeplage langt ind i 1970’erne.

Nogle begyndte endog at tro på en højere retfærdighed, da antinazi-musicalen The Sound of Music i sidste ende løb med Oscar’en som årets bedste film 1965.

Men Doktor Zivago er nu blevet restaureret og forlænget med et par minutter, og den fremstår i mine øjne som noget nær et mesterværk. Den er lækker og smækker på det brede lærred, et epos på over tre timer, hvor hvert minut synes nødvendigt og nærværende.

Dybest set er det en kærlighedsfilm.

David Leans lille, mesterlige kammerspil fra 1945 Det korte møde er blevet forlænget og smidt flamboyant ned i en russisk ret med både Zarens hof og Lenins revolution i perioden 1905-21.

Det handler om den stormfulde affære mellem den gifte, medicinstuderende Jurij Zivago og sygeplejersken Lara, der assisterer Zivago under Første Verdenskrig og bliver ofre for de storpolitiske omvæltninger.

Hun spilles af 60’ernes største britiske filmstjerne, Julie Christie, som bortset fra hendes slaviske kindben og blegblonde hår ikke var det mest oplagte valg til rollen som russisk sjæl i sporet af den skæbnesvangre kærlighed. Derimod ligner Omar Sharif rent faktisk en af ørkenens sønner, og han spiller bedre, end jeg huskede.

Filmens største svaghed er, at den mangler det russiske sprogs særegne sprogtone. Især engelske Ralph Richardson som Zivagos onkel er grotesk malplaceret som en engelsk herreklub plantet i Moskvas midte.

Bedre klarer Geraldine Chaplin sig som den stakkels fru Zivago, som dengang i 1965 fik de ringeste anmeldelser. Hun har ikke meget dramatisk at gøre godt med som den kedelige og pæne doktorfrue, tredje hjul til en gig fuld af erotisk passion. Alligevel er hun mere erotisk tillokkende end Christie.

Men de to skuespillepræstationer, som alene gør filmen værd at (gen)se, gestaltes af Alec Guinness og Rod Steiger.

Alec Guinness får empatisk vredet sin rolle som KGB-generalen Yevgraf ud af klichéen om den koldsindige og kuldslåede kommissær, som med et knips kan sende folk til Sibirien. Og Rod Steiger er den eneste, der artikulerer sin rolle med en art russisk accent som opportunisten, kvindekynikeren og levemanden Komarovskij, der har opdaget og vakt den masochisme hos Lara, Zivago aldrig aner.

Filmen fremstår ved et gensyn langt mere psykologisk troværdigt. Og den er langt mere nuanceret, individualistisk og kompleks, end den revolution, som er historiens scene og skæbne, tillader og billiger. Selv om den er skabt i en ret så antikommunistisk epoke, og man ikke glemmer det sidste billede af filmens store kærlighed, Lara, fra Stalins arbejdslejr, forsøger filmen vitterlig ikke at være alt for antikommunistisk.

Trods kulisser oser Doktor Zivago af en storslået autenticitet. Menneskemængder i krig og krise er rigtige statister, ikke animerede gentagelser på en computerskærm. Sådanne store film skal ses i store biografer.

Titel:
Doktor Zivago

Originaltitel:
Doctor Zhivago

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
David Lean

Manuskript:
Robert Bolt

Medvirkende:
Omar Sharif, Julie Christie, Geraldine Chaplin, Alec Guinness og Rod Steiger

Spilletid:
197 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
14. april 2016

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten