Den russiske insider – mafiaens milliardbedrag

I en tid, hvor Europa vitterlig er i krig, er det yderst relevant at få udredet, hvad der egentlig foregår. Og det gør dokumentaren, omend vi faktisk skal helt om i rulleteksterne, før historien fortælles snorlige. 

Det rodede indtryk skyldes ikke mindst, at DR’s i øvrigt meget modige journalister – Lisbeth Quass, Niels Fastrup, Kevin Shakir og Kristian Magnus Damsgaard Jensen – stikker hånden direkte ind i en hvepserede. For her er tale om ægte kriminelle: platte, kiksede, grovkornede, frastødende, truende og direkte onde. 

Vi har efterhånden set endeløst mange plagiater af filmklassikeren Alle præsidentens mænd, hvor man i 1976 følger journalisternes arbejde med at afsløre Watergate. Og det bliver noget trættende at se de svagt spillede og simpelt iscenesatte bag kulissen-scener, som ofte er en del af nutidens dokumentarfilm. 

I stedet for bare at fortælle historien dramatiseres der med replikker som ”nøj, lad os ringe dem op!”, ”se lige, hvad vi har fundet!” og ”samtidig indløber der en sms fra Sergei!” Det virker sine steder næsten parodisk, og det er en skam, fordi historien i sig selv er spændende nok. 

I et typisk svindelnummer etablerer russiske mafiafolk et pyramidespil i firmaet JuicyFields, som påstår, at de sælger medicinsk cannabis: Invester i en canabisplante og tjen halvtreds procent i profit på få måneder! 

Inden længe er der afdelinger i mange lande, og det hele virker legitimt. Også for direktører og andre folk, som bliver ansat i virksomheden. I virkeligheden er gevinsterne, der først kommer lidt senere, faktisk de penge, som nye ofre indbetaler. Vi kender det også som en Ponzi-fidus. 

I dette tilfælde er det ret gennemført. 

Der findes hjemmesider, men de er falske. Der findes reklamefilm, men de refererer ikke til et virkeligt produkt. Der findes også produktionsfaciliteter, endda i Danmark, men de er alt for små til at kunne bruges kommercielt. Der findes faktisk også hampeplanter, men de er ikke dyrket overhovedet. De har bare vokset vildt som ukrudt på en mark uden for Berlin, hvor de er blevet gravet op og smidt i spande, så man kunne vise dem frem ved en messe. 

Centrale personer er en sammenbidt, russisk informant, som vender og drejer tingene, trækker alting tilbage for så at genfremsætte det hele. Og en hvid sydafrikaner, der optræder som rigmand, men taler afstumpet, og som lige inden sin anholdelse interviewes på et lækkert landsted i Italien, hvor han plukker ferskner. 

Problemet er, at det hele virker lige lovligt iscenesat og simpelt fortalt. Da russeren bader for tiende gang i koldt vand i Finland, er vi helt med på, at han er en mand af rette støbning. 

Instruktøren og manuskriptforfatteren er ellers den erfarne og dygtige instruktør Boris Benjamin Bertram, der har lavet Krigsfotografen (om Jan Grarup) og Krigskampagnen (om Irakkrigen), og som også sammen med nogle af de samme journalister stod bag sidste års Skyggekrigen: De russiske spioner. 

Fortællingen kunne være blevet strammet, og samtidig virker dokumentaren underbudgetteret. 

Anledningen for Den russiske insider – mafiaens milliardbedrag er skam rørende nok. Af de godt 4,5 milliarder kroner, der er blevet svindlet for – hvoraf størstedelen er forsvundet – er en mindre del snuppet fra danskere, der betalte penge for noget, som de nu må erkende var for godt til at være sandt. 

Folk har lånt penge for at investere. Et trafikoffer har brugt sin erstatning i forsøget på at øge mulighederne for en bedre tilværelse. Man får ondt i maven og føler nærmest skam på ofrenes vegne. De russiske bagmænd ødelægger konkrete liv. 

Så den her type graverjournalistik er ægte public service, som DR i de kommende år bør skrue meget mere op for. Der foregår så meget om ørerne på os, og vi sidder med en fornemmelse af, at vi ikke kender den egentlige sandhed. 

En af de mest skræmmende pointer i Den russiske insider er nemlig, at det sagtens kan være, at de egentlige bagmænd slet ikke er mafiaen. Som en ekspert siger, skal et firma i Rusland have et ”tag” – en form for beskyttelse – så andre ikke kommer og tager ens virksomhed. Og det øverste tag er staten. Det vil sige Kreml eller efterretningsvæsenet. 

Med historier som denne kan vi lære at passe på os selv som nation.