Anmeldelser

Pirrende erotik afløses af blodige rædsler i Park Chan-wooks raffinerede trekantsdrama.

Mads Rosenkrantz Grage fiktionaliserer sin egen Tinder-historik med overskud og sans for samtidsdetaljer, når en ung fyr forsøger at kneppe sig ud af en livskrise.

Bille August har med et livsbekræftende kammerspil om aktiv dødshjælp lavet sin mest helstøbte film i over tyve år.

Bandemiljøet er nærmest en subgenre i dansk film, men Ekko Shortlist-instruktør leverer nuancer, overraskelser og glødende billedpragt i sin spillefilmdebut.

Sylvia Le Fanu har skabt den mest modne og gribende danske debutfilm længe om det sværest tænkelige emne: sidste afsked med en elsket.

DR-serie om anbragte børnehjemsbørn er fantastisk øjenåbnende, fordi den dropper voksne stemmer og overlader fortællingen til hovedpersonerne.

Sofie Gråbøl er formidabel som psykisk sårbar i Niels Arden Oplevs mest personlige – og bedste – film, der trods sit alvorlige emne er en livsbekræftende oplevelse.

Lone Scherfigs hospitalsserie viser hendes styrke som ensemblefortæller og lægger kimen til en ny dansk dramasucces med et samfundsdiskuterende perspektiv.

En på papiret umulig filmatisering af verdens mest åbne sandkassespil er blevet en fejende flot, virkelig sjov og utroligt spændende fortælling.

Man skal ikke have særlig store skeletter i skabene for at føle sig ramt af den fantastisk rå og rørende dokumentar Blodets bånd.

Aparte, men seværdig og særdeles velspillet antropologisk film skildrer Danmarks overgang fra jægersamfund til agerbrugsland.

Far til fire-instruktøren Claus Bjerre og tre unge skuespillerspirer følger nøje manualen for en improviseret dansk artfilm. Resultatet er forbløffende uerotisk og utroværdigt.

Søren Sveistrup har med Netflix i ryggen overført sin roman til en af de bedste dansktalende krimiserier i meget lang tid – original, uforudsigelig og knaldspændende.

Wes Anderson har i en bombastisk og billedskøn hyldest til fransk kultur og magasinjournalistik skabt den mest Wes Anderson’ske film til dato.

Jyske talenter på Super8 har modet til at skille sig ud i deres medrivende midtvejsfilm, hvor klassiske genrer vitaliseres med fabler, filosofi og samfundskritik.

Ole Bornedal forsøger at forene ægteskabskomedie og provinssatire, men glemmer den vigtigste regel for komedier: At vi skal holde af personerne.