Den sidste rejse

Lars Hammar er i 40 år den livsglade fransklærer på gymnasiet i Köping i Sverige. Imellem bøjningen af verber synger han med akkompagnement af sin guitar chansons af troubadourerne Jacques Brel og Charles Brassens. Han hilser kollegerne med ”bonjour” og elever med begejstring.

Hvert år tager han med sin hustru Tiina og to børn i en orange Renault 4 hele vejen ned til Sydfrankrig. Så går Lars på pension og skal med sin Tiina nyde sit otium med rejser til Frankrig.

Men Lars synker sammen i sin belgiske læderstol, og hans udadvendte livsgnist forsvinder.

Tiina og sønnen Filip synes, at der må gøres noget. Sammen med bedstevennen Fredrik sætter de alt i scene for at arrangere en gensynsrejse med Lars til hans elskede Middelhav. På sporet af svundne somre med strand og sol.

Den sidste rejse er skabt af Lars’ søn Filip Hammar sammen med vennen Fredrik Wikingsson, begge to i Sverige berømte tv-personligheder.

Odysseen for, at den sygdomssvækkede og depressive far kan finde melodien igen ved et længere franske visit, er blevet til en fantastisk succes i Sverige. 400.000 svenskere har været i biografen og set filmen, som forleden blev valgt til Sveriges officielle Oscar-kandidat.

Så mange svenskere kan vel ikke tage fejl? Selvfølgelig ikke.

Idéen er smittende og har også momenter af rørende sensibilitet, når den svækkede Lars via sin søn og hans ven får lov at opleve scener fra fortidens feriedage. De besøger også en statue af Jacques Brel og Charles Brassens’ grav.

Rejsen begynder ellers skidt.

Lars falder, slår sig alvorligt og støder først til rejsen efter, at de to fyre allerede har kørt den orange vintagebil sydpå som Europas mest overhalede bil på motorvejene.

Lars kommer så med på vognen, og så småt får han sin livsglæde tilbage via genoplivede smagsløg og smukke glimt af Frankrig.

En sød dokumentarfilm med en gennemført og ikke skjult iscenesættelse af forne minder. Lars’ kærlighed til alt fransk vises mest via glæden ved, at frankmænd kører over for rødt og ideligt brokker sig i trafikken.

”Frihed,” råber Lars ved gallisk vejvrede. Det rebelske Frankrig som en mental modsætning til Forbudssverige.

Far og søn finder hinanden i genskabte scener, hvoraf mange påfund er yderst sentimentale. Især til sidst, hvor filmen springer ud som en hæmningsløs hommage til Lars som den elskelige lærer.

Som sagt, filmen har fine rørstrømske øjeblikke, engang imellem er de også lidt for finurlige og opfindsomme. Problemet med Lars er jo generelt, at mange ældre mænd visner og dør for tidligt, når de ikke længere er i arbejde. Og ikke alle har en søn, som kan genskabe det tabte og få livsglæden tilbage.

Den vinkel lades uberørt og accentuerer egentlig, at filmens dokumentariske aspekt snarere er at være en mere personlig end social film. En smuk svanesang om Lars og Filip, hvor far og søn finder hinanden på rejsen.

Den intellektuelle og religiøse far skrifter undervejs til en katolsk præst. Filip bor i dag i Los Angeles i færd med at sælge svensk tv-underholdning, og han har altså kærligt fundet ud af, at hans far har et problem.

Denne diskrepans mellem farens gammeldags reflekterende, religiøse livsopfattelse og sønnens senmoderne mediebevidste livsstil berøres ikke. At æblet faldt langt fra stammen, men dog under samme træ.

Titlen lyder som navnet på en bedemandsforretning, men Den sidste rejse er helt igennem en positiv feelgood-film.

Fortællingen om en gammel mands rejse tilbage til fortiden giver ekko af Ingmar Bergmans abolutte mesterværk Ved vejs ende.

Måske har denne særlige elegiske form for svensk nostalgi gjort, at Den sidste rejse er blevet sådan en kolossal svensk succes. Måske er den i mere kølige danske øjne nu og da for privat. Alligevel en optimistisk beretning fra nabolandet med et både vedkommende, virksomt og vemodigt tilbageblik.