O.J.: Made in America

Den dokumentariske miniserie O.J.: Made in America starter i 1966. Vi er i begyndelsen af Orenthal James Simpsons kometkarriere som running back.

På dette tidspunkt bliver han allerede beskrevet i aviserne som ”den største atlet i City College of San Francisco’s historie”, og berømmelsen stiger til uanede højder, da han tildeles et stipendium til University of Southern California, USC.

Første afsnit af den syv og en halv time lange dokumentar fokuserer på Simpsons atletiske formåen, hans heltestatus og milepæle – som eksempelvis den legendariske 64-yard touchdown i kampen mod UCLA, og da han vinder Heisman-trofæet, det ypperste inden for amerikansk college-football.

O.J.: Made in America starter som så mange andre sportsdokumentarer, og da man ved, hvor O.J. ender, tager det ikke mange sekunder, før man tænker, at dette er den klassiske fortælling om en sportshelts tragiske fald fra den berømte tinde.

Men det bliver hurtigt klart, at instruktør Ezra Edelman også har en anden agenda.

Efter et kvarters opremsning af Simpsons forgyldte karriere, begynder Edelman at krydsklippe mellem arkivmateriale af O.J. og arkivmateriale af raceuroligheder og politisk opstandelse. Da Simpson vinder Heisman-trofæet, krydsklippes der til mordet på Martin Luther King.

Året er 1968, USA er i dyb krise, og midt i det hele står O.J. Simpson på det hvide, rige USC og holder takketale og smiler det bedste, han har lært.

I en glidende bevægelse sætter Edelman O.J. Simpson tilbage i den kontekst, han hele sit liv har prøvet at løbe fra. På en uovertruffen måde bliver hele første afsnits mange løberekorder nærmest symbolske: Vi ser ham spurte, som var han forfulgt af djævlen.

”Jeg er ikke sort – jeg er O.J.,” lyder svaret, da borgerrettighedsbevægelsen forgæves forsøger at få Simpson til at støtte sortes rettigheder. Til gengæld bliver O.J. velvilligt en nikkedukke, der hjælper store firmaer med at score point på ”brownie-kontoen”, som en marketingdirektør stolt proklamerer. Han udnytter sit image til at komme ind i de hvides verden, hvor champagnen flyder over i takt med berømmelsen.

Den tidlige historie sætter O.J. Simpsons senere historie i et hyklerisk relief.

O.J. bliver anklaget for dobbeltmordet på ekskonen Nicole Brown-Simpson og Ronald Goldman, og som en ægte sportsmand angriber han sagen med et mål for øje: At vinde, koste hvad det vil.

Pludselig kan han ikke blive sort nok. Det er allermest tragikomisk, da horden af advokater beslutter sig for at ommøblere hans hus med afrikansk kunst for at vinde juryens gunst.

Selvom optagelserne fra retssalen af ”århundredets retssag” har været vist utallige gange, er det stadig lige gruopvækkende at se mediecirkusset udfolde sig og gribe ind i alle dele af retssystemet.

Advokater, dommere, vidner og venner bliver en del af mediemaskinen, der producerer skurke og helte, som var det en ren Hollywood-film, imens retfærdigheden og sandheden begraves, da den ikke er nær så interessant.

Men det virkelig rystende i Ezra Edelmans uhyre grundige epos, er skildringen af den anspændte folkestemning, hvor hele befolkningsgrupper lugter blod og payback. Et nutidigt interview med et af de kvindelige sorte jurymedlemmer forklarer, at frifindelsen af O.J. Simpson var payback for frifindelsen af betjentene i Rodney King-sagen.

De mange timers forudgående krydsklipninger samles, og man får et uhyggeligt indblik i det forenede Amerikas sjæl, der er alt andet end forenet.

Her ligger årtiers politivold, racehad og uroligheder og ulmer, og på et splitsekund kan den smertelige historie boble op til overfladen. Endnu engang antændes racehadets ild i befolkningen. Senest i sidste uge, hvor to politimord på to sorte mænd førte til nedskydningen af fem betjente efter en Black Lives Matter-demonstration i Dallas, Texas.

Det kan synes umuligt at hele de dybe sår i USA’s sjæl. En kulturhistorisk forståelse af konflikten kan være et skridt på vejen, og Ezra Edelmans O.J.: Made in America bidrager på fornemste vis til denne forståelse.