Anora

”Jeg bliver amerikaner, og mine forældre kan sutte min pik!” erklærer den unge, russiske oligarksøn Ivan begejstret, da han høj på ketamin og teenagetrods får idéen til at gifte sig med den russisktalende Brooklyn-pige Ani under en tur til Las Vegas.

Hun er stripper og lejlighedsprostitueret, han er milliardærarving på jagt efter en måde at sabotere sine forældres forventninger. Deres ekspresbryllup er højdepunktet i en ugelang Askepot-romance med mindelser om Pretty Woman.

Men da forældrene får nys om deres nye svigerdatter, bliver det startskuddet til en hektisk komedie med lag på lag.

Instruktør Sean Baker udfolder historien så ekvilibristisk og empatisk, at det ikke er noget under, at Anora blev belønnet med dette års Guldpalme på den celebre Cannes-festivalen.

Deres ulige romance starter, da Ivan dukker op som vip-klient på den stripklub, hvor Ani, der ikke bryder sig om sit fulde, usbekiske navn Anora, arbejder. Snart hyrer han hende til at aflægge husbesøg.

”Hvad kunne du tænke dig?” spørger hun, da de sidder på sengen i hans demonstrativt ødsle rigmandsvilla. ”Sex!” replicerer han og laver en baglæns kolbøtte af bare begejstring.

Han er et barn. Hun er voksen med en hval på krogen, og hun forsøger at spille sine kort rigtigt.

Mikey Madison er en åbenbaring i hovedrollen. I fem sæsoner var hun den stride, ældste datter over for Pamela Adlons hårdtprøvede mor i geniserien Better Things, og hun dukker op som Charles Manson-tilbeder i Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood.

Anora er hendes første hovedrolle, og hun bærer filmen med rapkæftet attitude, tyk Brooklyn-accent og stolt selvsikkerhed, som man fornemmer, at Ani har optjent gennem en hård opvækst. Dermed ikke sagt, at hendes liv er ren lidelse.

Sean Baker har specialiseret sig i historier om sexarbejdere fortalt uden socialrealismens moraliseren.

Det kan godt være, at den tidligere pornostjerne Mikey fra Red Rocket, den arbejdsløse Halley fra The Florida Project eller de prostituerede transkvinder i den banebrydende iPhone-film Tangerine er sociale tabere set udefra, men Baker ser dem netop ikke udefra.

Som ganske få instruktører forstår han at sætte publikum i karakterernes sted. Og Ani er intet offer. Hun er en fighter, hvilket hun demonstrerer i en kostelig slapstickscene, da Ivans forældre sender et tremandshold af fixere for at få ægteskabet annulleret.

Mens Ivan tager benene på nakken, kæmper hun som en bister kat hos dyrlægen for at slippe ud af lakajernes kløer. Hun skriger og skælder ud, slår og sparker og brækker næsen på et af de brede brød, Garnick, da han kommer for tæt på.

Den anden, Igor, binder hende så nænsomt som muligt med en telefonledning, mens alle tre bare håber, at hun vil falde til ro.

De har heller intet valg. Ivans gudfar må snige sig væk fra sit barnebarns dåb, mens hans familie ser måbende til. Igor kører i sin bedstemors bil og forsøger at være så galant over for Ani som muligt, mens hun stritter imod af desperation og såret stolthed.

Yura Borisov, kendt fra den finske perle Kupé nummer 6, er indtagende som den modvillige bølle. Men Ivan, der spilles som en sitrende hormonbombe af Mark Eidelshtein, er heller ingen skurk, blot et curlingbarn i yderste potens.

Der er ikke mange skurke i Bakers film, og alene det faktum, at de største stjerner i Anora kommer fra den russisktalende del af verden, vidner om hans humanistiske projekt.

Anora er et mesterværk, en hylemorsom komedie, som diskret toner over i et præcist portræt af en senkapitalistisk verden, hvor mange har for meget og flere for lidt.

Uden at være politisk – Sean Baker er alt for solidarisk med sine personer til at manøvrere dem i retning af et bestemt budskab – indfanger filmen tidsånden hos en samfundsklasse, der sætter en ære i at hustle sig gennem livet. Hvad skulle de ellers gøre?