The Kindness of Strangers

Der findes få instruktører, der kan skrue en historie så stilsikkert sammen som Lone Scherfig.

Uanset om det er det britiske 1960’er-drama An Education eller Anden Verdenskrigs-­filmen Their Finest Hour vikler humor og drama sig ind og ud mellem hinanden, indtil det er umuligt at vide, om der skal grines eller grædes.

Dermed også sagt, at ingen rigtigt slår sig på danskerens værker. Alligevel er humøret heller aldrig helt mellemfornøjet efter en Scherfig­-film.

Lige indtil nu.

For The Kindness of Strangers, der er instruktørens første selvskrevne spillefilm på engelsk, er lige netop mellemfornøjelig. Hvor man altid har følt sig godt underholdt – selv i mindre funktionsdygtige værker som Samme dag næste år og The Riot Club – er der noget, som denne gang skurrer.

Filmen, der åbnede årets Berlinale, er ellers ved første øjekast en Scherfig Classic.

Den danske instruktør drejer en historie rundt om en række menneskeskæbner, der alle lever mere eller mindre på bunden af det amerikanske samfund.

Zoe Kazan spiller en kvinde, som flygter med sine børn fra Buffalo til New York, i håb om at hendes voldelige ægtemand (danske Esben Smed) ikke vil kunne finde dem.

Ad omveje ender moren og drengene i en russisk restaurant, som en britisk gentleman (Bill Nighy) og en tidligere fængselsindsat (Tahar Rahim) driver. Rahims hjertevarme bestyrer bliver hurtigt interesseret i den ensomme mor, og følelserne er gengældte.

På samme tid følger vi en sygeplejerske (Andrea Riseborough), som laver velgørenhedsarbejde uden for arbejdstiden, og en hjemløs og forhutlet ung mand (Caleb Landry Jones), der i mødet med fortællingens kvinder og børn finder en mening med livet.

Endelig er der en smilende og kikset advokat (komikeren Jay Baruchel), men han er reelt først brugbar i den store fortælling hen imod slutningen.

Alt dette lyder på sin vis virkelig Scherfig’sk. En multiplot-historie flettes sammen, og vi forlader biografen med et smil på læben. Men der er altså noget nyt ved The Kindness of Strangers, der gør, at den umiddelbare oplevelse af filmen ikke bliver stående særligt længe.

Lone Scherfig holder sig underligt på afstand af sin historie. Hun klistrer den til med symfonimusik, der er en klassisk koncert værdig. Og hun skaber så lysende, ja, ligefrem tindrende billeder, at man aldrig helt forstår den lidelsesrejse, som især den flygtende mor er ude på.

Det er, som om de britiske rutiner, instruktøren har tilegnet sig i det seneste tiår, tager over i The Kindness of Strangers. Filmen synes angst for at træde nogen over tæerne.

Hvis vi virkelig befinder os på bunden af det amerikanske samfund, hvor de hjemløse spiser i suppekøkkener og drømmer om teselskaber i en russisk restaurant, så bliver der noget påtaget eventyrligt over den skønne iscenesættelse.

Man fornemmer aldrig helt, hvor smertefuld denne historie er, selv om samtlige skuespillere serverer deres roller med både charme og svie. Men karaktererne har simpelthen så mange gode intentioner, at de aldrig bliver til mere end det, de er: konstruktioner.

Lone Scherfig og den danske fotograf Sebastian Blenkov skruer op for skønheden. Men har man nogensinde vandret forbi et suppekøkken i New York, ved man, at håret, tøjet og makeuppen er det, der bekymrer de sultne mennesker mindst.