Blå

Det starter med et close-up af bilhjul. Der er fart på, og selvfølgelig går det galt.

Personerne i polske Krzysztof Kieślowskis Tricolore-trilogi udsættes nemlig for pinsler, der får biblens Job til at ligne en heldig rad, og snart har bilen da også vædret et træ.

I Blå er tilværelsens fernis uhyggelig tynd, og da Julie (Juliette Binoche) bagefter vågner på hospitalet, har hun mistet sin mand, den verdensberømte komponist Patrice, og deres datter.

Med et simpelt, elegant greb viser Kieślowski, at synsvinklen er skiftet. En læge kommer til syne i Julies pupil, og resten af filmen er underlagt den udsatte kvindes desillusionerede blik.

Krzysztof Kieślowski er en af filmhistoriens mest hyldede instruktører. Han startede som dokumentarist, men han huskes især for Dekalog (1989)– om de ti bud ­– og filmene Blå (1993), Hvid (1994)og Rød (1994).

Her formår han i samarbejde med manuskriptforfatter Krzysztof Piesiewicz at omsætte abstrakte temaer til gribende fortællinger. Tricolore-trilogien, som i løbet af dette efterår får repremiere i danske biografer, baserer sig på det franske flags farver og de begreber, Frankrig siden revolutionen har forstået sig selv gennem:

Frihed, lighed og broderskab!

Hvid ironiserer over lighedsbegrebet ved at dyrke dets nederdrægtige slægtning, hævnen, mens Rød er et intrikat drama om at snage sig til menneskelige forbindelser og broderskabsfølelse.

Trilogiens første film, Blå, tager udgangspunkt i frihed, og heller ikke her skånes idealet.

Kieślowski er ikke interesseret i at hudflette hele det franske samfund, kolonialismen eller den politiske nutid. Han viser i derimod, at den totale frihed er en horribel, menneskelig tilstand.

Iført halskrave og med sting og ar i ansigtet forsøger Julie efter ulykken at begå selvmord med piller. Men hun kan ikke sluge dem.

Juliette Binoche leverer en af sin imponerende karrieres største præstationer. Hun gennemlever sorgfaser, så man sidder tilbage både rørt og skræmt, for de pludselige skift mellem ulykkelighed og apati leveres så subtilt, at Julie omgærdes af en fængende tvetydighed.

Hun flytter fra familiens imposante palæ på landet til en mindre lejlighed i Paris, og her forsøger hun at lægge fortiden bag sig. I den nye opgang vil beboerne have hende til at skrive under på, at en prostitueret skal smides ud, men Julie nægter. Og vi ved simpelthen ikke, om det er på grund af principper eller ligegyldighed.

Hun vil så gerne føle igen. Hun flænser sine knoer til blods langs en mur, og hun besøger sin demente mor, der bruger sin tid på tv om bungyjump.

Uanset hvordan man forsøger sig med noget nyt i Blå, så bliver man til sidst hevet durk tilbage.

Lejligheden i Paris bliver ikke det refugium, Julie havde håbet på. En stor fed mus føder unger i kosteskabet, og de piber og forstyrrer. Hun begynder langsomt at kigge tilbage på fortiden for at få ro.

Musik spiller en afgørende rolle i Blå. Da Julie begynder at gå gennem mandens efterladte nodeark, overmandes hun af kompositioner i forrygende, frenetiske scener. Bombastisk musik starter, mens lærredet bliver sort, og vi er er vidne til en vild form for besvimelse.

Filmenfortæller, at man ikke kan gøre sig fri af fortiden, for uanset hvad Julie gør, bliver erindringer ved med at larme bagerst i hovedet som små, sultne mus.

Kieślowski påstår, at denne ufrivillige form for ufrihed er at foretrække frem for den fuldstændige glemsel, når den Alzheimers-ramte mor præsenteres.

Blå besidder måske ikke samme spiddende ironi som Hvid eller samme svimlende slutning som Rød, hvor alle tråde elegant samles.

Men Kieślowski indleder sin Tricolore-trilogi ganske overlegent med en film, hvor titlens farve gennemstrømmer alt. Humør, vægge, pool, perle-uro, mappe, slikkepind og scanningsbillede er blålige. Det får hele filmen til at ligne et sorgens akvarium, som Julie er fanget i.