Anmeldelser

Fransk komedie om en romance mellem en skønhed og en dværg er plat og hyklerisk.

Usammenhængende billedforløb og overdrevent naturalistisk mørke gør dansk flygtningedrama fra besættelsen til en frustrerende oplevelse.

Dreamworks rammer en for en sjælden gangs skyld ikke skiven med Trolls, der buldrer af sted i et galoperende tempo, som ikke kan skjule den tyndbenede historie.

Rugemorsdrama vil gerne være en iskold og erotisk thriller, men ender som en flad og fjollet omgang rod.

Katastroferne er til at få øje på i Sofie Stougaards romantiske komedie, der hverken er sjov eller særlig romantisk.

Det er tåkrummende og absurd, når Dirty Harry Qvortrup jagter og udstiller voksne mænd med alvorlige lolitakomplekser.

Et overflødighedshorn af effekter kan ikke skjule, at forsøget på at lave en slags Jaws til GoPro-generationen er mere komisk end uhyggeligt.

DC Comics har selvmorderisk valgt kvantitet frem for kvalitet i tonedøvt skurkebulder, hvis forsøg på fræk humor falder tungt til jorden.

Buddy-komedie byder på sjove gæsteoptrædener, men lider af dårligt skuespil og mangel på kemi mellem hovedrolleindehaverne.

Sympatisk sommerferiefilm skal nok vække glæde hos de mindste børn, men den voksne ledsager skal forberede sig på et banalt trummerum.

Biopic om Hank Williams opremser uopfindsomt fakta, årstal og personer. Og Tom Hiddleston fremstår for nydelig til at være alkoholiseret countrystjerne.

I Jaco Van Dormaels sorte komedie er Gud et dumt svin, der bor i Bruxelles. Men trods en sjov idé følger tanke og handling ikke hinanden.

Dragemor Daenerys fra Game of Thrones bobler over af glæde i romantisk komediedrama med umanerligt overspil og massive virkemidler.

Warcraft invaderer filmverdenen i en fantasykliché af en franchise-kickstarter, der i stedet for at fungere som appetitvækker får én til at længes efter the end.

Storsælgende bog fra Sverige er nu overført til det store lærred, ligeledes på svensk – men det er en triviel, bittersød komedie, som aldrig bliver rigtigt vedkommende.

Nicolas Winding Refn er bedst, når han ikke forsøger at være en stor filminstruktør. Det gør han desværre i The Neon Demon.